Stauning holder en radiotale under folketingsvalget i 1935. Fotografiet er fra studiet i Post- og telegrafbygningen i Kannikegade, Aarhus. Foto: Åge Fredslund Andersen, Lokalhistorisk Samling, Aarhus Kommunes Biblioteker.

Statsminister Th. Stauning

DANSK parlamentarisk Demokrati har formet flere Livsløb, som man har kaldt for ”eventyrlige”. Monrad traadte ud i Livet som forældreløs Butiksdreng i Præstø. J. C. Christensen begyndte som Hyrdedreng og Th. Stauning som Bydreng. Men Staunings Livsbane tør betegnes som den mest ”eventyrlige”, for saa vidt som det lykkedes ham – mere end nogen tidligere politisk Fører – at skabe sit Parti og sin Person en fast, bredt underbygget Stilling i Vælgerbefolkningen. Paa sin Banes Højdepunkt midt i Trediverne stod han ikke blot som Enhedsmærket for sine egne Vælgerskarer. Ogsaa i andre Lejre betragtedes han som dansk Politiks centrale Skikkelse. Det skyldtes Omstændighedernes Magt. Men det skyldtes visselig ogsaa hans egen Personlighed.

DER var oprindelig intet, der tydede paa, at den unge Cigarmager skulde naa saa vidt. I Inderkredsen omkring P. Knudsen – Handskemageren fra Randers, der genrejste den danske Arbejderbevægelse efter dens første forsmædelige Sammenbrud – vidste man om Stauning, at han var levende interesseret i Arbejderklassens Sag, velbegavet og flittig. Men der var intet hos ham, som umiddelbart appellerede til Masserne.

Socialdemokratiet raadede allerede den Gang over adskillige talentfulde Agitatorer som Borgbjerg og A. C. Meyer. Helt op til 1920 stod navnlig Borgbjerg overfor Offentligheden som Partiets Personifikation, dets mest fremtrædende og mest omstridte Navn. Stauning traadte indtil da mere i Skyggen. Han tog vel flittigt Del i Agitationen, men som sin liberale Samtidige, Ove Rode, maatte han kæmpe og slide sig frem, inden han naaede til at beherske Talerstolen. Endnu som ”Kontrolminister” i Ministeriet Zahle var han en usikker Taler, jævnligt famlende efter Udtrykket. Han blev vel aldrig, hvad man kalder en egentlig veltalende Mand. Men ganske paa samme maade som J. C. Christensen fandt han sig baade i Rigsdagen og ude i Agitationen en fast og klar Form, der politisk og sagligt svøbte sig om Stoffet som Handsken om Haanden. Den pyntelige Ordkunst, som visse Partifæller saavel som især Vaabenfællerne indenfor det radikale Parti beherskede, var ikke Staunings Sag.

Ganske vist nærede han, saa overraskende det kan forekomme, oprindelig kunstneriske Aspirationer, som Digter og Skuespiller. Han skrev Skuespillet ”Livets Løgne”, der med sine folkeligt-krasse Billeder fra Datidens faglige Kampe vistnok endnu nyder en Succes d’estime[1] paa Arbejderungdommens Dilettantscener Landet over. Men det var kun Krusninger paa Overfladen i et letbevægeligt Sind. Til syvende og sidst havde det ogsaa politisk Sigte, og under Staunings hele senere Virke var der intet, der røbede, at han havde virkelige interesser ud over den politiske. Politik blev hans Element.

DET var P. Knudsens Paavirkning, der fik Livsbetydning for ham. Sjældent har der vel bestaaet en nøjere Harmoni mellem Mester og Lærling end her. De var af eet Sind.

Det blev P. Knudsens og siden – som hans Medhjælper – Th. Staunings Opgave at omplante de fremmede, socialdemokratiske Tidsstrømninger paa dansk Grund. ”Stormester” Pios fantastiske revolutionære Eksperimenter laa hverken for P. Knudsen eller for de danske Arbejdere. Med sin tætte, føre Skikkelse og de ”strenge, Bismarckske Ansigtstræk” stod P. Knudsen nøgternt, urokkeligt plantet i dansk Muld, og det samme gjaldt Stauning efter ham. De første fremmedartede og kunstlede Træk blev hen mod Aarhundredskiftet strejfet af dansk Arbejderbevægelse. Man kvitterede de revolutionære Tendenser og stræbte efter de smaa, sikre Resultater.

