FREDEN I PRAG, 23. AUGUST 1866
FREDSTRAKTAT

I DEN ALLERHELLIGSTE OG UDELELIGE TREENIGHEDS NAVN!

HANS Majestæt Kongen af Preussen[1] og Hans Majestæt Kejseren af Østerrig[2] have, besjælede af Ønsket om at gjengive deres Lande Fredens Velsignelser, besluttet at omdanne de i Nikolsburg 26. Juli 1866 undertegnede Fredspræliminærer[3] til en endelig Fredstraktat.

Til den Ende have Deres Majestæter udnævnt til deres Befuldmægtigede:

Hans Majestæt Kongen af Preussen: Sin Kammerherre, virkelig Gehejmeraad og befuldmægtiget Minister, Friherre CARL v. WERTHER[4],

og Hans Majestæt Kejseren af Østerrig: Sin virkelige Geheimeraad og Kammerherre, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, Friherre ADOLF MARIA v. BRENNER FELSACH[5],

hvilke ere traadt sammen i Prag[6] til en Konference, og efter Udveksling af deres Fuldmagter, som fandtes i god og rigtig Form, ere de komne overens om nedenstaaende Artikler:

ARTIKEL I. Der skal i Fremtiden og for bestandig være Fred og Venskab mellem Hs. Maj. Kongen af Preussen og Hs. Maj. Kejseren af Østerrig, saavel som mellem deres Arvinger og Efterfølgere og mellem deres Stater og Undersaatter paa begge Sider.

ARTIKEL II. Med Hensyn til Udførelsen af Artikel VI af de i Nikolsburg 26. Juli d. A.[7] sluttede Fredspræliminærer, og efterat Hs. Maj. de Franskes Kejser[8] ved sin hos Hs. Maj. Kongen af Preussen beskikkede Sendemand officielt har ladet erklære i Nikolsburg den 29. samme Maaned, ”at forsaavidt det vedrører Kejserens Regering, er Venetien erhvervet til Italien[9], for at overgives det ved Freden” – tiltræder Hs. Maj. Kejseren af Østerrig ogsaa fra sin Side denne Eklæring og giver sit Samtykke til det Lombardisk-Venetianske Kongeriges Forening med Kongeriget Italien, uden andet tyngende Vilkaar end Afgjørelsen af den Gjæld, der maatte blive godkjendt som hæftende paa de afstaaede Landsdele i Overensstemmelse med Freden i Zürich[i][10].

ARTIKEL III. Krigsfangerne ville straks blive frigivne.

ARTIKEL IV. Hs. Maj. Kejseren af Østerrig godkjender Opløsningen af det hidtilværende Tyske Forbund[11] og giver sit Samtykke til en ny Ordning af Tyskland, uden at den østerrigske Kejsterstat faar Del deri. Ligeledes lover Hs. Majestæt at godkjende det snævrere Forbundsforhold, som Hs. Maj. Kongen af Preussen vil grundlægge nord for Mainlinjen[12], og erklærer sig enig i, at de sønden for denne Linje liggende tyske Stater træde sammen i en Forening, hvis nationale Forbindelse med det Nordtyske Forbund forbliver forbeholdt den nærmere Overenskomst mellem begge Parter, og som skal have en international uafhængig Tilværelse.

ARTIKEL V. Hs. Maj. Kejseren af Østerrig overdrager Hs. Maj. Kongen af Preussen alle sine i Freden i Wien af 30. Oktbr. 1864[13] erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holstein og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningerne i de nordlige Distrikter af Slesvig skulle afstaaes til Danmark, naar de ved fri Afstemning tilkjendegive Ønsket om at blive forenede med Danmark.

[Samme ARTIKEL V i tysk Tekst: Seine Majestät der Kaiser von Oesterreich überträgt auf Seine Majestät den König von Preussen alle Seine im Wiener-Frieden vom 30. Oktober 1864 erworbenen Rechte auf die Herzogthümer Holstein und Schleswig, mit der Maasgabe, dass die Bevölkerungen der nördlichen Distrikte von Schleswig, wenn sie durch freie Abstimmung den Wunsch zu erkennen geben, mit Dänemark vereinigt zu werden, an Dänemark abgetreten werden sollen.]

Artiekl VI. Efter Hs. Maj. Kejseren af Østerrigs Ønske erklærer Hs. Maj. Kongen af Preussen sig rede til ved de forestaaende Forandringer i Tyskland, at lade Kongeriget Sachsens[14] nuværende territoriale Omraade bestaa i dets tidligere Udstrækning, medens han derimod forbeholder sig nærmere af fastsætte Sachsens Tilskud til Krigsomkostningerne og Kongeriget Sachsens fremtidige Stilling indenfor det Nordtyske Forbund ved en særlig Fredstraktat, der skal afsluttes med Hs. Maj. Kongen af Sachsen[15].

