Nytårstalen

Hvert år den 1. januar ser tusindvis af danskere statsministeren holde sin nytårstale på nationalt tv. Den første nytårstale blev holdt af Thorvald Stauning i 1940, men først med Knud Kristensens nytårstale i 1946 blev det gjort til en fast tradition. Oprindeligt var nytårstalen en radiotale, men fra 1961 blev den sendt både i radio og tv. Efter overgangen til tv-transmission er nytårstalen blevet den store årlige politiske tale til danskerne. Statsministerens nytårstale behandler ligesom dronningens nytårstale landets samfundsmæssige tilstand, men adskiller sig ved at være mere realpolitisk og handlingsorienteret. Talen trækker på elementer fra både lejlighedstalen og den politiske tale. Statsministeren gør i talen status over det forgangne år og skal her skabe en følelse af fællesskab og en fælles fortid hos publikum. Samtidig skal talen udstikke en politisk kurs for det nye år på baggrund af fællesskabets værdier.

Demokratiske værdier

Nytårstalen er en lejlighedstale, hvori statsministeren påtager sig rollen som statsleder – en samlende figur for hele befolkningen. I talen befæstes fælles danske værdier såsom demokrati, frihed, tolerance og menneskerettigheder. ”Værdier, der er skabt igennem mange slægtled og som vi ikke vil miste”, som Stauning i 1941 udtrykte det i sin anden nytårstale. Det er således den siddende statsministers opgave at fortolke og videreføre en fælles fortælling om det danske demokrati. Statsministeren hæver sig ofte over de traditionelle partiskel og fremhæver i stedet den danske demokratiske model.

I sin nytårstale fra 1956 argumenterede H.C. Hansen for, at fordelingen af ære og skam for Danmarks sejre og problemer er irrelevant. Han slog fast, at selvom der til daglig er uenighed regering og opposition imellem, så ”bygger [vi] mere i fællesskab end vi hver for sig formår at yde alene”. Ligeledes priste Poul Schlüter i 1986 den demokratiske proces. ”Det er dansk, det er frodigt, og det fordeler ansvaret og lægger det på mange skuldre. […] Politik i Danmark er hårdt slid, hvor mening brydes mod mening, og netop derfor ligger ekstremisme os så fjernt.” Sådanne fejringer af det danske demokrati præsenterer et billede af en dansk selvforståelse om det rummelige demokrati.

Udenrigspolitisk bliver Danmark gerne beskrevet som den lille nation, der vil freden. I sin nytårstale fra 1969 slog Hilmar Baunsgaard i forbindelse med opremsningen af en række internationale konflikter fast, at ”selvfølgelig er det begrænset, hvor megen direkte indflydelse et lille land som Danmark kan få. Men vi kan være med til at holde en samvittighed vågen, og vi har samme ret som andre til at bidrage med ideer og til at slutte op om dem, der trækker den rigtige vej.” Baunsgaard konstruerede et billede af Danmark som et land, der brugte den indflydelse, det nu måtte have på den internationale scene, til at sikre dialog og fred. Dette spejles i flere nytårstaler både før og efter Baunsgaard, hvori Danmark traditionelt har vægtet forhandling frem for konfrontation.

Politisk funktion

Udover den værdimæssige funktion har nytårstalen også en politisk dimension. I kraft af sin rolle som regeringsleder bruger statsministeren også talen til at fremføre eller forsvare regeringens politik. Dette sker med udgangspunkt i fælles værdier, igennem hvilke statsministeren argumenterer for politiske løsninger og konkrete tiltag. Et eksempel på et realpolitisk program finder man i Poul Hartlings nytårstale fra 1974. Omdrejningspunktet for Hartlings tale var oliekrisen, der var opstået i 1973. Talen fokuserede på politiske løsninger i forhold til krisen. Hartling gik ikke i detaljer, men lovede snarlige politiske tiltag, som ville være mere effektive end ordningen med bilfrie søndage.

Hartlings tale var samtidig flere steder direkte henvendt til befolkningen, der ifølge Hartling også havde en rolle at spille i Danmarks fremtidssikring. ”Det bliver ikke let, og det kan ikke gøres, uden at det kommer til at gøre ondt. Jeg siger dette ligeud, fordi jeg synes, De har krav på at vide, hvordan landet ligger, men også fordi det til syvende og sidst er Dem, der afgør, om disse bestræbelser skal lykkes.” Hartling henvendte sig direkte til danskerne for at vise, at alle måtte hjælpe til. På den måde satte han fokus ikke blot på regeringens initiativer, men også på de udfordringer, som hele den danske befolkning stod overfor. På baggrund af værdier som sammenhørighed og fælles ansvar argumenterede Hartling for sin vision om, hvordan Danmark skulle overvinde krisen ved netop regeringens og befolkningens fælles indsats.

Anders Fogh Rasmussens første nytårstale i 2002 præsenterede et mere ideologisk funderet politisk program. Han tog udgangspunkt i en liberal værdi om personlig frihed, som han også få måneder forinden var gået til valg på. I talen argumenterer Anders Fogh Rasmussen ud fra en plantemetafor. Han nævnte for eksempel, at der ”ved knopskydning [er] skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt”. Han videreførte metaforen ved at kalde løsningen for en ”omfattende sanering” af statslige råd og nævn. Til sidst bindes dette sammen med værdierne om personlig frihed med ordene, ”lad os udvikle dette rummelige fællesskab, hvor det enkelte menneske får lov at blomstre”. Ved at bruge plantemetaforen som styrende figur i talen og fremhæve personlig frihed som en specifik, dansk værdi satte Anders Fogh Rasmussen gang i en ideologisk værdidebat.

Variationer og personlige udtryk

Statsministerens nytårstale har stilmæssigt udviklet sig i en mere folkelig retning. Hvor tidlige talere som for eksempel Erik Eriksen, der var statsminister fra 1950 til 1953, talte i kancellistil, har talen udviklet sig til at tillade mere personlige udtryk. Anker Jørgensen tog ofte udgangspunkt i egne anekdoter til enten at sætte tonen for selve talen eller for at illustrere en bestemt pointe. I 1977 beskrev han krisestemningen i Danmark ved at citere Kim Larsens sangtekst ”det er en kold tid, som vi lever i / alle går rundt og fryser”. Ligeledes yndede Poul Schlüter at afslutte flere af sine nytårstaler med et af Piet Heins grukdigte, hvilket både understregede hans fortolkninger af danske værdier i talerne og fik ham til at fremstå mere folkelig.

Selvom nytårstalen traditionelt set har beskæftiget sig med landets overordnede tilstand og derfor oftest har indeholdt flere emner, har enkelte taler været mere fokuseret på én bestemt situation. I 2005 valgte Anders Fogh Rasmussen at lægge ”dagligdagens politik til side” i skyggen af den tsunami, der havde ramt Sydøstasien. Han talte direkte til de pårørende om deres tab og forsikrede, at Danmark ville yde bistand til de ramte lande. Talen adskilte sig markant fra nytårstalens traditionelle form, men reaktionerne derpå var generelt positive i medierne og hos både politiske venner og fjender. Nytårstalens traditionelle afbalancering af værdier og realpolitik blev i dette tilfælde tilsidesat i kraft af den påtrængende situation, som katastrofen i Asien udgjorde.

Udklip fra Anker Jørgensens nytårstale 1. januar 1977. Fra: Statsministeriet