Europarådsmøde 1984 med deltagelse af  Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen. Fra:  European Commission - Audiovisual Service

Ambassaden Washington Amtel 1321 af 11. september 1985
Afsendt den 12. september 1985 kl. 07.49

Desk by 09.00 torsdag den 12. september 1985

Rammefortroligt

Statsministerens officielle besøg i Washington
9.-11. september 1985.
AMB’S J. NR. 120. DAN. 9/16.

Efter aftale med direktøren følger nedenfor udkast til statsministerens talepunkter ved Det Udenrigspolitiske Nævns møde den 13. september 1985.

Efter invitation fra USA’s præsident aflagde jeg den 9.-11. september officielt besøg i Washington.

Om besøget vil jeg generelt sige, at det gav mig lejlighed til med ledende personer i den amerikanske administration og i Kongressen at drøfte de sikkerhedspolitiske og økonomiske problemer, vi står overfor, hvorved jeg fik mulighed for at præsentere danske og europæiske synspunkter, ligesom jeg naturligvis også fik en klar personlig følelse af den amerikanske administrations og Kongressens tankegang.

Samtalerne var derfor yderst gavnlige. De fandt sted i en meget åben, fri og venlig atmosfære, uanset mine amerikanske værter ikke lagde skjul på, at Danmarks sikkerhedspolitiske synspunkter på nogle områder ikke svarede til USA’s forventninger til et nærtstående allianceland.

Jeg vil gerne for nævnet lidt nærmere redegøre for de enkelte spørgsmål, jeg drøftede i Washington.

Samtalen med præsident Reagan fandt sted i Det ovale værelse i Det hvide hus. Præsidenten indledte samtalen med nogle venlige bemærkninger om Danmark. Han nævnte i denne forbindelse Danmarks tradition med at fejre 4. juli i Rebild, og han nævnte sammenholdet i Danmark under den tyske besættelse og fremhævede det forhold, at kongen kunne ride i København uden beskyttelse.

1. Præsidenten kom derefter ind på Øst-Vest forholdet og det forestående møde med Gorbachev. Præsidenten gik til dette møde med en meget positiv indstilling. Når de to stormagter havde kunnet stå sammen under den 2. Verdenskrig, var det urimeligt, at man ikke kunne løse de udestående problemer i en fredsperiode. Han var derfor fast besluttet på, at der skulle komme et positivt resultat ud af de forestående samtaler.

I kontakterne med Sovjetunionen var der særlig fire problemstillinger, som ville komme op til drøftelse. Det drejede sig om

1. Våbenkontrolforhandlingerne

2. Regionale spørgsmål

3. Menneskerettighedsspørgsmål

4. Bilaterale spørgsmål

Fra amerikansk side havde man nøje fulgt den propagandaoffensiv, som Sovjetunionen har startet inden topmødet. Det var tydeligt, at man fra sovjetisk side ønskede at splitte Europa og USA. Man var fra amerikansk side meget opmærksom på denne politik fra Sovjetunionens side. Præsidenten var imidlertid overbevist om, at man uanset denne propagandaoffensiv ville have mulighed for at gøre fremskridt på det forestående topmøde.

Efter at jeg havde understreget Danmarks ønske om at få en dialog i stand mellem USA og Sovjetunionen og understreget behovet for, at der blev gjort fremskridt også med hensyn til forholdet til de østeuropæiske lande, kom jeg ind på mit besøg i Tjekkoslovakiet. I denne forbindelse nævnte jeg også menneskerettighedsproblemerne i Sovjetunionen og i Østeuropa i det hele taget.

Præsidenten gav udtryk for, at selvom han ventede fremskridt, skulle man være realistisk og ikke for optimistisk med hensyn til, hvad der kunne opnås på det forestående møde med Gorbachev. Præsidenten advarede særligt vedrørende menneskerettighedsspørgsmålet. Skulle man gøre sig håb om at få et resultat ud af konkrete henvendelser om udrejsetilladelser, familiesammenføringer etc., måtte man undgå at bringe spørgsmålet frem i pressen. Amerikanske erfaringer viste, at man havde opnået de største fremskridt ved at lægge pres på Sovjetunionen i de tilfælde, hvor det ikke kom frem til offentligheden.

2. Præsidenten kom dernæst ind på de mere generelle forsvarsproblemer. Han udtalte i denne forbindelse, at man fra amerikansk side var foruroliget over udviklingen i Danmark med hensyn til forsvaret. Danmark var således bagefter opfyldelsen af forpligtelserne inden for NATO og havde ved flere lejligheder indtaget særstandpunkter til skade for samarbejdet og solidariteten i NATO.

USA havde problemer med Kongressen med hensyn til gennemførelsen af forsvarsbevillingerne, men ville alligevel være i stand til at opretholde en sådan stigning i forsvarsudgifterne, at man kunne sikre et stærkt forsvar til gavn for USA og for NATO-alliancen.

I tiden efter den 2. Verdenskrig var det lykkedes at undgå krige på basis af den såkaldte magtbalance. Præsidenten fandt imidlertid, at det var af overordentlig stor betydning, at man kunne finde frem til forsvarsvåben, der gjorde det muligt at skabe en balance uden at basere sig på atomvåbnene, sådan som vi kendte dem i dag.

Det var på denne baggrund, at man fra amerikansk side lagde så stor vægt på SDI og på udviklingen af våben, der gradvist kunne gøre de nuværende atomvåben overflødige.

Det var for præsidenten meget vigtigt, at der kunne opnås en almindelig accept af SDI-programmet, således at man over en årrække kunne gå over fra offensive våben til defensive våben og inden for en overskuelig årrække finde en mere tilfredsstillende balance mellem Øst og Vest.

3. Drøftelserne om de militære balanceproblemer mellem Øst og Vest endte i en drøftelse af det danske forsvar.

Jeg gav i denne forbindelse en redegørelse for forsvarsforliget i Danmark og for den stabilitet, dette forlig havde givet med hensyn til opbygningen af det danske forsvar.

4. Efter at jeg på præsidentens opfordring havde givet en redegørelse for mit nylige besøg i Israel, fremhævede præsidenten, at hovedproblemet i Mellemøsten set fra et amerikansk synspunkt, var at PLO og palæstinenserne ikke ville acceptere Israel som en stat. Dette gjorde fremskridt i Mellemøstforhandlingerne vanskelige og besværlige. Israel spillede selvsagt en hovedrolle i hele fredsprocessen. Hvis man fra israelsk side var i stand til at acceptere kompromisløsninger, ville sådanne løsninger ikke støde på vanskeligheder i USA.

USA støttede sig i sin Mellemøstpolitik ikke alene på de tætte forbindelser med Israel, men også på kong Hussein og præsident Mubarak. Man var imidlertid fra amerikansk side bekymret for, hvor længe kong Hussein kunne opretholde sin position og dermed komme til at spille den centrale rolle, som var nødvendigt, hvis man skulle finde frem til tilfredsstillende løsninger i Mellemøsten.

5. Præsidenten gav en længere redegørelse for USA’s politik i Centralamerika. Han fandt at der var meget positive træk i udviklingen i Costa Rica og El Salvador og så man på Centralamerika som en helhed, kunne man konstatere, at op til 90 pct. Af det centralamerikanske område havde demokratiske tilstande.

Problemet for USA var imidlertid Nicaragua. Præsidenten redegjorde for udviklingen, efter at sandiniststyret havde overtaget magten. Han kom herunder ind på den aktuelle situation i forholdet 
Mellem sandinist-styret og oprørsbevægelserne (contras) og redegjorde for den amerikanske holdning og for de hjælpeforanstaltninger, som USA havde iværksat.

Jeg gav på præsidentens opfordring en redegørelse for Danmarks og Europas holdning over for Centralamerika og understregede betydningen af Contadora-processen. Man havde i Europa en forståelse for, at udviklingen i Centralamerika havde en høj prioritet i USA. Der ville imidlertid ikke i Europa være nogen som helst forståelse for, at USA i en given situation sendte tropper til Nicaragua.

Præsidenten fremhævede, at dette ikke ville ske.

6. Ved samtalens slutning kom vi ind på en omtale af de økonomiske spørgsmål.

Jeg gav udtryk for, at man i Danmark og i Europa værdsatte den amerikanske administrations holdning med hensyn til at modstå presset for øget protektionisme, og jeg advarede mod, at man fraveg denne politik. Hvis man først begyndte at træffe foranstaltninger til beskyttelse af produktionen af et eller flere produkter, ville man næsten omgående komme i en situation, hvor Europa ville træffe modforanstaltninger, og udviklingen kunne herefter nemt komme ud af kontrol.

Præsidenten udtalte, at USA ønskede ”fair trade”. Han huskede krisen i 30’erne med alle de ulykkelige virkninger, der fulgte i krisens kølvand.

Efter præsidentens opfattelse måtte man sætte alt ind på at undgå en tilsvarende udvikling. Vi var enige om, at man både i USA og Europa burde nedsætte landbrugsproduktionen. Jeg fremhævede de skridt, som EF allerede havde taget med henblik på at reducere produktionen særlig af mejeriprodukter. Det var en langsom og smertefuld proces, men jeg fandt, at der ikke var noget alternativ til en politik af denne karakter.

Som nævnt, drøftede jeg SDI med præsidenten, men lidt mere indgående også med såvel udenrigsminister Shultz som forsvarsminister Weinberger og ambassadør Nitze. Jeg gjorde rede for de danske synspunkter på SDI, hvilket naturligvis ikke kom som nogen overraskelse for mine amerikanske samtalepartnere. Jeg var endvidere interesseret i at få at vide, om der var mulighed for at få fremskridt i Geneve-forhandlingerne.

Det blev fra amerikansk side fastslået, at USA gerne ønskede drøftelser og – måtte jeg forstå – også i givet fald forhandlinger om SDI, men uden betingelser. Man kunne ikke acceptere den nuværende sovjetiske forhandlingsposition, der indebar først forhandlinger om SDI og derefter forhandlinger om reduktion af de nukleare våben. Sovjetunionen gik herved tilbage på den aftale, der var indgået den 7. januar i pr i Geneve mellem Shultz og Gromyko om, at de tre spørgsmål – INF, START og SDI – skulle se i deres indbyrdes forhold. I de hidtidige Geneve-forhandlinger havde der slet ikke været nogen bevægelse i den sovjetiske position vedrørende SDI. Derimod havde general-sekretær Gorbachev som bekendt offentligt i et interview i Time Magazine erkendt, at en vis grundforskning måske var acceptabel. Fra amerikansk side fremhævede man, at mens Sovjetunionen åbenbart ønskede at fremsætte offentlige erklæringer, men ikke ønskede seriøse forhandlinger i Geneve, havde USA den modsatte opfattelse. Fra amerikansk side håbede man stadig, at det var muligt under den 3. forhandlingsrunde i Geneve, der begynder den 16. i denne måned, at få lidt mere seriøse drøftelser i gang om det, som alle i såvel Øst som Vest havde støttet, og som stod i 7. januar-erklæringen, nemlig en drøftelse af det indbyrdes forhold mellem offensive og defensive våben.

Med ambassadør Nitze drøftede jeg lidt mere i detaljer hele dette spørgsmål, og han redegjorde for, hvorledes SALT 1-aftalen fra 1972, herunder især ABM-traktaten, skulle forstås. Som bekendt var Hr. Nitze en af forhandlerne også dengang, og han henviste bl.a. til chefforhandleren Gerard Smith’s erklæring i forbindelse med ABM-aftalen om, at ikke kun de defensive våben burde begrænses, således som det var sket i ABM-traktaten, men at der også burde ske en gennemgribende reduktion af de offensive våben.

Ambassadør Nitze kom også ind på det spørgsmål, der er forbundet med, at USA og Sovjetunionen definerer defensive våben forskelligt. Således siger Sovjetunionen, at man kun ønsker at drøfte defensive våben placeret i rummet – hvilket omfatter SDI-projektet – mens USA også ønsker at drøfte de defensive våben, der placeres på jorden – hvilket omfatter det sovjetiske defensive system. Hr. Nitze oplyste i denne forbindelse, at man også måtte huske på, at almindelige interkontinentale missiler kunne bruges som defensive våben, idet de jo kunne indstilles til at nedskyde indkommende offensive våben.

Ikke mindst udenrigsminister Shultz fremhævede, at man måtte tro på USA, når det sagde, at det ønskede at forhandle forholdet mellem offensive og defensive våben. Bl.a. var en sådan forhandling jo i USA’s interesse, idet det ville skabe ustabilitet i supermagtsforholdet, hvis kun den ene part havde defensive våben. Hertil kom en moralsk betragtning, nemlig at hele magtbalance– og terrorbalancesynspunktet var en politisk ide, der langsomt tabte terræn. Bl.a. overhalede den teknologiske udvikling i stigende grad magtbalancetankegangen og gjorde den farlig.

Ikke mindst forsvarsminister Weinberger fandt det uforståeligt, at Europa, der havde haft en så stor anti-atombevægelse, ikke greb præsidentens SDI-tanke. Undertiden fik Hr. Weinberger den tanke, at det måske kun var, fordi Ronald Reagan havde fremsat tanken, at den ikke havde vundet den tilslutning, som man burde have forventet.

Hvad angik de tekniske muligheder for at nå frem til et effektivt forsvar, understregede forsvarsminister Weinberger, at forskningen gik efter planen, og at han ikke tvivlede på, at SDI-projektet var realisabelt. Ambassadør Nitze gentog sine offentlige og af præsidenten godkendte synspunkter om, at et SDI-system burde være omkostningseffektivt, således at det ikke ville kunne føre til et våbenkapløb

USA’s politik er som bekendt, at man på nuværende tidspunkt kun har besluttet sig for en forskningsfase, og at man i lyset af resultaterne heraf vil tage stilling til, om forskningsresultaterne skal afprøves og i givet fald deployeres. Mine amerikanske samtalepartnere fremhævede, at man naturligvis måtte gå ud fra, at systemet ville virke og i givet fald kunne deployeres. Ellers ville man selvfølgelig ikke få flere penge fra Kongressen. Hvem ville bevilge penge til et system, som det ikke var tanken at bruge. Jeg måtte forstå på nogle af mine samtalepartnere, at de i deres tanker ikke uden videre opererede med et 100 % effektivt skjold, og at de ikke ville udelukke et mere begrænset defensivt amerikansk forsvar efter aftale med Sovjetunionen. Hvorvidt dette bliver officiel amerikansk politik, kan jeg ikke have nogen mening om. Jeg påpegede selv flere gange faren for at SDI-spørgsmålet kunne blive en alvorlig belastning for hele alliancen, idet Danmark jo ikke stod alene med sine synspunkter vedrørende SDI. F.eks. med hensyn til forskning havde Canada for et par dage siden besluttet, at den canadiske regering som sådan ikke ville deltage i SDI-forskningen.

På et spørgsmål fra forsvarsminister Weinberger oplyste jeg, at vi jo havde en lang tradition for forsvarsproduktionssamarbejde, ikke mindst når det gjaldt bygningen af F-16 fly. Hvorvidt danske firmaer og ingeniører ønskede at deltage i SDI-forskningen, kunne jeg ikke have nogen mening om. Dansk lovgivning forhindrede det ikke.

Med Hr. Shultz drøftede jeg endvidere spørgsmålet om en nordisk atomfri zone, jeg gjorde rede for de danske synspunkter og for den debat, der også på det seneste har fundet sted i Danmark.

Hr. Shultz påpegede, at det var imod NATO-alliancens koncept og strategi, hvis afskrækkelsen ikke virkede på hele allianceområdet. Jeg gjorde i denne forbindelse rede for den danske politik vedrørende atomvåben på dansk jord, en politik, som Hr. Shultz ikke anfægtede.

(….) I samtalen med forsvarsminister Weinberger havde vi en ganske grundig drøftelse af det danske forsvarsforlig. Jeg fremhævede at det ikke var så godt, som regeringen havde ønsket, men at det heller ikke var så dårligt. Jeg gav i denne forbindelse en redegørelse for hovedtrækkene i forliget, herunder for bygningen af standard-flex-både og købet af de norske ubåde. Hr. Weinberger udtrykte påskønnelse af, at Danmark fortsat ønskede ubåde, der var et vigtigt element, ikke mindst i forsvaret af Østersøen.

Hr. Weinberger var ligeledes tilfreds med, at forliget var treårigt, således at der ikke ville finde nedskæringer sted, og han udtrykte endog en vis misundelse overfor, at vi ikke ville blive udsat for årlige nedskæringer som dem, han nu selv var blevet ramt af. Ham mente stadig, at der var brug for en forøgelse af de enkelte alliancelandes forsvarsbidrag, ikke mindst så længe Sovjetunionen foretog en oprustning.

Forsvarsminister Weinberger strejfede kun de danske fodnoter, som udenrigsminister Shultz imidlertid mere indgående kom ind på, ikke mindst i sin tale ved en frokost, han var vært for i det amerikanske udenrigsministerium.

I sin tale gjorde udenrigsminister Shultz gældende, at hvis NATO-beslutninger konstant blev behæftet med fodnoter, var der en fare for, at fremtidige generationer ikke ville være i stand til at se tilbage på en verden, som man ønskede at leve i. NATO burde være mere end en fodnote i bestræbelserne på at skabe fred.

I sine samtaler med mig henviste udenrigsminister Shultz til sine drøftelser med udenrigsministeren i april i Washington. Udenrigsminister Shultz understregede, at Danmarks stilling var et spørgsmål, som bekymrede USA meget. Man forstod regeringens parlamentariske situation, men det var nu engang regeringen, der var ansvarlig for den politik, et land førte. Danmark burde ikke tage fejl af hele dette spørgsmål, og man burde heller ikke undervurdere Sovjetunionen, der kun respekterede styrke. Studerede man Sovjetunionens politik, herunder dets forhandlingsteknik på våbenkontrolområdet, kunne man se, at Sovjetunionen prøvede at få noget uden at yde noget til gengæld. Kun når de sovjetiske ledere forstod, at dette ikke kunne lade sig gøre, gav de indrømmelser.

(…) I Kongressen havde jeg lejlighed til et morgenmadsmøde på en times tid med en halv snes ledende senatorer, blandt anden den fungerende formand for Senatet, senator Thurmond, med formanden for Senatets udenrigsudvalg, senator Lugar, formanden for Senatets europæiske udvalg, senator Pressler, og med et ledende medlem af forsvarsudvalget, senator Roth, der er medforslagsstiller til det såkaldte Nunn-amendment.

Under samtalerne i Kongressen understregede jeg, at der i Danmark var en stærk støtte til NATO-medlemskabet. Jeg sagde, at vi ikke så noget alternativ til vort NATO medlemskab. Jeg understregede, at vi værdsatte USA’s bidrag til alliancen, og at vi så de amerikanske styrkers tilstedeværelse i Europa som tegn på USA’s usvækkede støtte til NATO.

Jeg udtalte som mit andet hovedpunkt i Kongressen, at protektionistiske foranstaltninger ville være en alvorlig trussel mod økonomien og beskæftigelsen i vore lande. Man kom ind i en ond cirkel, hvis den ene part iværksatte en fem-seks protektionistiske foranstaltninger. Det ville være svært at komme af med dem igen. På landbrugsområdet fremhævede jeg, at EF stadigvæk var verdens største landbrugsimportør, og at vi kun var på andenpladsen med hensyn til landbrugseksport. På trods heraf har EF dog erkendt, at man måtte begrænse overskudsproduktionen, og jeg henviste i den forbindelse til vedtagelserne blandt andet på mælkeområdet og til kommissionens nylige Grønbog.

Angående de økonomiske spørgsmål var det min opfattelse, at Senatet ikke var så velorienteret om drøftelserne i Europa og de tiltag, man allerede var blevet enige om. Ikke mindst landbrugsspørgsmålet var utvivlsomt et spørgsmål, som lå senatorerne meget på sinde, idet flere af senatorerne også sidder i landbrugsudvalget og er valgt i landbrugsdistrikter. Mit generelle indtryk af drøftelserne om protektionisme var, at stemningen i Senatet måske ikke er helt så urovækkende, som jeg havde frygtet.

På det forsvarspolitiske område udtalte flere senatorer (Roth og Lugar), at man gerne så, at Danmark ydede mere til det fælles forsvar i NATO.

(For god ordens skyld skal jeg måske nævne, at spørgsmålet om børnepornografi også kom op i mit møde med Senatet.)

I Repræsentanternes Hus havde jeg møde med formanden Tip o’neill, ligesom jeg havde et længere møde med repræsentanter for Husets udenrigsudvalg. Vi drøftede også her protektionisme, og stemningen var her noget mere skeptisk overfor en fortsættelse af fri-handelen.

(Vi drøftede også nogle enkelte spørgsmål som narkotikamisbrug, Christiania og terrorisme).

