Klik her eller på billedet for at se TV-optagelsen af talen på Statsministeriets hjemmeside

Der er mange, der i de seneste måneder har set fjernsynets filmserie Jeg, Claudius[1]

Vi har der set historiske eksempler på terror og vold. Vi har måske lænet os tilbage i stolen og tænkt: sådan er det ikke mere.

Desværre viser udviklingen, at terror og vold hele tiden stikker hovedet frem.

Vi kan måske i dag glæde os over, at der er færre diktaturstater, end der var i den tidligere generation. Alligevel ser vi rundt omkring i verden, at der er diktaturer, hvor de herskende undertrykker kritik og opposition.

Men også på anden måde ser vi vold som led i en fanatisk politisk kamp.

Vi ser flykapringer, hvor måske 200 menneskers liv sættes på spil. Glemt er nok ikke navnet Mogadishu. Det er symbolet på en situation, hvor vi igen havde terroren tæt inde på livet.[2]

Den må vi ikke bøje os for.

Herhjemme har vi lykkeligt undgået alt dette. Men strømninger udefra kan sommetider sætte sindene i bevægelse og vinde yderligtgående fortalere for vold i den politiske kamp.

Vi har været heldige i Danmark. Udviklingen i vort samfund er foregået på en menneskelig måde. Vi kender ikke til revolutioner og voldsomme brud.

Men demokratiet er underkastet udviklingens lov. Demokrati er ikke noget, der er færdigt én gang for alle. Det er noget, der skal forsvares, men det er også noget, der skal videreudvikles. Al samfundshistorie er også historien om brydninger mellem samfundsgrupper og deres interesser. Naturligvis også mellem ideer, men ofte dækker ideerne over sociale og økonomiske interesser.

Jeg tror, det er vigtigt at erkende det.

Demokratiets opgave er i virkeligheden at være rammen, men også at være værktøjet for den nødvendige udvikling.

Jeg tror, man kan sige, at et samfund er et stykke natur. Ja, man kan måske endda sige, at hvor demokratiet fungerer bedst, er det historiens og udviklingens gartner.

Lov og orden skal respekteres, men det kan blive ligeså farligt, hvis misforstået fasthed selv fremkalder konfrontationen.

Det stejle, det ubønhørlige kan også indebære en risiko for samfundsroen og for vort demokratiske system.

Det har vi set mange eksempler på ude i verden.

Vi må have tid og råd til at besinde for at undgå nye kløfter og undgå at sætte befolkningsgrupper op imod hinanden.

Jeg tror, det er vigtigt, at ideer brydes, men det er farligt, hvis fanatismen får for stor indflydelse, uanset hvilken kant, den kommer fra.

Med en digters ord vil jeg sige: ”Fri os for dem, der tror for meget, men også for dem, der tror for lidt”.

Vi kommer ikke uden om også at snakke om egoismen. Dens indhold er jo: ”Vær dig selv nok.”

Selvopholdelsesdriften er naturligvis udmærket. Viljen til at skabe for sig selv er tilmed noget sundt, men det må ikke lukke af til omverdenen, til andre. Tværtimod.

Ja, men er det danske folk da et egoistisk folk? Jeg tror det ikke.

Men jeg sad engang i en restauration i lufthavnen i Karup i Jylland. Der kom en mand ind, han bestilte også en kop kaffe, og så fyrede han løs på mig i en tone, der var en blanding af vrede og høflighed.

Han sagde: ”Nu vil jeg ikke mere. Jeg arbejder hårdt. Jeg betaler en masse penge i skat. I flår mig. Jeg skal bare betale og får ikke noget for min indsats. Alt for mange og dovne og lukrerer blandt andet på mig.”

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg blev lidt overrumplet. Men jeg fik dog taget mig sammen til at spørge ham, om den bil, som jeg så ude på parkeringspladsen, ikke var hans.

Det var – ja, jeg må ikke reklamere, men det var en bil i Mercedes-prisklassen. Jeg spurgte ham, hvordan han boede, hvor stort hans hus er, hvor meget han tjente. Jeg blev mere nærgående. ”Hvad laver deres kone? Hvordan med børnene? Er de under uddannelse?” Jeg prøvede også konkret at få svar på, hvor stort hans skattefradrag var, og hvor meget han betalte i skat.