EN Nutidig, der slaar efter i hin Tids Avislitteratur, kan undre sig over den personligt ætsende, drøje og drastiske Polemik, der førtes af Partierne imellem, især ogsaa fra socialdemokratisk Side – skønt, eller maaske netop fordi, Problemerne den Gang var saa uanseelige, man kunde næsten sige hyggelige, i forhold til, hvad de er nu!

En saadan Nutidig vil heller ikke kunde kende Stauning igen fra den Gang. Han var den skaanselsløse ”Samfundsstormer” i Fællig med de øvrige socialdemokratiske Agitatorer. Han var ikke saa uforsigtigt paagaaende som Borgbjerg, men han var skarp i sin Agitation, og han sparede ikke paa sin socialistiske Anklage af ”Samfundet”. Da det efter Systemskiftet ikke længere var Estrup og Højre, der maatte staa for Skud, gjaldt Angrebene navnlig J. C. Christensen, som maatte se sig hudflettet paa sin Politik og sin Person – fuldt saa groft som Estrup før ham.

For Staunings Vedkommende var denne Kraftige Agitationsform i stor Udstrækning Taktik. Det Socialdemokrati, der i Aarhundredets første Aarti vilde ”bryde Kronen, knække Sabelen og styrte Alteret”, røbede sig i Praksis som et udpræget opportunistisk Parti, der ivrigt greb til, naar et Resultat lod sig opnaa. Borgbjerg var i Virkeligheden – trods de voldsomme Fagter – af den samme politiske Lægning. Men det var utvivlsomt Stauning, der i Kraft af sit roligere Overlæg fandt Maalene og Midlerne. Da han i 1909, efter at P. Knudsen var blevet Borgmester, valgtes til Partiets Forretningsfører og som Formand for den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe – P. Knudsen anbefalede ham som ”den Mand, der har staaet mig nærmest i mine senere Aars Gerning” – samlede han hurtigt Traadene i sin Haand.

DET vilde være urimeligt at overse, at han mere end nogen anden dansk Førerpersonlighed har haft Tiden med sig. Samfundets fremadskridende Industrialisering, Befolkningsforskydning fra Land til By, Efterkrigstidens økonomiske Krisetilstande, der i stigende Grad gjorde Statsindgreb nødvendige – alt dette bar Stauning og hans Parti frem som paa en Bølge. Tilsyneladende var det ganske ligegyldigt, hvad han gjorde eller undlod at gøre – han gik støt fra Valgsejr til Valgsejr. Han syntes helt usaarbar: først Valget i 1939 levnede ogsaa ham den Erfaring, at Træerne ikke vokser ind i Himmelen.

Han havde desuden det Held, at han i Samarbejde med P. Munch kunde koordinere det radikale Partis Husmandsinteresser med Arbejderklassens. Uden det radikale Partis tro Medarbejderskab havde hans Magtstilling ikke været, hvad den var.

Men selv gunstige Konjunkturer har det ved sig, at man skal forstaa at gribe dem. Det kunde hænde Stauning, at han tilføjede sig ”taktiske Blottelser”, som det hedder i det parlamentariske Sprog. Men han raadede over et sjældent levende politisk Instinkt, et klart Blik for, hvordan man i dette Folk skal føre Politik frem.

Han kunde fremdeles som Regeringschef være skarp i sin Polemik. Men i sin praktiske Politik greb han ikke til de voldsomme Midler. Han indkasserede Gevinsten, naar han saa Chancen. Under Grundlovsforhandlingerne 1913-15 var han en af de ivrigste til at støtte den Berntsen’ske Fløj af Venstre. Han var endog villig til at likvidere gamle mur- og nagelfaste socialdemokratiske Teorier og gaa ind i en Regeringskoalition med Venstre og de Radikale! Da i Marts 1920 Generalstrejken var proklameret, og alt lagt op til det voldsomme Opgør, søgte han i sidste Øjeblik at undgaa dette ved Paaskelørdag at stille sig i Spidsen for Folketoget til Amalienborg. Og i sin sociale og økonomiske Politik tog han fra Situation til Situation de Resultater, der bød sig til. 1927 lod han Partiets tidligere Frihandelsprincipper bag sig og slog ind paa en beskyttelsesvenlig Kurs. Han lod sig sjældent hindre i sin Bevægelsesfrihed af Teorier og Programpunkter. ”Stauning er saa dejlig ufilosofisk,” sagde Borgbjerg i sin Tale til ham paa 60 Aars Dagen. Stauning foretrak, som Engelskmanden siger, ”en Tønde Land i Middlesex fremfor et Fyrstendømme i Utopia”.

VED en saadan agitatorisk uforsonlig, men praktisk lempelig og forsigtig Politik erobrede han sig sin Magtstilling.

