Karikaturkrisen og globalisering

Artikler

Karikaturkrisen 2005-2006, tidligere også kaldet Muhammed-krisen, begyndte som en debat i Jyllands-Posten om muligheden for at afbilde profeten Muhammed, men bredte sig i løbet af få måneder til demonstrationer og voldelige aktioner mod danske interesser i Mellemøsten og i resten af verden. Krisen rejste det store spørgsmål om, hvilke rettigheder der må veje tungest i et demokratisk samfund: ytringsfrihed eller religionsfrihed og hensyntagen til en religiøs minoritet? Samtidig viste krisen med al tydelighed, at grænserne mellem indenrigspolitik og udenrigspolitik var ophævet; en debat rejst i en dansk avis gav voldsomme reaktioner i store dele af verden. De 12 karikaturer i Jyllands-Posten kunne bruges politisk af mellemøstlige regimer, og i muslimske majoritetslande udløste karikaturerne frustrationer, der pegede tilbage på en ældre kolonihistorie. Historien om karikaturkrisen er derfor ikke blot et stykke danmarkshistorie af afgørende betydning for landets selvforståelse, det er også historien om Danmarks plads i en globaliseret verdensorden.  

Krisens forløb

Karikaturkrisen begyndte, da Jyllands-Posten bragte 12 karikaturer, som forestillede muslimernes profet Muhammed, den 30. september 2005. Både danske muslimer og muslimske diplomater i Danmark var blandt de første til at protestere over karikaturerne, som de mente var en bevidst og krænkende fornærmelse imod islam. Siden hen gav karikaturerne voldsomme reaktioner internationalt. I de første måneder af 2006 blev danske ambassader i Mellemøsten brændt af, danske varer blev boykottet, og der var store demonstrationer mod Jyllands-Posten og den danske regering over hele verden. Det var for mange danskere svært at begribe, hvordan tingene var eskaleret. Danmark befandt sig ifølge landets udenrigsminister, Per Stig Møller (1942-), i ”den største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig”.

Politisk udviklede krisen sig på flere planer.  På et officielt og formelt plan var der dels den danske debat om principper (den ubegrænsede ytringsfrihed) og politikker (integrationspolitik og udlændingepolitik), dels de internationale diplomatiske spor (Den Arabiske Liga, OIC, EU, FN). På et uofficielt og aktivistisk plan opstod en række nye grupperinger, som bidrog til en mere nuanceret debat i det offentlige Danmark, mens verden svarede igen med omfattende og tilsyneladende folkelige protester.

En ny rolle i verden

En meget væsentlig kritik af den danske regerings håndtering af karikaturkrisen handlede om, at regeringen ikke havde forståelse for, at globalisering indebærer en flydende overgang mellem indenrigs- og udenrigspolitik. Sammenhængen mellem publiceringen af karikaturerne i september 2005 og ambassadeafbrændingerne i Mellemøsten i februar 2006 var måske nok kompliceret, men den var der. I sin nytårstale den 1. januar 2006 talte statsminister Fogh Rasmussen om, hvor fint Danmark klarede sig internationalt, men han talte ikke om, at den karikaturkrise, landet stod midt i, kunne påvirke nogen uden for landets grænser, endsige påvirke Danmarks forhold til andre lande.

Før 2006 blev globalisering primært anset for at knytte sig til økonomi. Men karikaturkrisen fik danskerne til at forstå, at globalisering også indebar kultur og politik – altså flere former for kommunikation og udveksling mellem mennesker. En kaotisk flok af aktører i og uden for Danmark bidrog til, at en skelnen mellem nationale diskussioner og internationale reaktioner var umulig at opretholde. Statsministerens nytårstale den 1. januar 2006 viste, at den danske regering indså dette meget sent.

Men når karikaturkrisen kunne udvikle sig så eksplosivt, som tilfældet var, skyldtes det ikke blot manglende dansk forståelse for politikudvikling i en globaliseret verden. Der var tale om en perfekt storm, idet der var sammenfald mellem danske muslimer, som bevidst udbredte karikaturerne i muslimske majoritetslande, og de opsparede frustrationer i mange af disse lande. Disse frustrationer eksisterede inden offentliggørelsen af karikaturerne og havde ikke meget med dem at gøre. Frustrationerne skyldtes derimod fattigdom, ringe grad af politisk indflydelse, uigennemskuelig og urimelig magtanvendelse og følelsen af kulturel underlegenhed.

