Planen om den irske 'Hundredegarde' og deltagelsen i krigen i 1864

Artikler

I februar 1864 rapporterede danske aviser om dannelsen af en irsk frivillig brigade i Cork i Irland, som var ved at gøre sig klar til kamp på dansk side i den 2. Slesvigske Krig. En irsk professor i medicin, Goodwin O'Leary (1817-1876), tilbød Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) at stille med 100 frivillige soldater i krigen mod Østrig og Preussen. Brigaden blev kaldt 'Alexandras Hundredegarde' - på engelsk the Alexandra Cent Gardes - til ære for Storbritanniens danske kronprinsesse Alexandra (1844-1925), som i 1863 var blevet gift med prinsen af Wales, Edward (7.). Den irske brigades deltagelse i krigen blev dog ikke til noget, da tilbuddet blev afslået fra dansk side af Alexandras far, Christian 9.    

Internationale frivillige i 1860'erne

På europæisk plan var 1860'erne et årti med megen uro, og det er ikke noget tilfælde, at Den Internationale Røde Kors Komité blev dannet i 1863. Udenlandske frivillige - med forskellige bevæggrunde for at deltage - var et almindeligt træk ved de mange krige, som blev udkæmpet på den tid, både i Europa og fx Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865). Disse frivillige omfattede irere, som (i forholdsvis lille antal) kæmpede i Vatikanstatens pavelige hær, skotter, der kæmpede under Garibaldi, i Italien og italienere, som forsvarede Polen i 1863. Dertil kom frivillige fra Norge, Sverige og Finland, som ankom til Danmark i 1864 i forsøget på at slå de østrigsk-preussiske styrker tilbage. Interventionernes symbolske betydning vejede ofte tungere end den faktiske indsats. For eksempel fejres den italienske 'Garibaldi-enhed' stadig i Polen, selvom den kun bestod af omkring tyve mand. Og under den store hungersnød i Finland i 1868 bidrog Danmark til nødhjælpsarbejdet i taknemmelige erindringer om ca. elleve finners indsats i den danske hær i 1864.

Professor O'Leary og Irland i 1860'erne  

I februar 1864 tilbød den irske professor O'Leary den danske konge, Christian 9., at stille med en lille styrke af sine landsmænd - hovedsagelig hans rævejagtvenner - i kampen mod Østrig og Preussen. Hans plan var, at Hundredegarden skulle dannes af medlemmer af den irske lavadel. De var stolte briter efter imperiets målestok, men ikke desto mindre skamløst irske over for deres engelske og skotske modparter.

 I de danske avisers beskrivelser af Hundredegarden blev den skiftevis kaldt "engelsk" og "irsk", hvilket afspejler Irlands usikre status på dette tidspunkt. Efter at være blevet en del af The United Kingdom i 1801 voksede irsk nationalisme og separatisme - fx blev Fenian-bevægelsen berygtet i 1860'erne - og dog var der stadig en stærk følelse af, at Irland var tæt på Det Britiske Imperiums 'kerne'.

En britisk avis affærdigede det irske frivilligprojekt som "prangende og bizart" - hvilket formentlig var en ret præcis beskrivelse af bevægelsens leder, Goodwin Richard Purcell O'Leary. Han var professor i medicin ved Queen's College i Cork, hævdede at være overhoved for O'Leary-klanen og var lige så kendt for sit selskabelige liv som for sine betydelige akademiske resultater. Det vrimlede med historier om hans romantiske eventyr og færdigheder som jæger såvel som episoder, der tydede på et excentrisk væsen, hvis ikke mental ustabilitet. Han var meget stolt af sin familiehistorie - hans bedstefar Arthur O'Leary (1746-1773) havde kæmpet i Maria Theresias hær i Østrig og var blevet skuddræbt i 1773 af de britiske styrker i Irland for at eje en hest til over £5, klagesangen 'Caoineadh Airt Uí Laoghaire' udødeliggjorde hans ry i Irland. Da Goodwin O'Leary døde i 1876, blev han begravet ved sin berømte bedstefaders side i klosteret Kilcrea Friary vest for Cork.