I min samtale med finansminister Baker indledte denne med at takke Danmark for støtte på OECD’s ministermøde i april til indkaldelse af en ny GATT-runde.

Baker nævnte, at præsidenten lægger vægt på, at USA fastholder en anti-protektionistisk linie på det handelspolitiske område. Præsidentens seneste initiativ om at bruge sine bemyndigelser i handelslovgivningen til at forfølge andre landes uretfærdige foranstaltninger skal ses i dette lys. Præsidenten vil indenfor de nærmeste dage fremlægge sin handelspolitiske strategi for Kongressen. Hensigten er at forbedre præsidentens muligheder for at modstå lovgivning fra Kongressen.

Jeg nævnte i denne forbindelse, at USA bør være opmærksom på de bestræbelser, EF udfolder for at forbedre den fælles landbrugs-politik. Han henviste til beslutningerne i mejerisektoren om i år at nedsætte produktionen af mælk.

Baker refererede til USA’s egne problemer og nævnte, at en revision af den amerikanske landbrugslovgivning er forestående. Administrationens hensigt er at lade politikken blive mere markedsorienteret, hvilket nødvendigvis måtte medføre store økonomiske problemer for nogle landmænd i USA.

Baker takkede for dansk deltagelse i bestræbelserne for at sanere Argentinas gæld og nævnte, at det forhandlingsresultat, Argentina havde opnået, havde muliggjort en positiv økonomisk udvikling i landet.

Jeg nævnte, at Danmark finder, at de multilaterale finansielle institutioner har en vigtig rolle at spille i relation til udviklingslandene, mens USA måske var skeptisk indstillet over for disse institutioner. Baker svarede hertil, at administrationen som sådan ikke var skeptisk indstillet, men at USA’s bidrag til disse institutioner må ses i sammenhæng med USA’s budgetsituation. Hele verden fortæller USA, at budgetunderskuddet bør reduceres. USA vil kritisk gennemgå disse institutioners adfærd, men der burde ikke være tvivl om, at de har en vigtig rolle at spille i relation til udviklingslandene, specielt i relation til løsningen af disse landes gældsproblemer. Problemet om tilførsel af kapital til disse institutioner ville først være akut, når de har udnyttet deres udlånskapacitet. Spørgsmålet måtte drøftes i detaljer efter oktober (efter Verdensbankens årsmøde).

Jeg redegjorde for udviklingen i den danske økonomi. Man havde en vækst på 4.5 pct. i 1984. Ledigheden falder. Renten er halveret siden 1982. Inflationen i det kommende år forventes at blive på godt 2 pct. Jeg fremhævede, at denne positive udvikling var opnået ved 1) reduktion af de offentlige udgifter, 2) indkomstpolitik og 3) fjernelse af indeksering af lønninger m.m.

Danmark ser gerne kraftigere økonomisk vækst i Europa. Vi ønsker ikke et kraftigt dollarfald, men et roligt fald på 10-12 pct.

Baker replicerede, at dollaren faktisk havde mistet en tredjedel af stigningen siden 1980, at han gerne ser vækst i Europa og specielt i Forbundsrepublikken for, at der kunne være flere steder at placere investeringer. En sådan udvikling vil være nødvendig for at mindske handelsunderskuddet. Aktioner for at fremme ”fair trade” er nødvendige, en den økonomiske aktivitet i omverdenen må stige, for at USA’s handelsbalance kan forbedres mærkbart.

Baker bragte dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og USA på bane. Jeg nævnte, at jeg under en samtale med formanden for Senatets udenrigskomité (senator Lugar) havde fremhævet vigtigheden af en snarlig ratifikation af aftalen – bl.a. af hensyn til amerikanske virksomheders deltagelse i olie-aktiviteter i Nordsøen. Selv om enkelt senator stadig opponerede mod aftalen, var det vurderingen, at aftalen snart kunne forventes færdigbehandlet med et positivt resultat.

Baker spurgte herefter, hvorledes et fald i olieprisen – til 20DLS. Eller derunder – ville påvirke olieproduktionen i Nordsøen.

Jeg udtalte at en lavere oliepris snarere ville påvirke de fremtidige investeringer end den aktuelle produktion.

Intet følger slut slut

Eigil Jørgensen nr. 1321