Statsminister Anker Jørgensens (S) nytårstale, 1. januar 1976

Kilder

Kildeintroduktion

Den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensens (1922-2016) nytårstale fra 1976 omhandlede især Danmarks økonomiske situation, der prægede politik og samfund i hans anden regeringsperiode 1975-1978. Siden 1973 havde den første oliekrise skabt økonomiske problemer, statsunderskud og arbejdsløshed, som den socialdemokratiske regering forsøgte af afhjælpe ved indgreb og nedskæringer, særligt i Septemberforliget i 1975, der blev indgået med Venstre og de borgerlige midterpartier og indebar momsnedsættelse, erhvervsfremmende aktiviteter og besparelser. Anker Jørgensen pointerede i nytårstalen, at Danmark trods den økonomiske krise og arbejdsløsheden var et af verdens mest velstående samfund. Han lagde vægt på, at de nødvendige nedskæringer i statens udgifter ikke måtte skade befolkningens solidaritet og fællesskab og opfordrede danskerne til i højere grad at fokusere på vækst i livskvalitet frem for økonomisk vækst. Desuden kom han ind på udenrigspolitik, internationale forhold og ligestillingsområdet.

Se TV-optagelsen af Anker Jørgensens nytårstale 1976:

Oprindelse: Statsministeriets oversigt over nytårstaler

Jeg ved, der er mange, der møder det nye år med uro og bekymring.

Det er en hård tid for dem, der rammes direkte af arbejdsløshed – og det er en hård tid for dem, der går med frygten for, at næste gang kan det måske blive dem.

Jeg ved af egen erfaring, at det er en belastning for den enkelte, som rækker langt ud over de økonomiske problemer, som arbejdsløsheden skaber.

Arbejdsløshed kan betyde et knæk for livet for den unge, der troede, at fuld beskæftigelse var en selvfølge.

Den kan også betyde et knæk for dem, der har været 10, 20 eller flere år på samme arbejdsplads, og som måske i en alder af 50 år pludselig må stille sig selv det spørgsmål, om han eller hun skal begynde helt forfra.

Derfor er det kun rimeligt, at vi har lettet arbejdsløshedens økonomiske byrder ved at forbedre arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Til alle tider har der været folk, der dulmede samfundets samvittighed ved at afvise arbejdsløshedsproblemet med udtalelser om, at de arbejdsløse nok ikke vil arbejde, og at de måske får for meget i understøttelse.

Vi bør i dag ikke glemme, at så sent som i 1973 var praktisk talt alle mænd og kvinder i arbejde, og dengang, ja da havde man da også mulighed for en forholdsvis rimelig understøttelse.

Vi må altså ikke kaste et mistænkeligt skær over hjælpen til de arbejdsløse, for hovedopgaven det er jo at skaffe arbejde. Det må erkendes, at det er en svær opgave.

Derfor kan jeg dårligt tænke mig noget bedre nytårsønske, end at 1976 måtte bringe os en hurtig vending i udviklingen og føre os tilbage til fuld beskæftigelse.

Desværre er der ikke udsigt til, at dette vil gå hurtigt.

Vi kan ikke alene og hurtigt genskabe den fulde beskæftigelse. Vi kan ikke gøre det, så længe de internationale konjunkturer er så dårlige.

Men vi kan og vi skal selv smøge ærmerne op og gøre alt, hvad der er muligt for at mildne situationen.

De foranstaltninger, der blev lavet i foråret og som blev lavet under de ekstraordinære forhandlinger ved Folketingets møde i september, de er udtryk for en politisk vilje til at søge at vende udviklingen i positiv retning.

Vi har med det, der gennemførtes i septembersamlingen, spændt den økonomiske bue så hårdt, som jeg tror det for tiden er muligt.

Vi har gjort det for at modvirke arbejdsløsheden, og vi må erkende, at det var strengt nødvendigt.

Men det er klart, at der er grænser for, hvor hårdt vi kan spænde buen, hvis den ikke skal sprænges.

Men gennem de politiske indgreb har vi fået gang i reparationsarbejdet, vi har fået gang i vedligeholdelsesarbejdet og det i dobbelt forstand nyttige isoleringsarbejde.

Boligbyggeriet er på vej opad igen, og det er også til gavn for industrien. Og vi har bremset den negative udvikling i industrien.

Det var i øvrigt et år, eller en lys side ved året 1975, at det lykkedes at samle så bred tilslutning i Folketinget omkring en sådan indsats.

Vi mødte den økonomiske krise med et stærkt opdelt, ja for ikke at sige et splittet Folketing.

Der var en almindelig frygt for, at politiske kriser og valg skulle afløses af nye politiske kriser og nye valg.

I stedet lykkedes det at samle et bredt flertal i Folketinget til en ganske vidtrækkende politisk løsning.

Det er jo lykkedes at dæmpe inflationen. Og nu skal vi i den kommende tid fastholde denne roligere udvikling.