Informationstavle fra Arthur O'Learys grav ved klosteret Kilcrea Friary, Corks Amt, hvor Goodwin O'Leary også er begravet.

Dannelsen af og motivationen bag Alexandras Hundredegarde

Dagen efter at de preussisk-østrigske tropper havde krydset grænsen til Slesvig den 1. februar 1864, rapporterede den irske avis Cork Examiner om O'Learys "romantiske" plan. Avisen berettede, at han var ved at organisere en styrke på hundrede irske mænd til at kæmpe for Danmark. Brigaden skulle hedde 'Alexandras Hundredegarde' til ære for Storbritanniens nye danske prinsesse, som var blevet gift med prinsen af Wales i 1863. Det var deres hensigt at kæmpe i de irske nationalfarver med mottoet "Ret mod Magt", og O'Leary komponerede endda en medrivende regimentssang. Det eneste, de forlangte fra Danmarks side, var, at kongen skulle sende en fregat, som kunne hente mændene og deres heste fra Irland, ellers stod de frivillige selv for udstyr og forplejning.


Omtalen af Alexandras Hundredgarde i den danske avis Fædrelandet den 15. februar 1864.

I et brev til Christian 9. understregede O'Leary, at han - som mange i den irske lavadel - nedstammede fra de "gamle skandinaviske vikinger", hvilket derfor betød, at han måtte "forsvare Danmarks truede ret." O'Leary'ernes familiemotto - "Laidir isé lear Righ" [Stærk er Søens Konge] - var et vigtigt symbolsk bånd til vikingeæraens Irland. O'Leary var også til dels motiveret af gammeldags begreber om ridderlighed og af at ville opnå samme berømmelse som sin bedstefader - og som mange aviser i samtiden pointerede, kan han også have drømt om at blive en helt blandt "damerne i den danske hovedstad … de fædrelandskærlige skønjomfruer fra det heroiske Norden."

Reaktionerne på Hundredegarden

Reaktionerne på dannelsen af Hundredegarden var forskellige i Storbritannien og Irland. Nogle pro-danske stemmer i England anførte, at dette irske initiativ ydmygede briterne, som var modvillige til at engagere sig i krigen, hvor andre blot affærdigede hele historien som en "fortræffelig vittighed" og initiativtagerne som "keltiske Don Quixoter". I Irland blev der spurgt, om ikke de katolske polakker i højere grad fortjente frivillig irsk støtte end de "grusomme danskere", som - med henvisning til vikingetogter i 800-tallet - havde "plyndret og brændt denne by [Cork] mindst tre eller fire gange." Det blev i første omgang antaget, at danskerne ikke ville være i stand til at afvise det "ridderlige tilbud", specielt fordi forhåbningerne til, at Sverige ville hjælpe, ikke var blevet indfriet.

Humoristisk avisnotits fra den engelske avis Fun den 2. april 1864.

Humoristisk avisnotits fra den engelske avis Fun den 9. april 1864.

O'Leary fik meget omtale og lykønskninger fra alle dele af Irland såvel som spekulative tilbud fra lejesoldater såsom Alfred Aylward - en ung dubliner, som allerede havde kæmpet for Garibaldi og i Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865). De danske aviser omtalte planen og gav de nærmere oplysninger om O'Learys baggrund, men to uger efter det første tilbud afslog overhofmarskal Waldemar Tully von Oxholm (1805-1876) på vegne af Christian 9. I Irland var den gennemgående mistanke, at dansk-britiske diplomatiske hensyn var kommet på tværs af planen, men O'Leary håbede stadig, at der før eller siden ville blive brug for hans mænd. Fra Sverige kom nogle med stikkende kommentarer om, at den danske konges afvisning af hjælp fra Irland var "underlig", i betragtning af at han ventede, at "en hob af svenske lejesoldater" ville tilslutte sig den danske indsats i krigen.

