... brødes itu.
Så bad han hver kriger stige af sin hest,
drive den langt bort og fortsætte til fods,
og at stole på sin hånd og på sit gode forsæt.
Da Offas måg først mærkede,
at jarlen ikke ville tåle nogen fejghed,
lod han sin elskede høg flyve fra sin hånd,
sin høg til skovs og begav sig selv til kampen.
Af dette kunne man se, at drengen ikke ville
vakle i kampen, nu da han havde grebet til våben.
Sammen med ham ville Eadric følge sin herre,
sin fyrste i kamp; han drog i kamp
med spyd i hånd; og han stod ved sit forsæt,
så længe han med sine hænder kunne holde
på sit skjold og brede sværd. Han holdt sit løfte,
da han skulle kæmpe foran sin herre. 
     Så begyndte Byrhtnoth at stille sine mænd op;
han red rundt og gav råd og lærte sine krigere,
hvordan de skulle stå og holde deres plads,
og bad dem holde deres skjolde rigtigt,
fast med hænderne og uden frygt.
Da han havde stillet hæren smukt op,
sad han af blandt krigerne hvor han helst ville,
hvor han vidste sin livvagt mest trofast. 
     Så stod på bredden, han anråbte dem bistert,
vikingernes budbringer, udtalte ord
som truende bragte søfarernes
ord til jarlen, hvor han stod på bredden.
"Dristige sømænd har sendt mig til jer,
de bød mig sige, at I hurtigt skal sende
ringe med borgen, og at det er bedre for jer,
at I betaler jer fra dette slag med penge,
end at vi skal dele så hård en kamp.
Vi behøver ikke dræbe hinanden, hvis I er rige nok;
vi vil slutte fred mod guld.
Hvis Du, som er den rigeste her, beslutter,
at Du vil løskøbe dit folk
og give sømændene efter deres forlangende,
penge godvilligt og slutte fred med os,
så vil vi begive os til vore skibe med skatten,
stikke til søs og holde fred med jer".
     Byrhtnoth hævede sin røst, han greb sit skjold,
rystede sit smidige spyd og talte disse ord,
den vrede og frygtløse gav ham svar:
"Hører Du, søkriger, hvad dette folk siger?
Det vil give jer spyd for skat,
med forgiftet od og et gammelt sværd,
sådanne våben som ikke vil nytte jer meget i kamp.
Du sømænds sendebud, tag en besked med tilbage,
giv dit folk en langt mindre behagelig historie,
at her står med sine folk en jarl af uplettet ry,
som vil beskytte sin odel,[1]
Æthelreds, min herres, hjem,
folk og land. Falde skal
hedningene i kampen. For skændigt synes det mig,
om I skulle fylde jeres skibe med vore skatte
uden kamp, nu da I er kommet
så langt ind i vort land.
Ej skal I vinde rigdom så let.
Spyd og sværd skal skille mellem os
med grum kampleg, før vi betaler skat". 
     Så bad han krigerne gå frem, bærende deres skjolde,
indtil de alle stod på flodens bred.
For vandet kunne den ene hær ikke nå den anden!
Der kom flydende flod efter ebbe;
vandene mødtes. For længe syntes det,
inden de kunne nå hinanden med spyddene.
     Der stod de ved Pantas strøm i prægtig orden,
blomsten af østsakserne og skibshæren;
ingen skade kunne de gøre hinanden,
medmindre nogen fandt døden ved en pils flugt. 
     Tidevandet gik ud. Skibsfolkene stod rede,
mange vikinger opsatte på kamp.
Så bød krigernes beskytter at holde broen
en kæmpe, tapper i kamp, - hans navn var Wulfstan -
en modig mand af modig slægt. Det var ham, Ceolas søn,
som med sit kastespyd fældede den første mand,
som dristede sig ud på broen.
Der stod med Wulfstan frygtløse krigere,
Ælfhere og Maccus, tapre to.
De ville ikke flygte ved vadestedet,
men værgede sig ufortrødent mod fjenden,
så længe de kunne bruge deres våben.