Han skal ikke vurderes efter sin Optræden som Agitator under Socialdemokratiets Sturm und Drang, men efter sin Virksomhed som Regeringschef. Endnu under sin første Statsminister-Periode 1924-26 fik han ikke lejlighed til at indstille sig paa den opportunistiske Politik, som egentlig havde hans Hjerte og svarede til hans Forudsætninger.  Hans parlamentariske Basis var i denne Periode usikker, og til sidst svigtedes han af de Radikale, der paa det Tidspunkt under Rodes Førerskab søgte Tilnærmelse til Venstre. Han benyttede derfor denne periode til at iklæde de mest yderligtgaaende og udæskende socialdemokratiske Programpunkter Lovforslags Form og forelægge dem til mere akademiske Diskussioner i Tinget. Han ”opponerede fra Regeringsbænken”. Parlamentariske Situationer skifter lunefuldt: sidst i 90’erne var det Oppositionen, der regerede, men under det første Ministerium Stauning – Overgangen til Socialdemokratiets virkelige Gennembrud – var det Regeringen, der opponerede.

Anderledes gik det, da Stauning i 1929 dannede sit andet Ministerium. P. Munch var da den ledende radikale Politiker, og han var indstillet paa et nøje samarbejde med Socialdemokratiet. Der dannedes en fast Regeringsblok, som viste sig at have Bestandigheden i sig. Udefra set kunde det tage sig ud, som om der var sket en Sammensmeltning af de to Partier. Vistnok kun een Gang – forud for Vedtagelsen af Forsvarslovene af 1937 – var Samarbejdet mellem Radikale og Socialdemokrater udsat for sværere Belastninger. Men ogsaa til denne Prøve holdt det. Steincke har engang sagt, at Aarsagerne til det lydefri Samarbejde mellem de to Partier skulde søges i ”Staunings Realitetssans og P. Munchs Personlighed”.

RESULTATET af dette Samarbejde er – gennem de godt og vel ti Aar, det varede – en Række ret indgribende Ændringer i danske Samfundsforhold. Det er et Spørgsmaal, om Stauning havde kunnet og villet gennemføre særlig vidtrækkende socialistiske Reformer, saafremt det var ”normale” forhold, han var kommet til at virke under.

I Virkeligheden maa det siges om ham, at han i 1929 overtog Magten uden nogen klar Forestilling om, hvad han skulde bruge den til. Af Oprindelse og Løbebane tilhørte han det Slægtled af danske Politikere, der havde alle deres Forudsætninger i Tidsstrømningerne omkring Aarhundredskiftet. De store Stridsspørgsmaal var den Gang Forfatningen og Forsvaret, og stod sociale og økonomiske Spørgsmaal paa Dagsordenen, frembød det ingen Problemer at sætte den socialdemokratiske Oppositions Retningslinier: De gik ud paa blot at kræve ind og gøre Overbud. Da han med disse Forudsætninger overtog et positivt Regeringsansvar, røbede hans Brist sig. Han havde næppe – og kunde efter sin Fortid næppe have – nogen dybere Forstaaelse af den erhvervsøkonomiske Sammenhæng, og de svære Krisetilstande, hans Statsministerperiode næsten fra første Færd prægedes af, evnede han derfor ikke at møde med en fast og maalbevidst økonomisk Politik. Det blev for ham og hans Parti i for høj Grad til et Spørgsmaal om parlamentarisk Taktik. Det blev til en Politik fra Sag til Sag og fra Situation til Situation, en Politik, der ikke bragte de gunstige Virkninger for Samfund og Erhvervsliv, som han i sin Agitation havde givet Løfte om.

I hvert fald lagde Stauning under alle Forhandlingerne en smidig parlamentarisk Opportunitetssans for Dagen, og han tog ved Lejlighed heller ikke i Betænkning at bryde Staven over indgroede Forestillinger i sin egen Kreds. Trods Erklæringer, der var afgivet faa Maaneder i Forvejen, gik han med til Kronesænkningen 1933, og Strejkeforbudet, der vel i det lange Løb viste sig at være en fordelagtig Foranstaltning ogsaa for det faglige Socialdemokrati, betød den Gang en uhørt Fornægtelse af hævdvundne socialdemokratiske Traditioner.

