Vebbestrup d. 8/11-72

Til undervisningsminister Knud Heinesen. 

Ifølge dagbladene skal De meget faderligt have udtalt, at folkeskolens lærere er som en flok børn, der venter på, at juletræet skal blive tændt, for derefter at mase på for at se, hvad der ligger under træet. - En meget charmerende lignelse - Men har undervisningsministeren, som det er skik og brug i de fleste danske hjem, spurgt børnene, hvad de ønsker sig?  - Det er jo altid bedst at give gaver, som ikke skal byttes.

Der er i mange kredse stor modstand mod, at prøver og eksaminer afskaffes i folkeskolen. Der er også en meget stor modstand blandt folkeskolens elever. Der er, som jeg senere skal komme ind på, massiv modstand mod andre dele af Deres lovudkast, men De svarer blot, at hvis prøver og eksaminer ikke afskaffes, ja, hvis der i det hele taget ændres i Deres lovudkast (som blev sendt ud til offentlig debat) så vil hele idégrundlaget falde bort. Derfor vil De ikke lave ændringer.

Socialdemokratiet taler så smukt om demokrati på arbejdspladsen. Jeg mener også, at det er rigtigt at give medarbejderne medbestemmelsesret og medansvar. Det er i vor tid kun ganske naturligt. - Ja, det er en menneskeret. – Men giver De, som "arbejdsgiver" i bl.a. folkeskolen, Deres medarbejdere (lærerne) medbestemmelsesret og medansvar, når De kategorisk afviser alle velbegrundede ændringsforslag til udkastet til en ny folkeskolelov med begrundelsen, at helheden vil blive ødelagt. Grundtanken vil blive invalideret. - Hvilken helhed? Hvilken grundtanke? - Det kan, så vidt jeg kan se, kun være undervisningsminister Knud Heinesens grundtanke, der bliver invalideret. - En ny folkeskolelov må vel komme børnene til gode, dvs. at børnene skal trives. De skal være trygge, og sidst, men ikke mindst, skal de lære noget. - Børn trives, og børn er trygge, når de lærer noget. Når der bliver stillet krav til dem. Når de ved, hvad den næste dag bringer. Når de føler, at de kan deltage i diskussionen. Altså når de er "lige", dvs, når deres evner og/eller deres interesser er ens, eller så nogenlunde ens.

Derfor kan det ikke være børnene, der bliver tænkt på, når det foreslås, at eleverne ikke skal deles i f.eks. faget dansk. – De dygtige vil kede sig, og derfor vil de måske blive kede af at gå i skole. De middeldygtige elever vil, hvis de har lyst, lære noget. De vil føle tryghed, og de vil trives. De svagere børn vil have meget svært ved at følge med. De vil højst sandsynligt blive kede af at gå i skole. De vil føle utryghed, og de vil ikke trives. Dette forslag vil være et godt skub i retningen af at gøre ydergrupperne til sociale tabere, og var vist nok det, der skulle forhindres.

Hvis De til dette vil svare, at det må være lærernes opgave at tilrettelægge undervisningen på en sådan måde, at det ovennævnte ikke sker, vil jeg gerne, og med mig mange andre lærere, at de, som jo selv har undervist engang for lang tid siden, kunne komme ud i skolerne og vise os, hvordan det skal gøres. ”Det kan jo meget vel tænkes, at de fleste af Danmarks lærere ikke forstår at undervise” - De må naturligvis, når De har fremsat dette lovforslag, have sikret Dem, at det kan lade sig gøre på en forsvarlig, pædagogisk måde. Det vil derfor være rart at se, hvordan det skal gøres. For egen regning vil jeg have lov til at have mine tvivl, om det vil lykkes for Dem eller andre pædagoger, som går ind for forslaget. - Man må jo ikke længere stille krav til børnene, - De skal tilfredsstille alle børnene, og det kan ikke lade sig gøre uden at stille positive krav, eller uden at dele børnene efter standpunkt. Men uanset hvad flertallet af Danmarks lærere siger, er De åbenbart ligeglad. Loven skal gennemføres. Men så må det også være ”fair play” overfor børnene og lærerne, at De tager den med ro. Det må være indlysende, at mens vi almindelige lærere bliver "bedre uddannede", mens vi får lært, at det ikke længere gælder om at lave et ærligt stykke professionelt lærerarbejde, mens vi får lært, at vi ikke længere må stille krav til børnene, så må De ikke med djævelens vold og magt gennemføre et for Dem passende lovforslag i sin helhed på trods af lærernes meninger.

Vi almindelige arbejdende lærere kan godt se, at alt ikke er, som det skal være i folkeskolen. Samfundet forandrer sig. Skolen må følge med. Men det må ske på en sådan måde, at forandringerne kommer alle børn til gode. Det må ske på en sådan måde, at børnene ikke lærer mindre (et barns kundskaber efter 9 års skolegang er i dag meget mindre end de var for blot fem år siden). Forandringerne må stadigvæk sikre, at børnene er sikre og gode til at læse og skrive deres modersmål, således at de vil være i stand til at gennemskue og tage stilling til en eventuel indoktrinering fra samfundets side. Dermed mener jeg en indoktrinering fra politikernes side. – Man får uvilkårligt den tanke, at der føres en udspekuleret fordummelsespolitik fra ministeriets side. – Men det kan vel ikke være rigtigt?

Det må ikke ske, at vore børn og børnebørn om ti, tyve eller tredive år i historiebøgerne kan læse ”Den mest gennemgribende folkeskolelov i Danmarks historie blev indført af undervisningsminister Knud Heinesen i året 1974, men det blev samtidig den folkeskolelov, der medførte det hidtil største antal sociale tabere og afvigere. ”

Derfor bør De, som en god demokrat og ivrig forkæmper og fortaler for demokrati på arbejdspladsen, (selv om De ikke er indvalgt i folketinget, er De dog medlem af socialdemokratiet) i sagens natur interessere Dem for, hvad Deres medarbejdere, som trods alt er de mennesker, der har den praktiske erfaring, mener om lovudkastet – og tage det til efterretning. – De arbejder ikke med et dødt materiale, som man kan lave en masse vovede forsøg med. DERES materiale er danske børn, og dem skal vi værne om. Børnene skal ikke være forsøgskaniner for meget extreme, socialistiske undervisningsteorier, som i Sverige har haft fiasko.

Derfor vil jeg, i erkendelse af, at det er folketinget, og dermed vore folkevalgte repræsentanter, der vedtager landets love, gerne spørge undervisningsministeren, om han tør sende sit udkast til en ny folkeskolelov ud til afstemning blandt folkeskolens lærere, således at det kan være en vejledning for medlemmerne af folketinget. Hvis svaret er ja, hvorfor i alverden gør De det så ikke? Derved ville De vise Deres gode demokratiske sindelag. Derved tør De tage det ansvar, der ekstra stærkt påhviler en minister, der ikke er folkevalgt, men som er udnævnt af' en nu afgået statsminister.

Hvis svaret er nej, må vi lærere vel regne med, at De ikke anser os for kompetente til at udtale os i denne sag, og at De vil blæse tanken om demokrati på arbejdspladsen en lang march.

De har i ”Folkeskolen”[1] og i aviserne mange gange svaret meget nedladende på spørgsmål, der er stillet til Dem. - Det føler De måske også trang til denne gang, selv om det er et svar til en af medarbejderne i Deres ”virksomhed”. – Jeg kan ikke lade være med at tænke for mig selv: ”Hvordan mon undervisningsministeren ville svare, hvis han skulle besvare spørgsmål fra en organisation som LO[2], og ikke nogle små foreninger bestående af Danmarks lærere? – Mon han bare ville svare, at der ikke kunne foretages ændringer, selv om LO krævede ændringer?  Hvis forslaget ikke passede LO kunne man bare true med strejke. Det kan Danmarks lærere jo ikke.  – Eller kan de? ”

De bør, hr. undervisningsminister, vise demokratisk ånd, og lytte til os arbejdende lærere, og svare os sagligt på vore spørgsmål. Det er, som De kan se i et enkelt afsnit af dette brev, meget let at gå til personligheder, som ikke burde have nogen plads i debatten. Debatten bør være meget mere saglig og jordnær, med en meget kraftig hældning til den praktiske undervisningssituation. Det har De, hr. Heinesen, undladt at gøre den. Men det kan De endnu nå.

Med venlig hilsen

Lærer Jens Møller Christensen  

PS.

Dette brev er sendt som et "åbent" brev, og det er sendt til Aalborg Stifttidende, Jyllands Posten, Vendsyssels Tidende, Skive Dagblad og Politiken.