Kilder
Kildeintroduktion:
Thorvald Stauning (1873-1942) var socialdemokratisk statsminister i 1924-26 og igen fra 1929 til sin død 3. maj 1942. Han er den længst siddende statsminister i danmarkshistorien. Især for arbejdere blev hans liv et symbol på den sociale, kulturelle og demokratiske udvikling, han og Socialdemokratiet havde stået i spidsen for siden århundredeskiftet.
Efter Staunings død udsendte de fleste af landets aviser nekrologer for den afdøde statsminister, hvori hans liv og politiske karriere blev opsummeret og vurderet. Nedenfor er gengivet nekrologen fra Land og Folk, der under besættelsen var et illegalt blad, udgivet af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
VED TH. STAUNINGS DØD
Staunings Betydning i dansk Arbejderbevægelse og dansk Politik har været saa meget større end de fleste andre danske Arbejderføreres og Politikeres, at det ved hans Død føles, som om han i sig selv personificerede en hel Udviklingsepoke. Han begyndte at komme frem i Forgrunden ved et Tidehverv, da dansk Arbejderbevægelse havde overvundet Tilbageslaget efter "Pio-Tiden" og da den organisatorisk var fæstnet og i en saadan Fremmarch at den begyndte at blive en alvorlig Faktor i dansk Samfundsliv og Politik. Det var Grotid for Socialdemokratiet, som derfor bar sine Ledere frem, de prægedes af denne Grotid, men bidrog naturligvis ogsaa til at præge Bevægelsen. Og Stauning vel mest af alle.
Han var aldrig revolutionær og aldrig Marxist. Principer var han aldrig besværet af, hvad der har givet sig Udslag i hele hans politiske Virke. Hans "Socialisme" var for saa vidt mere ydre en Fernis, god til Brug i Agitationen. Men han var runden af Arbejderklassen og stadigvæk, hvormeget end hans egne Forhold og Omgangskreds forandrede sig, med god Kontakt til den, hvad der gav sig Udslag i det man paa Dansk kalder en "social" Politik (hvilket ikke maa forveksles med en socialistisk Politik). Stauning hørte til de praktiske Opportunister i Arbejderbevægelsen, for hvem Dagen, Vejen og Midlet er alt, mens Maalet er intet.
Det var ikke først og fremmest Evnen til at se det store politiske Perspektiv og handle derefter, der førte ham frem og betød noget. Det var hans praktisk-taktiske Sans, hans Jordbundethed, hans ubestridelige organisatoriske Dygtighed og hans Jernflid. Hans Politik var altid en Politik for Dagen og Vejen. Han havde i høj Grad Evnen til at vente og lade Tingene og Udviklingen komme sig til Hjælp. Saalænge det bar fremover og opover, gav denne Politik Bonus, men da Nedgangen begyndte, viste det sig, hvor skæbnesvanger den var og havde været, baade for dansk Arbejderbevægelse og for hele Landet.
Bedst kan man se Virkningerne af hans Politik og Ideologi ved at betragte Socialdemokratiet som det er i Dag: en uhyre Organisation, fast sammentømret – og ikke mindst holdt sammen af alle de Funktionærer og andre, hvis økonomiske Eksistens paa Liv og Død er eller synes forbundet med Partiet – men en Organisation uden en politisk Teori, uden indre politisk Liv, en Organisation hvis kæmpemæssige Medlemsstab og Tilhængerskare er passiv, umyndiggjort, til dels politisk indifferent. Man kan ogsaa betragte Staunings politiske "Status" og kommer ikke uden om, at Paastandene om Reformismen som Vejen til Socialismen og til varigt Fremskridt har totalt spillet Fallit, og at den Stauningske Politik ubestrideligt har ført Danmark frem til den 9. April og dets nuværende, nedværdigende Situation.
Stauning døde ved Indgangen til et nyt Tidsafsnit i saavel Verdenshistorien som i Danmarkshistorien og dansk Arbejderbevægelses Historie. Han var det fuldgyldigste Udtryk for dansk socialdemokratisk Arbejderbevægelse. Han voksede op med den og den voksede op med ham. Og dens Nedgang begyndte med ham. Nu er han død.