Paa alle Omraader føjede han sig efter de øjeblikkelige Forhold og tog Resultaterne, som han kunde faa dem. Selv efter at Oppositionens sidste Skanse i Landstinget 1936 var faldet, og der faktisk var fri Bane for hans Politik, var det ham øjensynligt magtpaaliggende ikke at udæske den oppositionelle Opinion mere end nødvendigt. Han var Arbejderklassens første Tillidsmand; men der er næppe nogen Tvivl om, at han paa sin Vis følte sit Ansvar for Samfundet som Helhed og, saa vidt det stod til ham, tilstræbte en rolig, ubrudt Udvikling. De kommunistiske Eksperimenter forkastede han ganske. Indenfor det faglige Socialdemokrati var selve hans Navn og Person utvivlsomt en virksom Garanti mod enhver videregaaende Bolshevisering af den danske Arbejderklasse.

SKÆBNEN vilde, at Stauning gennem de sidste Aar af en Løbebane, der hidtil udelukkende havde været præget af partipolitisk Medgang og Fremdrift, skulde opleve den store Omvæltning i vort Lands politiske og nationale Liv, som med eet Slag ændrede Kaarene ogsaa for hans og hans Partis Magtstilling indadtil.

Han led vel ogsaa af den Brist, der mere eller mindre har været et Særkende for danske Politikere siden Forfatningskampens Dage: de betragtede dansk Politik som noget, der ikke kom Europa ved, og Europa som noget, der ikke kom dansk Politik ved. Han var politisk en Hjemmefødning som de fleste andre Politikere af hans Generation før ham.

Tydeligst kom dette frem i hans Kølighed overfor den fællesnordiske Politik, som den røbede sig i hans saare ilde anbragte Tale i Lund 1937, og i hans Stilling til Forsvarssagen. Stauning havde baade som Oppositionsfører og som Regeringschef saa godt som nogen været med til at bryde dansk Forsvarsberedskab ned. Det er vanskeligt at sige, om han personlig havde Hjertet med i den forsvarspolitiske Nyorientering, som i Midten af 30’erne fandt Sted i visse socialdemokratiske Kredse: hans Udtalelser kunde tolkes baade i den ene og den anden Retning. Kendsgerningen er i det mindste, at da den radikal-socialdemokratiske Forsvarsordning af 1937 blev til, bøjede han sig i alt væsentligt for Dr. Munch.

Det er i øvrigt ikke Stedet og Tiden her at gøre op Staunings personlige Ansvar for, at Begivenhederne kom, som de kom, eller overhovedet at vurdere hans Indsats siden den skæbnesvangre 9. April. Dette maa, naar til sin Tid alle Enkeltheder foreligger oplyst, blive Historiens Sag. Det tør dog sikkert siges, at han i denne Situation har søgt Helhedens Vel, og at han med den Autoritet og Indflydelse, han raadede over i Forholdet til sine egne Vælgerskarer, har bidraget afgørende til den politiske Samling.

DET falder i det hele ikke den ”borgerlige” Opinion vanskeligt at anerkende, at Stauning – gennem de Aar, han har staaet som Regeringschef – har været Midtpunktet i vor Politik. Ogsaa udenfor Kredsen af sine egne var han personlig populær – langt ud over, hvad nogen tidligere dansk politisk Fører har været det.

Han havde baade af Skikkelse og Væsen de Egenskaber, der skulde til. Af Ydre og Fremtræden var han en fuldkommen Renæssanceskikkelse, runden lige ud af nordisk folkelig Æt, granvoksen, hærdebred og sidskægget[2], et Jern i Arbejdet, frodig og blodrig i sin Livsudfoldelse, imødekommende alle de Krav paa Yppighed og Farverigdom, et Folk stiller til den, det skal beundre.

Men samtidigt var han politisk netop saa uskarp i Kanterne, som vi ynder det her til Lands.. Hans jævne Naturlighed indtog Folk for ham: han var ens i Optræden overfor høj og lav. Som Taler udviklede han efterhaanden en vis tør Humor, en let overlegen Tone, der, naar den lykkedes for ham, lod forstaa, at det ikke faldt ham ind at gøre for meget ud af den Opposition, han havde imod sig. Som Regeringschef talte han ikke ofte paa Rigsdagen, og han var, naar han tog Ordet, maadeholden ogsaa i sin Form. Han gav paa brillant Maade et Indtryk af den Ro, den Ligevægt, den sindige og forstandige Saglighed, der indgød Masserne en Følelse af, at det var trygt at følge ham. Paa hans personlige Festdage eller forud for en Valgdag blev han jævnligt af sine egne apoteoseret[3] i en Grad, der kaldte paa Smilet; han var Genstand for megen overdreven Persondyrkelse. Men deturetoucheredeBillede af hans Personlighed – det, der i sig selv var imponerende nok – vil ogsaa hans Modstandere vedkende sig som træffende og rigtigt.