Temaer
Partiet Højre havde op til 1901 politisk dominans og dannede flere gange regering, selvom vælgertilslutningen var dalende og det ikke havde et folketingsflertal bag sig. Folketingsvalget i 1901 resulterede i endnu en markant valgsejr til Venstre, og Christian 9. indså behovet for, at en ny regering skulle følge flertallet. Med Venstreregeringen i 1901 blev folketingsparlamentarismen dermed indført i Danmark, og man kalder derfor regeringsdannelsen i 1901 for Systemskiftet. Folketingsvalgene og regeringsdannelserne i perioden fra 1901 til 1913 blev præget af nye politiske dagsordner, ændrede magtforhold og mange reformer.
I dette tema har vi samlet informationer om de seks folketingsvalg, der blev afholdt mellem 1901 og 1913:
Perioden blev især præget af, at Venstrereformpartiet for første gang fik regeringsmagten efter valget i 1901 og – med undtagelse af et intermezzo i 1909-1910 – beholdt den indtil 1913. Partiets vælgergrundlag og politiske profil var anderledes end Højres, der hidtil havde haft regeringsmagten. Under J.C. Christensens (1856-1930) ledelse - fra 1910 under partinavnet Venstre - agiterede partiet især for demokratiske reformer, landbrugets vilkår og skattereformer. Partiet bestod i begyndelsen af 1900-tallet af fraktioner, og det splittedes i 1905 på grund af uenighed om forsvarspolitikken. Det medførte dannelsen af et nyt parti, Det Radikale Venstre, der i sit program ønskede militær neutralitet og mindskelse af forsvarsudgifterne. Det blev med tiden især husmændenes parti, til forskel fra Venstre, der blev landmændenes og gårdejernes parti. De Radikale havde konstant fremgang fra 9 mandater i 1906 til 30 mandater i 1913 og fik dermed hurtigt en central rolle i dansk politik.
I 1908 foretog Frederik 8. en længere rejse gennem Jylland, der kulminerede med et besøg i konseilspræsident J.C. Christensens hjem i Hee på den jyske vestkyst. J.C. Christensen havde siden slutningen af 1800-tallet været Venstres leder, men ved Systemskiftet i 1901 havde Christian 9. ikke været meget for at udnævne en "helt almindelig" skolelærer til regeringsleder. I 1905 var kongen dog afklaret hermed, og J.C. Christensen blev konseilspræsident. Frederik 8.s besøg i regeringslederens hjem, her afbildet i akvarel, symboliserede således kongemagtens og bondebevægelsens forbrødring efter provisorietiden og var samtidig nyskabende i forholdet mellem det jævne folk og kongen. Fra: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen
Arbejdernes parti, Socialdemokratiet, oplevede en stadig voksende tilslutning, men var isoleret i Folketinget. Manglende alliancer og et skarpt formuleret socialistisk program forhindrede partiet i at få politisk indflydelse. Med Det Radikale Venstres dannelse i 1905 indledtes dog et tæt valgsamarbejde mellem de to partier, og de samarbejdede politisk om mærkesager i forhold til sociale og økonomiske forhold. Socialdemokratiet bevægede sig i perioden mod en mere pragmatisk linje og fik voksende politisk indflydelse: fra 14 mandater ved valget i 1901 til 32 mandater i 1913. Alliancen mellem De Radikale og Socialdemokratiet førte til den første radikale regering 1909-1910, der blev gentaget efter valget i 1913 og varede til 1920, begge gange med socialdemokratisk støtte.
Højre var derimod periodens taber, både vælgermæssigt og politisk. Partiet havde mere end vanskeligt ved at fastholde sine mærkesager: et stærkt forsvar og privilegeret valgret til de rigeste borgere. Tidsånden og folkestemningen løb fra aristokratiske og udemokratiske samfundsopfattelser, og det fik konsekvenser: Højre gik fra 15 mandater ved valget i 1898 til 8 i 1901. Venstre var præget af en politisk skandale om justitsminister P.A. Albertis bedragerisag i årene 1908-1910, og det gav kortvarig vælgerfremgang og flere mandater til Højre. Ved valget i 1913 opnåede partiet dog igen kun 7 mandater.
Et særligt vigtigt politisk emne i hele perioden var en demokratisering af valgretten, så kvinder, tyende og mindre formuende også fik stemmeret. Støtten var voksende og kom fra alle partier, undtagen Højre. Den lige og almindelige valgret gennemførtes i etaper: først med kvindelig valgret til menighedsråd i 1903, derefter kommunal valgret til kvinder og tyende i 1908 og endelig med kvinders og tyendes valgret til Folketinget i 1915.