Da de forstod og hurtigt indså,
at de der havde fundet barske beskyttere af broen,
tog de forhadte gæster deres tilflugt til list
og bad om lov til at gå i land,
til at gå over vadestedet og føre deres mænd over.
     Så begyndte jarlen, i sit overmod,
at vige alt for meget for det forhadte folk.
Begyndte at kalde da over det kolde vand
Byrhthelms søn - krigerne lyttede:
"Nu er vejen ryddet for jer; kom hurtigt, mænd,
mød os i kamp. Gud alene ved,
hvem der skal beholde valpladsen"[2]. 
     Kampulvene rykkede frem, de skyede ikke vandet,
vikingernes skare; vest over Pante,
over de glitrende vande kom de med deres skjolde,
krigerskaren kom i land med deres lindetræsskjolde.
Der, rede til at møde fjenden, stod
Byrhtnoth og hans mænd. Med skjoldene bød han dem
danne skjoldborg[3] og holde rækkerne
fast mod fjenden. Nu var slaget nær,
og den ære som vindes i kamp. Den tid var inde,
hvor de, som skæbnen pegede på, skulle falde.
Der blev larm og råb. Ravne kredsede,
ørnen grådig efter føde. Der var et skrig på jorden. 
     De lod nu flyve fra deres hænder de hvasseste[4] spyd,
velslebne kastespyd fløj.
Buerne havde travlt, od gik gennem skjold.
Grum var kampen. Krigere faldt
på begge sider, ynglinge[5] lå døde. 
     Wulfmær såredes, sin plads blandt de faldne tog
Byrhtnoths slægtning. Med sværd blev han,
hans søstersøn, grumt nedhugget.
Så fik vikingerne i samme mønt:
jeg hørte, at Edward dræbte én
grumt med sin klinge; han lagde ikke fingrene imellem,
så den dødsdømte kæmpe faldt ved hans fødder.
Derfor takkede høvdingen ham,
sin kammerherre, da han fik lejlighed til det. 
     Således støttede de tapre hinanden,
kæmperne i kampen. Ivrigt kappedes de om,
hvem der først med sit spyd kunne
berøve en af de dødsdømte mænd livet,
krigere i våben. De faldne dækkede jorden.
Mændene stod fast; Byrhtnoth opildne de dem,
bød hver kriger at hellige sig kampen,
som ville vinde ry mod danskerne.
     Da kom en, kampstærk, med våbnet hævet
og sit skjold til værn, han styrede lige mod manden.
Jarlen gik lige så frygtløst mod karlen.
De havde ondt i sinde mod hinanden.
Så sendte søkrigeren et sydlandsk spyd,
så krigernes herre blev såret.
Han pressede med sit skjold så skaftet brast
og rystede spyddet, så det sprang tilbage igen.
Krigeren blev vred: med sin lanse gennemborede han
den hovmodige viking, som havde givet ham såret.
Krigeren var øvet: han lod sit spyd gå
gennem den unge krigers hals, hans hånd førte det,
så det berøvede hans dødelige fjende livet.
     Hurtigt skød han en anden,
så at hans brynje brast: han blev såret i brystet
gennem sit ringpanser; i hans hjerte stod
den giftige od. Jarlen var den bedst fornøjede:
den tapre mand lo og takkede sin Skaber
for det dagsværk, som Herren havde undt ham.
     Nu lod en af drengene et spyd
flyve fra sin hånd, så det gik for dybt
gennem Æthelreds ædle thegn.[6]
Ved hans side stod en endnu ikke voksen kriger,
en knægt i kamp; helt modigt trak han
det blodige spyd ud af krigeren og lod det,
Wulfstans søn, Wulfmær den Unge,
med stor kraft, flyve tilbage igen.
Odden trængte ind, så at han nu lå død på jorden,
der før så grumt sårede hans herre.
Så gik en fuldt væbnet mand mod jarlen;
han ville tage krigerens skatte,
rustning og gyldne ringe og udsmykket sværd. 