En omtale af O'Learys tilbud i den svenske presse. Fra: Nya Wermlands-Tidningen, 2. april 1864

Efterspillet

I juni 1864 dukkede der rygter op om, at O'Leary nu kunne mønstre tusind mand, men stadig rejste Hundredegarden ikke til Danmark. I 1870'erne lod en undersøgelse af forløbet formode, at Hundredegarden netop var ved at tage af sted fra Cork tidligt på sommeren, da nyheden om danskernes nederlag i Slaget om Als den 29. juni 1864 kom frem, og krigstogtet blev følgelig aflyst. Da prinsen og prinsessen af Wales besøgte Danmark i september 1864, var O'Leary også til stede og blev venligt modtaget af Christian 9.

O'Leary påstod efterfølgende, at han var blevet belønnet med Dannebrogordenen for sit "ridderlige tilbud" i 1864, og han bar også med stolthed noget, der lignede en Dannebrogorden, ved baller i Irland i 1870'erne. Han er dog ikke nævnt i oversigterne over modtagere af ordener i Kongelig Dansk Hof- og Statskalender, og det må antages, at O'Leary overdrev sin betydning hjemme og, muligvis, fik fremstillet en kopi af ordenen.

Efter København rejste O'Leary til Stockholm, hvor (påstod han) Karl 15. hilste ham som "Ireren, der havde været villig til at risikere sit liv for Skandinavien," idet han tilføjede, at det ikke var "hans skyld, når kongen af Danmark var blevet så dårligt rådgivet, at han ikke havde accepteret tilbuddet." Dette mente han betød, at "endnu et irsk navn er blevet føjet til rækken af dem, der har gjort vort land kendt over hele Europa." I modsætning til de aktive finske frivillige i 1864 synes det blotte tilbud om hjælp dog ikke at have sikret O'Leary'erne en større plads i dansk historie. 


Omtale af Alexandra Garden i den danske avis Dags-Telegraphen, 14. juni 1864.

Heri står: Alexandra-Garden. Redaktionen har modtaget Følgende fra en paalidelig Haand, men tør desuagtet ikke indestaa for Enkelthederne. ”Man vil erindre, at en Irlænder Hr. O’Leary tilbød at komme det danske Folk tilhjælp i dets Kamp imod Overmagten med endel engelske Gentlemen, der selv vilde underholde sig o.s.v., og kun forlangte, at en dansk Orlogsmand skulde hente dem i, hvis vi ikke huske feil, Corks Havn. Efterat der var talt meget frem og tilbage i denne Sag, endte den med, at Overhofmarskal Oxholm i Hs. Majestæt Kongens Navn i en mindre heldig Form frabad sig denne Hjælp, der vel ei var stor, men som altid vilde have havt den store Betydning, at England herved havde faaet sit eget Kjød og Blod med i Striden. Blandt en af den engelske Races fremtrædende Egenskaber, er Udholdenhed. Dette viser sig ogsaa i denne Sag. Langt fra at lade sig afskrække af det kongelig danske overhofmarksallige Brev er Hr. O’Leary om muligt endnu mere ufortrøden end tidligere vedbleven at arbeide paa sin Plan og, for ret tilgavns at virke i denne Retning, er Hr. O’Leary kommen her til Kjøbenhavn, for paa selve Stedet at arbeide for Udførelsen af sin i Sandhed ridderlige Plan. Vor Engelskmand har alt været her nogle Dage, men skal hidtil endnu ikke være kommen sit Maal nærmere. Det var først hans Plan direkte at søge Kongen, men da han en Gang har faaet Afslag her, henvender han sig sandsynligvis paa rette Sted, nemlig til Ministeriet, specielt til Krigsministeren. Garden er nu voxet til 1000 Mand, hvoraf de 100 ere Ryttere, de øvrige Riffelskytter. Imellem Deltagerne tælles der 25 Officerer af Hendes Majestæt, Dronningen af Englands Armee. Disse have endog forpligtet sig til at opgive deres Pladser i armeen, hvis Regjeringen skulde negte dem Permiesjon. Hr. O’Leary lover endnu 1000 Mand til, saasnart Sagen for det første Tusindes Vedkommende er bragt i Orden. Vi kunne ikke Andet end lykønske Hr. O’Leary til, at han maa kunde bringe den af ham rejste Sag tilende. Hvad er Tusind Mand mere eller mindre, vil maaske En og Anden sige? Hertil svare vi, at Tusinde Bagladnings Enfields Rifler i Hænderne paa øvede Skytter ere en Hjælp, som ingen forstandig General vil kimse ad. Vi Danske have under vore nuværende Forhold ikke gode Raad til at støde nogen aktiv Hjælp fra os. Tusindgarden, der skulde bære den tilkommende Dronning af Englands Navn, ville være et smukt Symbol på den store Medfølelse, der findes i de forenede Kongeriger, uden at kunne komme til Orde paa en saadan Maade, at den engelske Politik heraf ledes i et andet Spor end det, andre Interesser samtidig gjøre Fordring paa.”

