Den 25. juni 1809 blev Island optændt af revolutionens flamme og løsrev sig fra det danske styre. Revolutionens bannerfører var dansk og hed Jørgen Jürgensen (1780-1841). Netop ankommet til Island, ombord på et britisk handelsskib, beskrev han revolutionens forløb:

”Jeg lagde min plan uden at sige et ord til nogen som helst, og da den følgende dag var en søndag, gik jeg i land med 12 af mine søfolk, så snart jeg havde set, at hele byen var gået ind i kirken. Jeg gik direkte hen til amtmandens hus, delte min lille trop i to grupper og posterede seks foran og seks bagved bygningen med ordre om at beskyde enhver, der måtte forsøge at afbryde mig. Derpå åbnede jeg døren og trådte ind bevæbnet med et par pistoler. Hans Nåde, der hvilede sig på en sofa, blev noget overrasket over min pludselige tilsynekomst. Han var alene i huset bortset fra kokken, som var travlt optaget med at forberede middagen, et par tjenestefolk og en dansk dame.”

Hermed var revolutionen gennemført. Der var nemlig kun en dansk embedsmand på øen. Ingen soldater, ingen befæstninger. Stiftamtmanden alene repræsenterede statsmagten, og ved at tage ham til fange kontrollerede Jørgen Jürgensen i teorien Island.

Jørgen Jürgensen malet af C.W. Eckersberg. Fra: Wikimedia Commons 

Den britiske vinkel

Efter Københavns bombardement i 1807 havde Frederik 6. erklæret Storbritannien krig. På grund af den britiske flådes dominans til søs var Island i realiteten blevet afskåret fra at modtage livsnødvendige forsyninger, for det var højst tvivlsomt, om Danmark overhovedet kunne sende handelsskibe til Nordatlanten. Britiske købmænd var interesserede i at handle med Island, men det var ikke muligt på grund af krigen, og derfor talte flere fremtrædende personer om, at Storbritannien burde annektere Island.

I 1809 udrustede Samuel Phelps en handelsekspedition til Island. Han var sæbegrosserer i London, men hans sæbekogeri var gået i stå på grund af mangel på fedtstoffer. Formålet med Islandsrejsen var at købe de lagre, som efter sigende fandtes på øen. Phelps opsøgte Joseph Banks, der havde besøgt Island i 1772, og bad om en anbefaling til den tidligere stiftamtmand Ólafur Stefánsson. Ved denne lejlighed blev han introduceret til Jørgen Jürgensen. Danskeren havde rejst som sømand et par år og blandt andet deltaget i en britisk hvalfangerekspedition til Sydhavet og Australien. Han nåede lige at vende hjem til Danmark, inden briterne begyndte at bombardere København, og efter krigsudbruddet i 1807 udrustede han et fartøj med kanoner, og under kongeligt kaperbrev begyndte han at opbringe britiske handelsskibe i danske farvande. Uheldigvis blev Jürgensen nedkæmpet og ført til London som krigsfange. Han blev dog ikke fængslet, men fik frit lejde mod at give sit æresord på at blive i byen. Som kender af Australien lod Jürgensen sig introducere til Joseph Banks, der selv havde deltaget i en ekspedition til det fjerne kontinent. Det lykkedes Jürgensen at besnære Banks. Den charmerende dansker virkede som den perfekte tolk for sæbegrossereren, der var i fuld gang med at planlægge sin handelsekspedition til Island. Det var i den anledning, at Jørgen Jürgensen i juni 1809 ankom til Reykjavik ombord på et britisk handelsskib.