Det vil selvfølgelig også kræve forståelse fra alle kredse i samfundet. Jeg tror, at både befolkningen, Folketinget og erhvervslivet har brug for et politisk roligt år. 

Der er naturligvis mange ting, der i det daglige kan irritere og skabe mismod og misstemning - og ofte også med rette.

Men lige meget, hvordan man vender og drejer tingene, så kan det ikke bortforklares, at Danmark til trods for den økonomiske krise er et af verdens mest velstående samfund.

Man kan spørge, hvem har bygget dette samfund op?

Svaret er naturligvis, at det har vi alle bidraget til.

Den foregående. Den nuværende generation. Det er ikke enkeltpersoners bedrifter.

Vi har naturligvis haft strid. Der har været modsætninger mellem grupperne i befolkningen, men trods alt har vi kunnet finde frem til en fællesnævner, der kunne løse problemerne.

Vort folkestyre, som måske netop nu er ude i en krise, har altså trods alt bestået sin prøve.

Men trods flere boliger, køleskabe, tv’er og bedre sociale ordninger end mange andre lande, så kan det let blive sådan, at samfundet kan blive koldt og umenneskeligt, hvis ikke vi forstår at bruge velstanden på den rigtige måde.

Vi må ikke lade den tekniske udvikling ødelægge den natur, som giver os rige muligheder for fritid og også for at hente sundhed.

Vi må sørge for, at arbejdspladserne bliver indrettet sådan, at de fremtræder med et sundt miljø for de ansatte uden unødig risiko for sygdomme og ulykker.

Det er derfor vigtigt, at vi som led i September-forliget har fremmet investeringerne i forbedring af det ydre miljø.

Det er derfor også vigtigt, at det netop før jul lykkedes at opnå et ganske stort flertal i Folketinget for den nye arbejdsmiljølovgivning.

Vi skal fortsat have vækst i vort samfund, men vi kommer til at lægge mere vægt på vækst i, hvad jeg med et fint ord vil kalde livskvalitet.

Det er jo kvalitet, når samfundet på en god måde tager sig af os, for eksempel når vi bliver syge.

Det er kvalitet, at vi i fællesskab sørger for, at de gamle og invaliderne kan få en god tilværelse.

Det er kvalitet, at vi i fællesskab sørger for, at vore børn kan få god pasning, ja jeg siger det trods alt, og en god skolegang og en god uddannelse.

Det er kvalitet, at fællesskabet medvirker til at skabe rammer, også for kulturaktivitet.

Vi må vurdere den indsats, der her gøres fra samfundet, på den rigtige måde.

Det gælder også de mennesker, der har deres daglige gerning i dette arbejde.

Man skal normalt ikke generalisere, men jeg kan ikke skjule, at jeg er fuld af beundring for den indsats, der gøres på vore hospitaler, på vore plejehjem og mange andre steder.

Her møder vi blandt offentligt ansatte opofrende og hjælpende folk, som i virkeligheden aftvinger respekt hos os andre.

Den gerning bør derfor ikke nedvurderes.

Javel, vil man nok spørge, men befinder vi os ikke i en situation, som gør det nødvendigt, at vi skal skære ned eller begrænse statens og kommunernes udgifter i de kommende år?

Jo, det må jeg erkende.

Det bliver nødvendigt at styre udviklingen, også i den offentlige sektor.

Det kan ikke undgås, at det vil kunne mærkes som noget ubehageligt visse steder.

Men i denne nødvendige proces må vi lægge afgørende vægt på, at vi ikke kommer til at skade de store værdier, som i høj grad er udtryk for menneskelig solidaritet i vores samfund.

Opgiver vi den, vil livet i samfundet blive fattigere og koldere.

1975 var De Forenede Nationers kvindeår. Altså allerede på den første dag i det nye år skal De igen høre om det.

Det har tvunget os alle til at drøfte og tage stilling til et af de store ulighedsproblemer.

Det ligestillingsråd[1], som regeringen har oprettet, er en slags resultat af dette kvindeår.

Det skal være det danske samfunds vågne øje med de uligheder, som vi også møder mellem kønnene i Danmark.

Men ulighederne findes ikke blot i vort eget samfund.

I international målestok er der tale om endnu større og langt farligere uligheder.

På godt og ondt. Verden hænger sammen.

Uligheder i verden vil påvirke os.

Verdens fred er vor fred.

Og verdens ufred er blevet vores ufred.

Der er dem der viger tilbage fra konsekvenserne af at gå ind i et udvidet internationalt samarbejde af frygt for, at det vil betyde, at vi kommer til at afgive en del af vor egen handlefrihed.

Men det er nødvendigt at erkende, at skal verden gøres mere fredelig, og skal de nuværende økonomiske problemer og krisen klares, så er der kun én vej: øget internationalt samarbejde i Europa, i hele verden og også mellem de rige og de fattige lande.

Under mit besøg i Venezuela[2] fik jeg et stærkt indtryk af, hvor store uligheder, der egentlig findes der, og så hører Venezuela endda ikke til de fattigste lande i verden.