Om artiklen

Forfatter(e)
Andrew G. Newby
Tidsafgrænsning
1864 -
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. juli 2020
Sprog
Dansk oversættelse
Litteratur

Hector Boeck, ‘Norske, svenske, og finske frivillige Officerer og Læger i den danske Hær og Flaade i Krigene 1848-50 og 1864’, Personalhistorisk Tidsskrift 10-II (1935), s. 214-264.

Andrew G. Newby, “One Valhalla of the Free”: Scandinavia, Britain and Northern Identity in the Mid-Nineteenth Century,’ in Jonas Harvard & Peter Stadius (eds), Communicating the North: Media Structures and Images in the Making of the Nordic Region (2013), s. 147-69.

M. Flores, “Foreign Fighters Involvement in National and International Wars: A Historical Survey”, in Andrea de Guttry, Francesca Capone & Christophe Paulussen (eds), Foreign Fighters under International Law and Beyond (2016), s. 27-48: 34-6.

Rolf Johansson, “Finske frivillige i Krigen 1864", Sønderjydske Årbøger, 111, s. 7-36 (1999)

W.E. Mosse, ‘Queen Victoria and her Ministers in the Schleswig-Holstein Crisis 1863-1864’, English Historical Review, 78 (1963), s. 263–83.

K.A.P. Sandiford, “The British Cabinet and the Schleswig-Holstein Crisis, 1863-1864”, in History, 58 (1973), s. 360-83.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Andrew G. Newby
Tidsafgrænsning
1864 -
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. juli 2020
Sprog
Dansk oversættelse
Litteratur

Hector Boeck, ‘Norske, svenske, og finske frivillige Officerer og Læger i den danske Hær og Flaade i Krigene 1848-50 og 1864’, Personalhistorisk Tidsskrift 10-II (1935), s. 214-264.

Andrew G. Newby, “One Valhalla of the Free”: Scandinavia, Britain and Northern Identity in the Mid-Nineteenth Century,’ in Jonas Harvard & Peter Stadius (eds), Communicating the North: Media Structures and Images in the Making of the Nordic Region (2013), s. 147-69.

M. Flores, “Foreign Fighters Involvement in National and International Wars: A Historical Survey”, in Andrea de Guttry, Francesca Capone & Christophe Paulussen (eds), Foreign Fighters under International Law and Beyond (2016), s. 27-48: 34-6.

Rolf Johansson, “Finske frivillige i Krigen 1864", Sønderjydske Årbøger, 111, s. 7-36 (1999)

W.E. Mosse, ‘Queen Victoria and her Ministers in the Schleswig-Holstein Crisis 1863-1864’, English Historical Review, 78 (1963), s. 263–83.

K.A.P. Sandiford, “The British Cabinet and the Schleswig-Holstein Crisis, 1863-1864”, in History, 58 (1973), s. 360-83.

Udgiver
danmarkshistorien.dk