Forhistorien

Det gælder din Frihed er en af to dokumentariske film, som fremstiller hver sin version af besættelsestiden og indtager hver sin position i fortolkningen af perioden. Det gælder din Frihed havde premiere den 3. maj 1946. Oprindeligt var det meningen, at der kun skulle være kommet én dokumentarfilm om besættelsen, men uoverensstemmelser om økonomien mellem produktionsselskaberne Minerva og Dansk Film Co gjorde det umuligt, da de hver især plejede egne økonomiske interesser. Derfor havde der i december 1945 været premiere på den første film, Dansk Film Co's Danmark i Lænker. Bag Det gælder din Frihed stod filmselskabet Minerva, instruktør Theodor Christensen (1914-1967) og manuskriptforfatter Karl Roos (1914-1951). Filmen blev produceret for Frihedsraadet, og den præsenteredes som den officielle film fra modstandsbevægelsen.

Modstandsheroisme kontra samarbejdspolitik

Det gælder din Frihed adskiller sig fra konsensusmytens fortælling om besættelsen af Danmark. I konsensusmyten fremstilles danskerne som en samlet gruppe, der alle tog del i modstanden mod tyskerne. Det er altså en nationalt samlende fortælling. I modsætning hertil fremstiller Det gælder din Frihed et andet udsagn. Den 9. april 1940 var ikke blot Tysklands overfald på Danmark. Derimod bar landet selv en del af skylden, specielt politikerne. Det følgende citat fra Det gælder din Frihed viser tydeligt denne tendens:

"Og den 9. april i den time, hvor det tyske memorandum blev overrakt, går tyske tropper uhindret i land på Langelinie. I den samme time kæmper i Sønderjylland og andre steder i Danmark danske soldater i uforberedte stillinger. En Hitlerdato, velforberedt også gennem dansk udenrigspolitik".

Dette er en meget skarp og direkte kritik af den førte forsvarspolitik, der var "omhyggeligt indvarslet". Alligevel var Danmark uforberedt. Tendensen fortsætter igennem sekvenserne om den 9. april, hvor montagen påvirker seerens associationer i retning af, at den danske regering var loyal overfor den nazistiske top i Tyskland med Adolf Hitler i spidsen.

(Olaf Ussing, 21:10): Ro og orden må præge landet og loyal optræden må udvises for alle, som har en myndighed at udøve. Fra: filmen Det gælder din Frihed, 1946.

(Karl Roos, 21:13): De første faldne i Danmarks frihedskamp. Ligesom dem, der fulgte efter, kæmpede de uden støtte af landets regering. Fra: filmen Det gælder din Frihed, 1946.

Mens Olaf Ussing i ovenstående shot taler som en fingeret talsmand for regeringen, bliver der klippet til billeder af Adolf Hitler, Heinrich Himmler og andre nazister. Filmen fremsætter dermed et billede af en dansk regering, som er loyal over for Hitler. Dernæst kommer der en hård kritik af manglende regeringsstøtte til modstandskampen.

Rent filmkunstnerisk er Det gælder din Frihed overlegen i forhold til den anden dokumentariske film om besættelsen, Danmark i Lænker. F.eks. giver dispositionen i billedet af mindestatuen udtryk for den ensomme modstandsmands heroiske kamp mod ondskaben, personificeret i Hitler i det foregående billede. Dermed argumenterer filmen gennem både den eksplicitte speak af Karl Roos og det visuelle billedsprog. Frihedsrådet får gennem denne retorik lettere ved at overbevise seeren om de etablerede politikeres fejldispositioner. Denne type argumentation anvender filmen konsekvent.

Filmen slutter ved Christian 10 (1870-1947) og statsminister Vilhelm Buhls (1881-1954) taler ved Rigsdagens åbning den 9. maj 1945. Buhl italesætter retsopgøret med kommentaren om, at "en straffelovgivning er under forberedelse", og at den skal ramme dem, der har udøvet vold, terror og landsskadelig virksomhed hårdt, men retfærdigt. Dermed peger filmen fremad og lukker sig ikke om det, man i konsensusmytens optik kan kalde "de fem onde år". Dette fremhæver også filmens status som en dokumentarisk propagandafilm eller et politisk manifest. Frihedsrådet ville have indflydelse på fremtiden og ikke afslutte filmen med en "happy ending" med jubelbilleder fra befrielsen den 4. maj 1945, men derimod med åbningen af Rigsdagen efterfulgt af billederne af faldne modstandsfolks kister.

Et politisk manifest

Opgøret med samarbejdspolitikken faldt ikke i god jord alle steder. I den radikale avis, Ekstra Bladet, kunne man læse, at "…"den lille slyngel" Goebbels [tysk propagandaminister] var en ren dilettant i sammenligning med de mænd, der havde lavet denne film", mens man i avisen Information, som var talerør for dele af modstandsbevægelsen, kunne læse, at filmen var "…ikke blot et Aktstykke, bedre end alle de Bøger tilsammen, som hidtil er skrevet om de fem Aar, den er ogsaa et Vaaben, en Anklage". Borgerlige aviser som Berlingske Tidende og Nationaltidende tog også godt imod filmen. Det samme gjorde Land og Folk, som var den kommunistiske modstandsbevægelses talerør, mens Social-Demokraten og den radikale Politiken, i stil med Ekstra Bladet, tog skarpt afstand fra filmen.

Det åbenlyse modsætningsforhold i modtagelsen af Det gælder din Frihed skal findes i den politiske situation, som Danmark befandt sig i efter besættelsen. Der var betydelige magtkampe mellem de etablerede politiske partier og modstandsbevægelsen, som ønskede at overtage den politiske magt. Derfor agiterede den kraftigt mod de politikere, der sad med i regeringen fra 1940-45. Filmens stærkt polemiske udtryk var et nådesløst angreb på de etablerede politikeres integritet, og partipressen kunne ikke være stiltiende i denne kamp. Desuden var besættelsen stadig i meget nær erindring, hvilket også fik følelserne i kog.

Filmen som kilde

På baggrund af Det gælder din Friheds politiske ophav kan man ikke tage dens udsagn for pålydende. Men filmen er en væsentlig kilde, hvis den anvendes som levn til at belyse modstandsbevægelsens politiske synspunkter. Mange steder er autenticiteten meget ringe. F.eks. er der mange overdrevne rekonstruktioner, udeladelser og deciderede fordrejninger. Et eksempel er indvarslingerne før den 9. april 1940, hvor det fremstilles som om generalstaben og regeringen var i modsætning til hinanden, hvilket ikke var tilfældet. Et andet eksempel kan findes i filmens gennemgang af dansk udenrigspolitik fra 1900-1940. Her bliver statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) "lænkehunds-tale" fra 1937 anvendt som bevis på en dansk afvisning af et nordisk forsvarsforbund. Denne afvisning kom fra norsk og svensk side allerede i 1933. Theodor Christensen har dog siden erkendt det ukorrekte i sidstnævnte eksempel. Men det ændrer ikke på tendensen, at Frihedsrådet gennem filmens fordrejninger af historien kunne stille den tidligere regering i et meget dårligt lys, hvilket skulle øge dets egne chancer i den politiske magtkamp.

I 1955 blev Det gælder din Frihed og Danmark i Lænker klippet sammen til filmen De fem år (der også indeholdt klip fra udenlandske film), som i 1960 blev klippet til en kortere skoleudgave, hvor konsensusmyten er et gennemgående træk. Man kan tale om konsensusmytens sejr, specielt set i lyset af fremstillingen af besættelsen i Det gælder din Frihed, som var modstandsbevægelsens opgør med samarbejdspolitikken; et emne som overhovedet ikke nævnes i Danmark i Lænker. En forklaring er, at modstandsbevægelsen efterhånden blev udkonkurreret som en politisk magtfaktor i dansk politik af de "gamle" partier, og dermed fik konsensusmyten overtaget i den offentlige diskurs. Og altså også i skolefilmen fra 1960.

Se filmene Det gælder din Frihed og Danmark i Lænker på Danmark på film, Det Danske Filminstitut.