Kilder
Kildeintroduktion:
Christoffer 3. af Bayern (1416-1448) aflagde 9. april 1440 sin ed som dansk konge på Viborg Landsting, og i årene 1441 og 1442 blev han valgt til konge i henholdsvis Sverige og Norge. Han døde i 1448.
I 1430’erne havde der været bondeoprør i alle tre riger, som i Sverige og Norge udviklede sig til mere generelle oprør mod kong Erik af Pommern (ca. 1382-1459). Resultatet af dette blev i sidste ende Erik af Pommerns afsættelse i Danmark og Sverige (1439-1441), hvorefter hans søstersøn Christoffer af Bayern var blevet indkaldt som hans efterfølger. Men endnu i 1440 og 1441 var der bondeoprør i Danmark, som den nye konge måtte tage sig af.
Samtidig kørte der et forhandlingsforløb med rigsrådene i Sverige og Norge om på hvilke betingelser, de ville vælge Christoffer som deres konge. Dette forløb sluttede først i maj 1442 med Christoffers valg som norsk konge, hvorefter Kalmarunionen var genoprettet. Herefter gjaldt det om at lægge de senere års mange uroligheder bag sig og få skabt fred i rigerne.
Derfor udstedtes der næsten enslydende forordninger om landefred og de midler, der skulle til for at sikre den i alle tre riger. Nedenstående er den danske version, og den siger lige ud, at de foregående uroligheder skyldtes, at afgiftsopkrævere havde krævet mere end de havde ret til, og at bønderne havde betalt mindre end de var forpligtet til. Det er næppe noget tilfælde, at det er godsejernes fogeder, der får skylden – både kronens og de private og gejstlige godsejeres. Så slap man for at diskutere, om godsejerne stod bag. Af den danske forordning fremgår bl.a.:
- at fogeder og embedsmænd skulle holde sig til loven.
- at ulovligt gæsteri og ulovlig beskatning, som opkrævedes af fogeder og embedsmænd, kunne medføre tab af embede, slot og len.
- at den almindelige befolkning (almuen) skulle være lydige over for deres herrer og afgive det, som de var forpligtiget til - ellers vil det medføre straf.
- at fæstebønder som havde forladt deres fæste (gods) uden tilladelse ikke måtte beskyttes. Dette gjaldt især for sådanne, som havde gjort sig skyldige i forbrydelser.
- at de som var dømt fredløse i Norge og Sverige skulle retsforfølges og ikke måtte modtage beskyttelse i Danmark.
Landefredsforordningerne for de tre lande blev fulgt op af en forordning med et forbud mod, at man bar våben "på borge, i byer, på tinge, til bryllupper eller ved andre fester eller møder". Forordningen skulle offentliggøres i alle kirker samtidig med trussel om kirkelig straf, og hvis dette ikke hjalp, verdslig straf for overtrædelse. Samtidig skulle landefredsforordningen også oplæses i alle kirker.
Christoffer af Bayern. Frise i Cabinet des éstampes i Paris. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)
Lödöse[1] 1442. 12. juni
Kong Christoffer af Bayerns forordning om landefred
Vi Christoffer af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Vendernes og Goternes udvalgte konge, pfalzgreve ved Rhinen, hertug i Bayern hilser Jer alle os elskelige ærkebisper, bisper, abbeder, prælater[2], riddere og væbnere, købstadmænd og hele den almindelige befolkning, som bygger og bor over alt i vort rige Danmark, og især alle vore fogeder og embedsmænd, vore og andres, uanset hvem de tilhører, kærligt med Gud og vor nåde.
Kære venner, I må vide, at vi har forstået vel, at nogle år før vor tid skal der have været mange retssager, klager og uenigheder over hele dette rige og især mellem fogeder og embedsmænd og alle de almindelige mennesker. Derfor har vi også nu i vores tid hørt mange uenigheder, klager og sagsanlæg, som er udgivne over vore og andre gode mænds fogeder og embedsmænd; ligeledes har vi også i denne tid hørt mange uenigheder og klager, som i almindelighed har været klaget over almuen[3] her i riget, som er opkommet på grund af deres store ulydighed og overmodighed, og endda om, at de ikke retteligt ville betale vore fogeder og embedsmænd og deres egne herrer og husbønder det, som de med rette burde gøre på vore vegne og deres egne herrers og husbønders vegne; hvilket I vel véd, at vi ingenlunde bør tåle og med Guds hjælp ingenlunde vil tåle længere uden at gøre det, som vi bør.