Derimod lover Hs. Maj. Kejseren af Østerrig at godkjende de nye Indretninger, som skulle iværksættes i Nordtyskland af Hs. Maj. Kongen af Preussen, derunder ogsaa medregnet de territoriale Forandringer.

ARTIKEL VII omhandler den Opgjørelse, der skal finde Sted over den tidligere Forbundsejendom ved en Kommission, som inden 6 Uger skal komme sammen i Frankfurt a. M.[16], og hvortil Preussen og Østerrig ville udnævne Medlemmer, ligesom det skal staa de andre tyske Regeringer frit for at gjøre det Samme.

ARTIKEL VIII tilsteder Østerrig Ret til at bortføre fra Forbundsfæstningerne eller paa anden Maade raade over baade dets egne Ejendele og den Del af den rørlige Forbundsejendom, der tilkommer det i Henhold til dets tidligere Tilskud til Forbundsudgifterne.

ARTIKEL IX tilsikrer det tidligere Forbunds Embedsmænd, Betjente og Pensionister de dem tilkommende Pensioner; dog skal Preussen overtage de hidtil udredede Pensioner og Understøttelser til Officerer i den tidligere slesvigholsteinske Hær og deres Efterladte.

ARTIKEL X stadfæster de Pensioner, som det østerrigske Statholderskab i Holstein (1865-66) har tilstaaet, samt paalægger Østerrig at tilbagebetale en Sum af 449.500 Rdlr. Dansk Rigsmønt i 4-Procents danske Statsobligationer, som tilhører de holsteinske Finanser, og som endnu er i den østerrigske Regerings Varetægt, (d. v. s. som den østerrigske Statholder tog med sig, da han kort før Krigens Udbrud rømmede Holstein). Endelig loves der, at ingen, som hører hjemme i Hertugdømmerne Holstein og Slesvig, ej heller nogen østerrigsk eller preussisk Undersaat skal blive forfulgt eller forulæmpet paa Person eller Ejendom paa Grund af sit politiske Forhold under de sidste Tildragelser og under Krigen.

ARTIKEL XI. Hs. Maj. Kejseren af Østerrig forpligter sig til at udrede til Hs. Maj. Kongen af Preussen en Sum af 40 Millioner preussiske Dalare til Dækning af en Del af de Omkostninger, som ere opstaaede for Preussen af Krigen. Af denne Sum skal dog det Beløb af Krigsomkostningerne, som Hs. Maj. Kejseren af Østerrig i Henhold til Art. XII af den ovennævnte Fredstraktat i Wien af 30. Oktbr. 1864 endnu har at kræve hos Hertugdømmerne Slesvig og Holstein, føres i Afdrag med 15. Mill. preussiske Dalare, og som Vederlag for den frie Forplejning, som den preussiske Hær indtil Fredsslutningen vil faa i de af den besatte østerrigske Landsdele, yderligere 5 Mill. preussiske Dalere, saa at kun 20 Mill. preussiske Dalere forblive at udbetale i rede Penge.

Halvdelen af denne Sum skal udredes samtidig med Udvekslingen af Ratifikationerne af den nærværende Traktat; den anden Halvdel 3 Uger senere i Oppeln[17].

ARTIKEL XII fastsætter de preussiske Troppers Rømning af de østerrigske Landsdele indenfor 3 Uger efter Ratifikationernes Udveksling.

ARTIKEL XIII fastsætter, at alle de Traktater eller Overenskomster, som før Krigen have været afsluttede imellem de tvende fredsluttende Parter, herved paany sættes i Kraft, saafremt de ikke efter deres Natur maa tabe deres Virkning ved det Tyske Forbunds Opløsning. Den østerrigske Regering erklærer dog, at Møntoverenskomsten af 24. Januar 1857 har tabt sit væsenligste Værd for Østerrig ved det Tyske Forbunds-Forholds Opløsning, og den preussiske Regering erklærer sig rede til at indtræde i Forhandlinger med Østerrig og de andre Deltagere om dens Ophævelse. Ligeledes forbeholde de tvende Parter sig snarest muligt at træde i Underhandlinger om et Gjennemsyn af Handels- og Toldtraktaten af 11. April 1865 i Retning af en større Lettelse for det gjensidige Samkvem.

ARTIKEL XIV. Ratifikationerne af nærværende Traktat skulle udveksles i Prag inden en Frist af 8 Dage og om muligt tidligere.

Til Stadfæstelse herpaa have de vedkommende Befuldmægtigede undertegnet nærværende Traktat[ii] og forsynet den med deres Vaabensegl.

Saaledes sket i Prag den 23de Dag i August Maaned i Herrens Aar atten hundrede og seks og tresindstyve.

(L. S.)[18] undert.:  WERTHER. (L. S.) undert.: BRENNER.