Inden vi begge skulle afsted med flyet til København, så stod det klart for mig, at han og hans familie havde det tåleligt. Ja, mere end det. De havde det godt. Jeg vil tilføje, at jeg tror nok også, at han arbejdede hårdt for det.

Jeg er selvfølgelig ikke i tvivl om, at der er grupper, der er presset hårdt. Men jeg spørger mig selv, hvorfor den mand bruger så mange kræfter på en så voldsom utilfredshed. Hvorfor bruger han ikke dette overskud af kræfter, han åbenbart har, til virkelig at interessere sig for ting, der er reelt skævt og galt i vort samfund?

Jeg synes, det er i orden, hvis folk for eksempel har en swimmingpool. Men skal man absolut samtidig være utilfreds med, at en nervesvækket nabo får en rimelig invalidepension?

Over for den egoisme må jeg stille spørgsmålet: Hvad er egentlig et samfunds rigdom?

Tja, hvis vi skal måle det, så må det være på, hvordan de fattigste, de socialt svageste har det. Det er den måde, mener jeg, at man måler et samfunds rigdom på.

Gør vi, hvad vi kan for at skaffe arbejdspladser? Gør vi, hvad vi kan for at sikre dem, som ingen arbejde har? Hvordan har de gamle, de syge, invaliderne det? Ikke bare: Kan de overleve, men kan de leve? Kan de sidde i en varm stue og høre radio og se tv, er de ikke sat udenfor. Kan de få bøger på biblioteket? Kan de deltage i kontakter og kurser, møde andre mennesker, så de får indhold i deres tilværelse?

Det er dér, vi måler et samfunds rigdom.

Og målt med den målestok, der er Danmark et rigt land. Husker De Buster Larsen, der i sin morsomme monolog, hvor han lavede en satire på utilfredsheden hele tiden kaldte på Magda?[3]

Det er i hvert fald ikke, som Buster Larsen sagde ved den lejlighed, rigtigt at sige om Danmark, at det er ”et lorteland”. Der er ting, der skal rettes. Der er noget - eller meget – der kan og skal laves bedre. Men igen: målt med andre lande er Danmark et rigt og et godt land. Det skal vi glæde os over. Det skal vi også være på vagt for over for dem, der vil slå det i stykker.

Men denne glæde må ikke resultere i en national egoisme. Vi bliver nemlig også rigere, hvis verden omkring os som helhed bliver det.

Igennem besøg og ved forhandlinger med andre lande har jeg gang på gang konstateret, at alle landene slås med de samme problemer, som vi kender det i dagens Danmark. De er alle med forskellig styrke ramt af den økonomiske krise.

Herhjemme har vi forsøgt at afbøde de værste virkninger af krisen. Det er i hvert fald lykkedes at dæmpe inflationen. Vi har også ligesom fået startet en udvikling til forbedring af betalingsbalancen.

Men arbejdsløsheden – dens sociale og menneskelige problem, ikke mindst for de unge – det slås vi stadig med.

Regeringen og Folketinget har i 1977 fået vedtaget en række love, der over en treårig periode betyder, at samfundet investerer 10 milliarder kroner i beskæftigelse. Det må give resultater, og vi vil nøje følge udviklingen.

Den tekniske udvikling er enorm. Selv i disse år med de mange ledige hænder, der stiger produktionen.

Vi har øget vores fritid. Bil, fjernsyn, fritidshuse, ferierejser taler deres tydelige sprog.

Vi er nok yderligere på vej ind i et ’fritidssamfund’.

Men det er galt, at store grupper tvinges til fritid og føler sig overflødige – som arbejdsløse.

Vi må fordele bedre. Folk i arbejde i stedet for overarbejde.

Det må være lettere at komme ud fra arbejdsmarkedet for de ældre, der ønsker og har behov at komme ud.

Det er en opgave for samfundet og arbejdsmarkedsorganisationerne at finde en løsning på dette fordelingsproblem. Tilmed vil det skabe mere kvalitet for den enkelte.