- Derfor beder og byder vi Jer alle førnævnte, så kraftigt vi kan, og især Jer, alle vore og andre gode mænds fogeder og embedsmænd, hvor de end befinder sig, at I efter denne dag lever kærligt med hverandre, og I alle lader Jer nøje med, hvad der er lovligt, rimeligt og retfærdigt af det, som I med ære og ret tilkommer. Sker dette ikke, da skal I alle vide, at vi vil lade dømme hårdt derom, som det er tilbørligt.
- Findes der nogen af vore fogeder og embedsmænd, som gør nogen mand vold eller uret, fattig eller rig, og især med ulovligt gæsteri [4] eller ulovlig beskatning[5] her i riget efter loven og sagens omstændigheder, da skal han være vis på, at vi vil afsætte ham fra hans embede derfor, og han skal ikke længere være værdig til at have vort slot eller len i sit værge. Det samme vil vi også skal overgå andre gode mænds[6] fogeder og embedsmænd.
- Ligeledes beder vi Jer, vor elskelige menige almue, og hårdt under vor højeste befaling, at I også efter denne dag overholder det, som før skrevet står, og før alt andet er vore fogeder og embedsmænd hørige og lydige og dertil Jeres egne herrer og husbønder, og at I yder dem alle, hvad retten tilsiger på deres vegne og på vores, som I er forpligtede til af lov og ret. Vover nogen af almuen at gøre herimod, da skal der visselig dømmes derom, som det er tilbørligt. Derfor bør nu enhver på sit sted vogte sig med hensyn til disse ting, såfremt han vil undgå vor kongelige hævn og vrede og i særlig grad lide og undgælde, således som det før skrevet står.
- Ligeledes byder vi Jer alle og især vore fogeder og embedsmænd, at ingen holder eller beskytter en andens værnede eller tjener[7], som uden tilladelse har forladt nogen mand[8]; ellers forbryder eller forpligter han sig til at stå til rette, og [dette gælder] især udådsmænd, såsom forrædere, mordere, mordbrændere, tyve, røvere, kirkebrydere, voldtægtsmænd og andre lignende.
- Ligeledes skal ingen her i riget beskytte den, som er dømt fredløs […] i Sverige og Norge, således som sådanne i Sverige og Norge skal behandles, men hvor sådanne misdædere med rette beviser bliver anklaget, skal de tilbageholdes, og der skal dømmes over dem svarende til deres gerning og forbrydelse. Hvem der derefter beskytter eller undskylder dem med viden og vilje skal stå til ansvar for deres gerninger. Derfor bør man vogte sig hver på sit sted, hvis man vil undgå vor kongelige hævn og vrede, som før skrevet står, og derudover lide og betale det, som loven og retten udviser.
Givet i Lödöse i det Herrens år 1442 dagen efter den hellige apostel Barnabas dag under vort i vort nærvær påhængte sekret[9].
Ordforklaringer m.m.
[1] Lödöse er beliggende i Sverige ved Göta Älv nord for det nuværende Göteborg. Som beliggende tæt ved det danske (Halland) og norske områder (Bohuslen) var Lödöse ofte benyttet som mødested i Unionstiden.
[2] Prælater: betyder normalt højere gejstlige, men her betyder det nok præster i al almindelighed.
[3] Almuen: almindelige mennesker.
[4] Enhver jordejer havde ret til at gæste sine fæstebønder til gengæld for, at han beskyttede dem. Kongens fæstebønder ydede gæsteri til hans folk og heste. Hvis nogen gæstede andre fæstebønder end deres egne eller krævede mere mad og drikke end sædvanligt, var der tale om ulovligt gæsteri.
[5] Her tænkes både på opkrævning af skatter og af fæstebøndernes afgifter til godsejerne.
[6] Gode mænd betyder oftest adelige. Her menes andre godsejere, både adelige og gejstlige.
[7] Værnede og tjener: fæstebønder og andre undergivne. De var under godsejerens værn (beskyttelse) og skyldte ham tjenester.
[8] Mand: her menes godsejer.
[9]Sekret: et lille segl, som benyttedes i dagligdags forretninger; modsat majæstetsseglet, som bruges ved mere højtidelige statsakter.