Embedskarrieren

Efter en juridisk embedseksamen på Københavns Universitet i 1778 samt studier på universitetet i Göttingen påbegyndte Christian Birch karrieren i centraladministrationen. Han blev i 1784 fuldmægtig i Finanskollegiet, der var den centrale myndighed for finansforvaltningen med det overordnede tilsyn med landets pengevæsen, dele af statsgælden samt alle ekstraordinære statsudgifter. I 1794 blev han chef for Finanskollegiets sekretariat samt generalinspektør for statens tallottovæsen, og i 1808 fik han bestalling som deputeret i Finanskollegiet, hvor han som en af syv deputerede forestod de administrative afgørelser og udformede indstillinger til den enevældige konges endelige afgørelse. Birch var bl.a. medlem af den kommission, der i sommeren 1812 blev nedsat til at udarbejde en betænkning om pengevæsnet pga. den voldsomme krigsinflation i kølvandet på Englandskrigen.

Kancellibygningen på Slotsholmen, der fra 1721 husede centraladministrationen.

Arbejdet mundede ud i finansreformen 5. januar 1813, der af eftertiden kendes som Statsbankerotten, og via en finansreform og pengeombytning havde til hensigt at stabilisere landets pengevæsen. Efter en reform af finansadministrationen i 1816 blev Christian Birch tillige medlem af Direktionen for Statsgælden og den synkende Fond samt Bestyrelsen for Den almindelige Pensionskasse. Som embedsmand indgik han i enevældens officielle rangfølge og fik fra år 1800 rang som kammerråd, i 1808 som etatsråd og fra 1817 som konferensråd. Han blev desuden i 1813 dekoreret med ordenen som Ridder af Dannebrog.

Dokument fra Direktionen for Statsgælden og den Synkende Fond. Foto: Rigsarkivet

Familiemæssig baggrund

Christian Birch var søn af kongelig mineralinspektør og byskriver i København Andreas Birch og hustru Charlotte Marie født Gardenholtz. Han var ud af en søskende flok på syv, hvor bl.a. hans ældste bror, Andreas Birch, senere blev doktor i teologi og biskop – først på Lolland-Falster og fra 1805 i Aarhus. I 1794 giftede Christian Birch sig med Frederikke Louise Charlotte Rottbøll, og de fik året efter sønnen Christian Andreas Birch. Indtil ægteskabet arbejdede hun som lektrice dvs. oplæser for enkedronning Juliane Marie. Hendes far, Christen M. Rotbøll var fra 1770 til sin død i 1780 biskop i Viborg stift og hendes bror, Jens Laasby Rotbøll, blev fra 1791 advokat i Højesteret og senere Generalfiskal, kongens øverste anklager. Derved var Christian Birch både centralt placeret i det enevældige embedshierarki som i social henseende.

Bedrageriet

I begyndelsen af april 1820 blev det opdaget, at han stod bag et enormt og meget spidsfindigt udført bedrageri. I kraft af sit embede som chef for finanssekretariatet var han en af de ansvarlige for udstedelsen af statsobligationer. Over en periode på 18 år pantsatte han og indkasserede selv pengene fra en pulje obligationer, der blev bestyret gennem statens bankkontor i Altona. I 1802, da han havde påbegyndt sit bedrageri, havde han som et af sine adskillige embeder fungeret som sekretær ved overdirektionen i Speciesbanken i Altona og havde derfor et indgående kendskab til bankens forretningsgang mht. statsobligationerne.

Da sagen blev opdaget valgte Frederik 6. og hans administration straks at nedsætte en kommission til at undersøge sagen, og Birch selv blev fængslet på Kastellet i København. Efter fire måneders arbejde vurderede undersøgelseskommissionen, at Birch havde omsat statsobligationer for det enorme beløb af 1.219.800 rigsbankdaler sølv svarende til ca. 660 gange hans egen årlige gage eller lidt mere end statens udgifter til hele den civile centraladministration i år 1820. Under sagens forløb forklarede Birch, at han i år 1802 havde haft svært ved at betale afdragene på et lån han havde optaget i år 1794, inden han blev gift. Han var på det tidspunkt forlovet, og det unge par opbevarede deres kommende bohave på Christiansborg Slot, hvor Frederikke Louise Charlotte Rottbøll arbejdede. Da slottet brændte i februar 1794 mistede de derved hovedparten af deres indbo, og Christian Birch måtte optage et lån for at kunne genanskaffe tingene, inden de kunne blive gift. Da han i år 1802 havde haft svært ved at afdrage lånet, var han begyndt at spille i lotteriet i håbet om den store gevinst. Gennem årene eskalerede hans spil, så alle pengene, han uretmæssigt havde modtaget ved at pantsætte statsobligationerne, var gået til spillet i statens tallotteri.

Rigsbankdalerseddel udstedt af den nyetablerede Rigsbank i 1813. Foto: Nationalmuseets møntsamling. 

Dommen for den korrupte embedsforbrydelse

Som det var almindeligt i samtiden ved retssager for kongens øverste embedsmænd og standspersoner i øvrigt blev der nedsat en særlig kommissionsdomstol, hvorved der ikke blev anvendte en offentlig procedure under sagen. Til trods for at både Christian Birch og han kone adskillige gange, mens sagen blev behandlet, bønfaldt Frederik 6. om nåde, fik sagen en reel behandling og blev afgjort i juridisk henseende ved domstolene. Sagens endelige afgørelse faldt i Højesteret den 29. juni 1821, hvor Birch blev idømt fængsel på livstid, tab af sine embeder og ære samt til at betale sagens omkostninger og et salær til Generalfiskalen på 100 rigsbankdaler sølv. Den dømte afsonede sin straf i fængslet på Kastellet til sin død i juni 1829.

Arresten på Kastellet i København, hvor Christian Birch sad fængslet fra 1820 til 1829. Fra: Rigsarkivet

Sagens behandling efterlader ingen tvivl om, at den højtstående embedsmands storstilede misbrug af betroede midler var en pinlig sag for den enevældige Frederik 6. og hans forvaltning. Ved domstolene blev sagen ført så diskret som muligt, og omstændighederne, omkring hvordan bedrageriet var udført, blev på ingen måder offentliggjort. På et tidspunkt, hvor den enevældige styrerform i forvejen var rystet af liberale strømninger fra det øvrige Europa og relativt kort tid efter statsbankerotten og tabet af Norge, har styret formentlig frygtet, at sagen kunne give anledning til kritik af enevælden. Christian Birch var blot en blandt flere af de kongelige embedsmænd i perioden, der blev dømt for bedrageri og embedsmisbrug. Fælles for styrets behandling af de korrupte embedsmænd var, at der i det store hele ikke blev set igennem fingrene med forbrydelserne, og at både høj som lav i embedshierarkier blev idømt livstidsstraffe for forseelserne.