    Så drog Byrthnoth sit sværd fra skeden,
bredt og med skinnende klinge, og huggede mod hans harnisk.[7]
For hurtigt hindrede en af krigerskaren ham,
da han uskadeliggjorde jarlens arm.
Da faldt det guldhæftede sværd til jorden.
Han kunne ikke bruge sin skarpe klinge
eller bruge sit våben. Men han kunne stadig tale,
den gråhårede kriger, han opmuntrede de yngre,
opildne de sine gode kampfæller til at gå fremad.
Han kunne ikke længere stå oprejst på benene;
han så mod himlene:
"Jeg takker dig, Hærskarers Herre,
for alle de glæder, jeg har haft i denne verden.
Nu har jeg, nådige skaber, mest brug for,
at Du ser i nåde til min ånd,
så min sjæl kan fare til dig,
under din magt, Engles Hersker,
rejse med fred. Jeg bønfalder dig om,
at djævle ikke må martre[8] den."
     Så huggede de hedenske skalke ham ned,
og begge de kæmper, som stod hos ham,
Ælfnoo og Wulfmær, de lå begge døde,
de gav deres liv ved deres herres side. 
     Så forlod de kampen, som ikke ville være med:
der var Oddas sønner først til at flygte,
Godric vendte sig fra kampen, og svigtede den gode mand,
som ofte havde givet ham mangen en hest.
Han sprang på den hest, som hans herre ejede,
på det dækken, som han ingen ret havde til,
og begge hans brødre stak af sammen med ham,
Godwine og Godwig brød sig ikke om kampen
men vendte striden ryggen og næsen mod skoven,
flygtede ind i dens sikkerhed og bjergede livet,
og flere mænd end det på nogen måde sømmede sig,
hvis de blot havde husket alle de velgerninger,
som han havde gjort mod dem.
Det havde Offa sagt til ham tidligere på dagen,
på mødepladsen, da han holdt ting,
at mange talte tapre ord der,
som ikke ville stå fast, når det gjaldt.
     Nu var folkets fører død,
Æthelreds jarl, alle så de,
arnekammeraterne, at deres herre lå død.
Så trængte stolte krigere sig frem,
mænd uden fejghed hastede ivrigt.
de ville da alle et af to:
miste livet eller hævne deres herre.
     Således ansporede Ælfric's søn dem
en kriger ung af år, han holdt en tale,
Ælfwine sagde da, han talte tappert:
Husk de løfter, som vi ofte aflagde over mjøddet,
når vi sad på bænken og pralede,
helte i hallen, om hårde kampe:
nu skal det vise sig, hvem der er tapper.
Jeg vil opregne min ædle slægt for alle,
at jeg kommer fra en mægtig familie blandt mercierne
at min bedstefader hed Ealhelm, ,
en klog og rig jarl.
Ingen af det folk skal kunne sige mig på,
at jeg tænkte på at undfly fra denne hær,
og rende hjem, nu hvor min herre ligger,
hugget ned i kamp. Dette er den største sorg for mig:
han var både min slægtning og min herre".
Så trængte han fremad, han tænkte kun på kampen,
så at han kunne nå en med sit spyd,
en sømand ud af skaren, for at strække ham ud på jorden,
fældet med hans våben. Nu begyndte Offa at opildne sine fæller,
venner og ledsagere, til at gå fremad.
Han oplod sin røst og svang sit asketræsspyd:
"Hør, Du, Ælfwine, har formanet alle
thegner til gavns. Nu hvor vores herre ligger død,
jarlen på jorden, båder det os alle
at enhver opmuntrer sin næste,
kæmper til kamp, så længe han evner sit våben
at have og holde, den hårde klinge,
spyddet og det gode sværd. Os har Godric,
Oddas feje søn, alle svigtet.
For mangen en mand troede, da han red på hesten,
på den vælige[9] ganger, at det var vores herre.
Derfor spredtes vor hær her på slagmarken,
skjoldborgen brødes. Fordømt hans gerning,
at han her fik så mange mænd til at flygte".
