Lydklip
Kildeintroduktion:
I dette lydklip høres et radioprogram, der er optaget i forbindelse med indvielsen af lillebæltsbroen den 14. maj 1935. Programmet er optaget to forskellige steder, dels i København, hvor der berettes om påbegyndelsen af Christian 10.s (1870-1947) tur med lyntoget over lillebæltsbroen, dels i Middelfart, hvor den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) modtager majæsteten ved dennes ankomst. I klippet beskriver reporteren feststemningen og oppyntningen i gaderne. I et interview giver statsministeren bl.a. udtryk for, at det er en stor dag for den trakfikmæssige udvikling og for samkvemmet med andre lande. Afslutningsvis høres lyntogets afgang fra Middelfart, hen over Lillebæltsbroen.
Transskription:
Lillebæltsbroens indvielsesdag.
Lyntogenes afrejse fra Københavns Hovedbanegård.
Generaldirektør Knutzen ved mikrofonen.
- Er De i feststemning hr. generaldirektør?
(K) Ja, det tror jeg nok, jeg kan sige. Nu har vi jo i så lang tid arbejdet med hele dette problem, Lillebæltsbroen, så det vil være en stor dag, da vore planer og vore ønsker kan gå i opfyldelse.
Meddeler, at nu lyder afgangssignalet, og nu kører toget. [Toget kører].
- Middelfart er ikke til at kende igen fra i går. I går kunne man nok se festforberedelserne, i gaderne havde man rejst flagstænger, men de stod nøgne. Nu er alt klædt i en flagpragt uden lige. Alle gaderne er vældige flagalleer, hvor Dannebrog vajer på begge sider. Mellem flagstængerne hænger der rundtomkring grønne guirlander, der minder os om forårets tid, og hernede på havnepladsen er det allerfestligst, en hel plads er indrammet i grønt, flagene blafrer i vinden fra Lillebælt, og tusinder af mennesker står her rundtomkring for at overvære kongens ankomst. En mængde honoratiores er selvfølgelig kommet herned, blandt dem statsminister Stauning, der skal modtage kongen her på landjorden. Vi kan måske bede hr. statsministeren sige et par ord til lytterne i dagens anledning, det er jo en stor dag?
(S) Ja, her er fest over Middelfart i dag, både hvad angår flag og titusinder af mennesker, der fylder alle gaderne. Han siger, det er en stor dag, men det er det ikke blot for Middelfart, det er en meget stor dag for Danmark, idet den broindvielse, som nu skal finde sted, jo betegner et meget fremragende led i trafikvæsenets udvikling og vil forbinde de to dele af landet, Fyn og Jylland, med hinanden og derved lette trafikken og betyde et uhyre stort fremskridt, også for samkvemmet med andre nationer. Vi håber alle sammen her, at dagen må forme sig smukt og godt, og at denne bros indvielse også må være indledningen til en ny æra i mange henseender for vort lille land.
- Iført admiralsuniform går Hans Majestæt Kongen fra borde og modtages med kongesangen, som spilles af regimentsorkestret fra Odense, ja, det eksisterer jo ikke mere, de står i civil og spiller, i dagens anledning er de samlet igen.
- Stationsforstanderen på Middelfart Station står parat. Nu går distriktschef Aalborg som sidste mand ind i toget, efter at han har forvisset sig om, ja, at alt er i orden. Så bliver der givet afgang.
[Musik spiller]
- Og så brummer lyntoget af sted. Jeg kan høre hjulene. Af sted ud mod broen! Og nu er det derude, det videre foregår. Og derfor skynder vi os at stille om til festpladsen, vi stiller om til brohovedet.
- Netop nu ruller det lyntog, der er kørt fra København, op på brodæmningen. Lyntoget har i Middelfart taget Hans Majestæt Kongen om bord, og nu glider det moderne, strømlinede røde tog frem på brodæmningen her.
Første lyntog kører over Lillebæltsbroen den 14. maj 1935. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket
Christian 10. ved Lillebæltbroens indvielse. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket