Mindretalsregeringer og forligskulturen

I efterkrigstiden har mindretalsregeringer været den hyppigste regeringsform i Danmark, og det var også tilfældet i perioden 1972-1993. Det skyldes, at Folketinget er sammensat af en hel række forskellige partier og ikke - som fx den amerikanske Kongres - af to store partier.

En mindretalsregering har ikke selv flertallet af mandater i Folketinget, men må forhandle med de andre partier fra sag til sag. Kan en regering ikke samle flertal bag sin politik, kan den vælge at gå af. Dette var fx tilfældet for Anker Jørgensens socialdemokratiske regering i forbindelse med boligforliget i 1973.  Selvom en regering i en politisk sag ikke kan samle flertal, kan den dog også vælge at blive siddende, hvis der altså ikke samler sig et flertal mod selve regeringen. Dette var fx tilfældet for de borgerlige regeringer i 1980'erne, hvor et alternativt sikkerhedspolitisk flertal tvang regeringen til at føre en udenrigspolitik, som den egentlig selv var imod.

I Danmark er der tradition for brede forlig på tværs af Folketingets partier, når det gælder større love om de vigtigste politikemner som fx finanspolitik, forsvarspolitik, skattepolitik osv. Brede forlig sikrer stabilitet, idet forliget stadig gælder, selvom regeringsmagten senere tilfalder et andet parti. Samtidig sikrer brede forlig, at flere grupper i samfundet får deres holdning repræsenteret. Et godt eksempel på et bredt samarbejde og forlig er Bistandsloven fra 1974, der var forberedt under Anker Jørgensens socialdemokratiske regering, men blev gennemført af Poul Hartlings Venstre-regering efter at være blevet vedtaget med et bredt flertal i Folketinget.

Forlig er en del af Folketingets uskrevne regler. Der er intet juridisk grundlag for forlig, og de forpligter hverken regeringen eller de andre parter i forliget. Der står heller ikke noget i Grundloven om politiske forlig. Forlig er dermed kun politisk bindende. De indgås og overholdes, fordi det er i forligspartnernes interesse at overholde de uskrevne regler, og fordi det sikrer indflydelse og stabilitet. Enkelte gange vælger et parti dog at bryde et forlig. Det var fx tilfældet med 'Rio Bravo-forliget' i 1983, hvor Fremskridtspartiet i sidste sekund valgte at bryde deres løfte om at stemme for finansloven. Denne manøvre tvang statsminister Poul Schlüter til at udskrive valg.

I filmen 'Om at blive, at være og at stoppe med at være statsminister' kan du høre den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter fortælle om, hvordan det var at blive statsminister, hvordan det var - noget uventet - at fortsætte med at være det i over ti år, og om hvordan det fra den ene dag til den anden var at skulle sige farvel til embedet. 

Forandringer i det parlamentariske landskab

Danmark – og mange andre lande i Vesten - gennemlevede i 1960’erne hastige og omfattende samfundsforandringer. Samfundet udviklede sig fra et landbo- og industrisamfund til et service- og velfærdssamfund.

I 1970'erne førte de store samfundsforandringer til en række opbrud i det parlamentariske landskab, hvor nye partier såvel som nye politiske emner som fx miljø og ligestilling dukkede frem. Ved folketingsvalget i 1973, som efterfølgende blev kendt som Jordskredsvalget, blev opbruddet tydeligt. Før valget bestod Folketinget kun af fem partier. Efter Jordskredsvalget var mandaterne fordelt på ti forskellige partier. Fordoblingen af indvalgte partier gjorde det væsentligt sværere for regeringen at indgå politiske forlig, da de nu skulle forhandle med flere partier – alle med hver deres særinteresser.  Forligskulturen blev derfor strakt til sit yderste under statsminister Poul Hartlings (1914-2000) Venstre-regering, der kom til efter Jordskredsvalget og sad fra 19. december 1973 til 13. februar 1975. Regeringen var baseret på Venstres egne 22 mandater og havde blot 12 ministre. Regeringen måtte derfor for at opnå flertal bag sine politiske forslag ud i komplicerede forhandlinger med en lang række af skiftende partier.

De store kulturelle og økonomiske forandringer satte også deres spor på de fire store og gamle partier Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.  I 1970'erne og 1980'erne oplevede de alle store interne stridigheder, der bundede i uenigheder om, hvordan man skulle tilpasse sig til den nye situation. Det kan du læse mere om i artiklen De gamle partiers fragmentering, 1970-1993.

PFA Pension har som en del af fejringen af sit 100-års jubilæum støttet bogværket De Danske Ministerier 1972-1993 samt denne online formidling på danmarkshistorien.dk.