Vi så det i Caracas, som er en millionby. Nede i dalen masser af nybyggerier og en motorvej, der som en kæmpe åre gennem dette hektiske bysamfund snoede sig gennem dalen.

Men oppe ad bjergsiderne blikskure og træskure, og det var boliger for det store flertal, noget som vi ikke vil betegne som sådan.

I disse hytter boede to-tre millioner mennesker. Der var kun det rindende vand, som de kraftige regnskyl ned af bjergsiderne medførte. Og over bjerghytterne var der et spindelvæv af elektriske ledninger, for myndighederne havde simpelthen opgivet at hindre beboerne i hytterne i at tappe strøm fra den offentlige gadebelysning nede i dalen.     

Da vi var i Mexico, så vi bysamfund med alle de svagheder, der fører med de hastigt voksende byer. Og Mexico City må siges at være en stor by - 10 millioner indbyggere.    

Men vi så også her både begyndende social udvikling og samtidig primitive og fattige landsbysamfund. Men trods alt: der er en positiv udvikling på vej i denne del af verden.

Danmark, Norden, Europa må give en hjælpende hånd med.

Under mine samtaler med Mexicos præsident gav han udtryk for, at den aftale der er sluttet mellem EF og Mexico i virkeligheden er et stykke praktisk arbejde i retning af den nye økonomiske verdensorden[3] med større lighed, som ikke mindst Mexicos præsident på den tredje verdens vegne er en så stærk fortaler for.

Det er noget positivt, fordi større lighed i verdensmålestok er nødvendig, hvis vi skal undgå sammenstød.

Vi må håbe på, og arbejde for, at demokratiet får sin chance i de enkelte lande. Derfor kunne vi i sin tid ikke være kolde over for den eller de begivenheder der fandt sted i Grækenland[4]. Derfor fulgte vi også med levende interesse udviklingen i Portugal[5]. Portugal er måske nu på vej mod demokrati.

I Spanien[6] er demokratiske kræfter ved at komme op til overfladen. Men de har mange års Franco-styre siddende dybt i systemet.

Vore udtalelser, vore handlinger, må til stadighed være rettet mod at støtte og opmuntre de demokratiske kræfter, der hvor de er truet. 

Spændingerne i verden avler vold og terror. De uforsonlige, de fanatiske søger at hindre, at de forhandlingsvillige kan nå et resultat; at de får en chance.

Men de skal have en chance, hvis verden skal blive tryggere at leve i.

Vi er nået et skridt videre i vor del af verden.

Den europæiske sikkerhedskonference i Helsingfors[7] gav resultater, som peger frem mod fred og afspænding, mod friere bevægelighed over grænserne, mod mere frihed og menneskelighed.

Det vil give større muligheder for de gode viljer. Og der er i dag - som nogensinde - brug for dem.

I opbygningen af vores eget samfund, i udformningen af det internationale samfund, og som enkelt menneske og som land, må vi finde vores plads mellem de gode viljer.

Godt nytår!             


Ordforklaringer m.m.

[1] Ligestillingsrådet: nævn til fremme af ligestilling mellem kønnene, oprettet under Statsministeriet i 1975 og nedlagt i 2000. Afløstes af det nyoprettede selvstændige Ligestillingsministerium samt Videnscenter for Ligestilling (RUC) og klageinstansen Ligestillingsnævnet.

[2] Anker Jørgensen var i november 1975 på officiel rejse i Venezuela, Mexico og USA.

[3] Ny Økonomisk Verdensorden (NØV) var et initiativ, igangsat af tredjeverdenslande. Det skulle sætte fokus på den økonomiske ulighed mellem de rige industrialiserede lande og de fattige udviklingslande, bl.a. ved at skabe et mere retfærdigt prisforhold mellem i-landenes industrivarer og u-landenes råvarer.

[4] Efter en række urolige år med monarki, militærkup og juntastyre fik Grækenland i juni 1975 en ny demokratisk forfatning.

[5] Fra 1974 til 1976 fandt Nellikerevolutionen sted i Portugal, hvor diktaturet gradvist blev afløst et demokratisk styre.

[6] I november 1975 døde Spaniens mangeårige diktator Francisco Franco (1892-1975). Det satte gang i en proces, der indførte demokrati i Spanien i 1976.

[7] Sikkerhedskonferencen i Helsingfors: i juli og august 1975 mødtes den diplomatiske konference CSCE (Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) i Helsingfors/Helsinki i Finland. Resultatet blev Helsinki-aftalen, underskrevet af USA, Canada, USSR og alle vest- og østeuropæiske lande, undtagen Albanien. Aftalen indeholdt blandt andet bestemmelser om afspænding, grænsernes ukrænkelighed, ikke-indblanding i indre anliggender, respekt for menneskerettighederne og kontakter over grænserne. Ikke alt blev ført ud i livet, men aftalen var en vigtig milepæl i afspændingsprocessen under den kolde krig.