Niels W. Gade: Efterklange af Ossian, 1840

Kilder

Kildeintroduktion:

Efterklange af Ossian er et værk komponeret for orkester af den danske komponist Niels W. Gade (1817-1890). Værket blev komponeret til en ouverturekonkurrence arrangeret af Musikforeningen, som fra 1830'erne var Københavns førende musikinstitution. Gade vandt konkurrencen med sin komposition, som blev førsteopført i 1841 og godt modtaget af publikum og anmeldere i Danmark.

Den skotske sagnfigur Ossian var i datiden særdeles populær i Tyskland. Musikforeningens dommere bestod overvejende af tysktalende komponister, og Gade havde muligvis dommerpanelet for øje, da han valgte værkets titel med tydelig inspiration og tilknytning til Tyskland. Danske og nordiske folkeviser var populære, og nogle har argumenteret for, at Gade anvendte den danske folkemelodi Ramund var sig en bedre mand som inspiration, og at værket derfor i stedet skulle udtrykke et nordisk særpræg. Det var i forbindelse med opførelser i Tyskland, at Efterklange af Ossian og andre af Gades værker første gang blev beskrevet som udtryk for noget særligt dansk eller nordisk. Karakteristikken bed sig fast under betegnelsen 'den nordiske tone'.

Efterklange af Ossian blev Gades gennembrudsværk, men værket blev først anderkendt som et værk af national betydning efter 1850. Det skete først et par år efter Gade var vendt hjem fra Leipzig, hvor han havde arbejdet som dirigent og komponist siden 1843.

Hør Efterklange af Ossian indspillet af Berliner Rundfunkorchester.

Hovedtemaet fra Efterklange af Ossian.
Hovedtemaet fra Efterklange af Ossian. Foto: Det Kgl. Bibliotek