Og så må vi lade være med at kaste et mistænkeligt skær på de mange tusinde arbejdsløse.

Der er ikke noget system, der er helt vandtæt. Skattesystem er som bekendt – og desværre - heller ikke. Vi må bruge vores kræfter på andet end mistænkeliggørelse.

Arbejdsløsheden skal derfor fortsat være vores dårlige samvittighed. En inspirator til at gøre en indsats for at få den reduceret, eller i hvert fald afbødet dens uheldige virkninger.

Vi er glade for Danmark. men vi ved også, at vi nødvendigvis må være fælles med andre. Vi må være det uden at tabe os selv – uden at miste vor identitet.

I det kommende halve år skal Danmark overtage formandskabet i De Europæiske Fællesskaber. Vi står over for mange forskellige opgaver. Vi har i 1977 – og vi vil i 1978 – gøre alt, hvad vi kan for at fremme en fælles indsats i EF i kampen mod arbejdsløshed. Men det er en opgave, som også kalder på en international indsats. Også her er det nødvendigt at løfte i flok.

Ikke mindst de store og de økonomisk stærke i Europa samt USA og Japan må medvirke. Er grundsyn i EF må det være for udviklingen i Europa, at Europa bliver et rigere samfund i den forstand, som jeg før talte om. Og det gælder også hele spørgsmålet om forholdet til den tredje verden. 

Verdensproblemerne i øvrigt er fyldt med modsætninger. Tag nu fiskeriet. Der er risiko for, at verdenshavene tømmes for fisk. Og når havet er tomt, så napper nationerne efter hinanden. Til illustration af problemerne kan jeg sige, at der endog har vist sig modsætninger inden for det danske rigsfællesskab imellem grønlændere, færinger og danske.[4]

Men det er trods alt lykkedes at forene interesserne i en fælles holdning i forhold til de mange andre lande, som vore lande, eller grupper af lande, støder fiskerimæssigt op til.

Fred i verden står naturligvis over alt, og supermagterne kan vi trods alt glæde os over, at de er på talefod med hinanden. Det er en vigtig forudsætning ved freden. De bør også medvirke ved fredelige løsninger, for eksempel af den konflikt, der er i Mellemøsten. Præsident Sadats dristige indsats må påskønnes.[5] Jeg håber, at det vil resultere i en omfattende aftale om fred i hele dette tilsyneladende evige brændpunkt.

Her i Norden er vi jo geografisk placeret mellem øst og vest. De enkelte nordiske lande har forskellige forsvarsmæssige og økonomiske forbindelser til omverdenen. Vi respekterer hinanden gensidigt for det. Stormagterne må også anerkende, at det er efter de nordiske landes eget ønske, at det forholder sig sådan. Norden har herved fuldt og helt tjent fredens sag.

Jeg kan ikke love, at 1978 bliver et godt år. Alle internationale forudsigelser lover kun nye vanskeligheder. Derfor er spørgsmålet: Skal vi frygte 1978 og fremtiden, eller kan vi tillade os at være fortrøstningsfulde?

Jeg mener, vi skal se sandheden i øjnene.

Den modgang, vi har, den modgang, vi kan vente, er til at bære. Alle de problemer, som vi taler så alvorligt om og med rynker i panden, ja de er alvorlige nok. Men de rører jo ikke afgørende ved vor levestandard, ved vores sociale velfærd, ved hele vor livsstil. De afsavn, som vi kommer ud for, er beskedne, men til gengæld nødvendige. Vi må fuldt ud acceptere dem og så i øvrigt møde hinanden i tillid.

1977 blev politisk et mere stabilt år end perioden forud. Efter valget den 15. februar konstaterer vi en ganske stor vilje til at bøje sig imod hinanden. Vi har trods den hårde sejlads, vi er ude på, i fællesskab kunnet klare pynten.

Det giver håb om, at vi også i 1978 kan give vort demokrati den autoritet, det må have, for at vi kan afværge ulykker, beskytte de svage, hævde Danmarks anseelse og i det hele taget komme godt i gennem verdenskrisen.

Jeg ønsker alle et godt nytår.