Slaget ved Fodevig, 11. juni 1134

Artikler

Slaget ved Fodevig nær Hammar i Skåne var det sidste afgørende slag under borgerkrigen mellem Erik Emune, kong Niels og Magnus Nielsen.

I pinsen 1134 drog Niels, Magnus, Henrik Skadelår og rigets bisper til Skåne med en stor hær for en gang for alle at gøre det af med Erik Emune og dermed afslutte den borgerkrig, der havde hærget Danmark siden drabet på hertug Knud Lavard i januar 1131.

Sådan skulle det dog ikke gå, for i mellemtiden havde ærkebisp Asser skiftet side og var gået over til Erik Emune. Erik kunne som følge af Assers allianceskift regne med ærkebispens stærke hird som en velkommen forstærkning til sin hær. Tilsyneladende havde Erik desuden hvervet tysk hjælp.

Da det pinsemandag, den 11. juni 1134, kom til slag ved Fodevig, besejrede Erik Emune den kongelige hær ved for første gang i danmarkshistorien at gøre brug af rytteri i stor stil under et slag. Slaget ved Fodevig kostede såvel Magnus, prins Henrik Skadelår, bisperne Peder af Roskilde, Thore af Ribe, Ketil af Vestervig og Henrik af Sigturna i Sverige samt mange verdslige stormænd og 60 præster livet. Bisp Adalbert af Slesvig døde siden hen af de sår, han havde fået.

Kong Niels flygtede efter slaget til Sjælland sammen med Erik Emunes bror Harald Kesja, som han her gjorde til medkonge. Niels drog derefter til Slesvig, hvor borgerne hævnede sig for drabet på deres hertug Knud Lavard og dræbte Niels. Harald Kesja måtte flygte til Norge. Slaget gjorde således effektivt Erik Emune til dansk konge.

Ved Fodevig findes der i dag et vikingemuseum.

Kortet viser, hvor i Skåne at slaget fandt sted.
Det markerede område på kortet viser, hvor i Skåne at slaget fandt sted. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1134 -1134
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Danstrup, John: "Træk af den politiske kamp 1131-1182", i Friis, Astrid og Olsen, Albert (red.): Festskrift til Erik Arup den 22. November 1946 (1946).

Paludan, Helge: Flos Danie, i Historie VII (1966/67).

Skyum-Nielsen, Niels: Kvinde og slave (1971).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1134 -1134
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Danstrup, John: "Træk af den politiske kamp 1131-1182", i Friis, Astrid og Olsen, Albert (red.): Festskrift til Erik Arup den 22. November 1946 (1946).

Paludan, Helge: Flos Danie, i Historie VII (1966/67).

Skyum-Nielsen, Niels: Kvinde og slave (1971).

Udgiver
danmarkshistorien.dk