Islændingenes reaktion på revolutionen

Indbyggerne i Reykjavik blev noget forundrede over de begivenheder, som havde udspillet sig i kirketiden, den søndag i 1809. Selvom Jørgen Jürgensen havde held med sit foretagende, betød det ikke, at islændingene aktivt støttede omvæltningerne. Kort tid efter tilfangetagelsen af stiftamtmanden satte Jørgen Jürgensen en bekendtgørelse op i Reykjaviks gader. Den slog fast, at al dansk myndighed var ophørt i Island. Øen var fri og uafhængig af Danmark og i fred med andre lande. Alle gældsposter til den danske regering og til danske købmænd var ugyldige og skulle ikke betales. Der blev også sat et klart nationalistisk aftryk. I det selvstændige Island var det kun indfødte islændinge, der kunne bestride offentlige embeder. Jürgensen beslaglagde også den offentlige pengekasse, og dermed kontrollerede han de lønudbetalinger, som præster og embedsmænd var afhængige af. Symbolet på selvstændighed, Islands nye flag, tegnede han selv. Det var tre hvide stokfisk på en blå baggrund. Island forholdt sig roligt. Embedsmænd og præster forblev på deres poster og indsendte den troskabserklæring, Jürgensen havde udbedt sig. Men de støttede ikke aktivt den nye republikanske styreform. Da Jürgensen indkaldte repræsentanter fra amterne, som skulle udgøre en lovgivende forsamling, kom der ikke nogen. Ísleifur Einarsson blev sat i fængsel i ti dage for opsætsighed mod den nye magthaver, men han var en af de få, der aktivt modsatte sig den islandske revolution. Den manglende reaktion på Jørgen Jürgensens proklamationer skyldtes mest af alt, at islændingene havde en forventning om, at øen var ved at blive besat af britiske styrker og muligvis annekteret.

Reykjavik ca. 1820, malet af stiftamtmanden grev E.C. Ludvig Moltke. Byen bestod af nogle få huse, jordveje og kirken. I bugten ligger danske handelsskibe. Stiftamtmanden har måske gengivet lidt for mange dannebrogsflag for at understrege samhørigheden med Danmark. Fra: Landsbókasafn Íslands/Islands National- og Universitetsbibliotek

Revolutionens ophør

I august 1809 ophørte hans styre lige så pludseligt, som det begyndte. Et britisk krigsskib ankrede op i Reykjavik, og den forbløffede kaptajn blev oprevet over, at britiske købmænd havde medvirket til ”an act of rebellion”. Stiftamtmanden blev løsladt og genindsat i sit embede, mens Jørgen Jürgensen blev ført til London og sat i fængsel. Endnu en gang betragtede islændingene begivenhedernes gang med sindsro. Der var ingen, der kom revolutionen til undsætning, selvom Jürgensen havde nået at etablere et fort med seks kanoner til forsvar af havnen og et kavaleri på otte ryttere. Hermed var det danske styre genoprettet, paradoksalt nok med støtte fra Storbritannien, som Danmark var i krig med.

Jørgen Jürgensens forsvar af revolutionen

Revolutionens bagmand forsvarede sine handlinger ved at henvise til et tyrannisk dansk styre. I et upubliceret manuskript – Historical Account of a Revolution on the Island of Iceland in the Year 1809 – forklarede Jørgen Jürgensen, at de danske købmænd undertrykte øens befolkning uden kongens vidende. Han fortsatte:

”Hvis en englænder, der er så afhængig af frihed, havde været til stede, ville han have rejst sig med indignation mod de modbydelige tyranner, som holdt dette milde folk i slaveri.”

Jürgensen havde aldrig ønsket at regere Island. Omvæltningerne var sket i folkets navn og i håbet om at indføre frihed og selvstyrende institutioner, som islændingene med tiden selv ville overtage. Jürgensen var kun Islands midlertidige ’beskytter’, indtil folket havde udfærdiget en grundlov, hvor den fattige mand havde lige så stor andel i regeringen som den fornemme. Titlen ’beskytter’ henviste til Oliver Cromwells styre i England i årene efter den engelske revolution i 1640'erne. Henvisningen til de britiske frihedsidealer vandt ikke gehør, men det vidner om Jürgensens kendskab til engelsk historie. Han var på mange måder en belæst eventyrer.

Jørgen Jürgensen genså aldrig sit fædreland. Efter en omflakkende tilværelse i Storbritannien røg han i gældsfængsel og blev sendt til Tasmanien som straffefange. Han døde i 1841.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.