Leofsune tog nu ordet og hævede sit skjold,
sit bræt til beskyttelse; han svarede hin kriger:
"Jeg lover, at herfra skal jeg ikke
flygte en fodsbred, men jeg vil gå fremad,
hævne min herre og ven i kampen.
Standhaftige kæmper om Sturmer skal ikke
kunne sige om mig, nu hvor min kære er død,
at jeg drog herreløs hjem,
vendte kampen ryggen. Men mig skal et våben tage,
od og jern". Fuld af harme rykkede han frem,
kæmpede tappert, flugt foragtede han.
Dunnere talte så, han svang sit sværd,
en simpel bonde tog ordet i alles påhør,
bad om at enhver kriger ville hævne Byrhtnoth:
"Ej må den vakle, som tænker at hævne ham,
folkets herre, eller ænse sit eget liv".
Så gik de fremad, de tænkte ikke på livet.
Hirdmændene fortsatte den bitre kamp,
gramme spydbærere, og bad til Gud om
at de måtte hævne deres herre
og bringe deres fjender til fald.
Gidslet kastede sig ivrigt ind i kampen;
han var af brav northumbrisk slægt,
Ecglafs søn, hans navn var Æscferth.
Han holdt sig ikke tilbage i kamplegen,
men han lod mangen en pil flyve;
så ramte han et skjold, så ramte han en mand,
hele tiden gav han nogen sår,
så længe han kunne bruge sit våben.
     I forreste linje stod stadig Edward den lange,
rede og kampivrig; han skrød
at han ikke ville flygte blot en fodsbred,
eller vende ryggen til, nu hans overmand lå død.
Han brød skjoldenes mur, og kæmpede mod krigerne,
indtil han sin gavmilde herre på sømændene
værdigt hævnede, før han lå på valen.
     Det samme gjorde Ætheric, den ædle følgesvend,
ivrigt og hæftigt kæmpede han modigt
Sibyrhts broder og uhyre mange andre,
kløvede det bulede (?) skjold, forsvarede sig mandeligt.
Skjoldets værn brast, og hans brynje sang
en rædselssang. Så i kampen strakte
Offa en søkriger til jorden,
og der faldt Gadds slægtning selv til jorden:
brat blev Offa selv hugget ned i kampen.
Og dog havde han udført, hvad han lovede sin herre
da han svor over for ringgiveren,
at de begge skulle ride til borgen
uskadte hjem eller dø blandt fjenderne,
på valpladsen dø af deres sår.
Han lå, som en thegn bør, ved sin herres side.
Så brødes skjolde. Havets mænd trængte på,
optændt af kampen. Spyddet gennemborede ofte
den dømtes sjælehus. Nu trængte Wistan sig frem
Thurstans søn kæmpede mod mændene.
Wighelms søn blev i trængslen tre mænds bane
før han selv lå på valen.[10]
Der blev en hård kamp. De stod fast
krigerne i kampen. Kæmper opgav,
udmattede af deres sår. De døde faldt på jorden.
     Oswold og Eadwold imedens,
de to brødre, opildnede mændene,
talte til deres kampfæller og bad dem
at de holdt ud der i nødens stund,
at de usvækket nyttede deres våben. 
     Byrhtwold mælte, hævede sit skjold -
han var en gammel følgesvend - han svang sit spyd;
dristigt opildnede han krigerne:
"Huen skal være hårdere, hjertet taprere,
modet skal være større, alt som vore kræfter svinder.
Her ligger vores herre, hugget i småstykker,
den store i støvet. Må han evigt begræde det,
den som nu tænker på at vende sig fra denne kampleg.
Jeg er gammel af år. Jeg vil ikke forlade valen
men jeg ved min herres side,
ved så højtelsket en mand agter at ligge".
Ligeså opildnede Æthelgars søn dem alle,
Godric til kamp. Ofte sendte han et spyd afsted,
lod en dødbringende od flyve mod vikingerne;
ligeledes gik han forrest blandt krigerne,
huggede og vog[11], indtil han døde i kampen.
Det var ikke den Godric, som flygtede fra slaget.

Ordforklaringer m.m.