Man kan ikke i en global verden adskille indenrigs- og udenrigspolitik. Det var Udenrigsministeriets konklusion i årsrapporten fra 2005. En anden konklusion var, at Danmark spillede en anden rolle i verden end hidtil. Krisen medførte boykot, angreb på danske ambassader og international kritik af regeringens håndtering af situationen og hermed en bevidsthed om en udtalt sårbarhed såvel økonomisk som diplomatisk og politisk. Der var tale om et åbenlyst kontroltab, hvor Danmark måtte søge støtte hos allierede og samarbejdspartnere i EU og USA. Danmark var åbenlyst afhængig af relationer til allierede stater og organisationer og lærte at sætte meget stor pris på ro, orden og gensidig respekt mellem lande globalt set. Som vi har set, var det vanskeligt at opnå støtte fra især USA, og uden den havde de voldelige demonstrationer formodentligt trukket ud. 

Reaktionerne i Mellemøsten

Karikaturerne fremprovokerede reaktioner på grund af det umiddelbart stødende indhold, men oveni kom en række opsparede frustrationer. På den ene side befolkningers vrede over eksisterende despotiske regimer i Mellemøsten og på den anden side også frustrationer over historiens mange eksempler på vestens uretfærdige behandling af mellemøstlige, afrikanske og sydasiatiske stater i form af kolonisering og politiske og militære interventioner. Koblingen mellem kritik af de danske karikaturer og de ophobede negative følelser i befolkningerne i mange muslimske majoritetslande resulterede tilsammen i de dramatiske episoder i starten af februar 2006.

Den historiske ubalance i magtforholdet mellem Vesten og tidligere kolonilande som Egypten, Libanon, Syrien, Indien og Pakistan fik nyt liv under karikaturkrisen. Demonstranter og politikere i de tidligere kolonilande satte ord på en følelse af loyalitet over for og samhørighed mellem muslimer og ignorerede forskelle, landegrænser og politiske uenigheder, som normalt ville stå i vejen for et sådant sammenhold. Dette skete dels gennem organisationer som Den Arabiske Liga og OIC, dels gennem en umiddelbart følelsesbetinget oplevelse af fællesskab udtrykt i slagord som ’Allahu akbar’ (Gud er stor!) ved demonstrationer. Der opstod en form for transnational identifikation, når demonstranter i Syrien og Pakistan krævede retfærdighed for profeten på baggrund af karikaturernes provokation. Grobunden for sådanne følelser var ensartede historiske oplevelser – kolonitidserfaringerne – og ensartede erfaringer fra nyere historie med vestlig deltagelse i krige i muslimske områder. Dertil kan vi lægge en fælles religiøs forståelsesramme og profeten som et enormt betydningsfuldt symbol for verdens muslimer uanset land, sprog, fortolkning, tradition og skole. Alt i alt en potent cocktail af historiske, politiske, sociale, økonomiske og religiøse frustrationer. 

En brat opvågnen

Når den danske regering argumenterede for, at karikaturkrisen kunne reduceres til et spørgsmål om at være for eller imod ytringsfrihed, overså de den magtpolitiske ubalance mellem muslimske majoritetslande og vestlige stater internationalt og frustrerede muslimer nationalt. De overså, at indenrigs- og udlændingepolitik i en globaliseret verden let flyder sammen med udenrigspolitik.

Reaktionerne på Jyllands-Postens karikaturer demonstrerede en ny bevidsthed hos danske muslimske minoriteter og i majoriteten; islam og muslimer var kommet til Danmark for at blive. Dermed var spørgsmålet om, hvordan man i et mere kulturelt, etnisk og religiøst sammensat land tog hensyn til forskelligheder på den mest hensigtsmæssige måde, uundgåeligt.

Det var imidlertid ikke kun den danske regering, der famlede på det tidspunkt. Det betød en brat opvågnen for hele den danske nation, hvor globaliseringens sammenhænge pludselig stod klart, og hvor Danmark og danskerne blev ganske bevidste om at være politisk og diplomatisk afhængige af allierede og af at opretholde gensidig respekt mellem stater globalt.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Kirstine Sinclair
Tidsafgrænsning
2005 - 2006
Sidst redigeret
10. februar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Sinclair, Kirstine: Karikaturkrisen. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Klausen, Jytte: The Cartoons that Shook the World (2009).

Stage, Carsten: Tegningekrisen – som mediebegivenhed og danskhedskamp (2011).

Petersen, Nikolaj: ”Handlerummet for dansk udenrigspolitik efter Muhammed-krisen”. I: Den Ny Verden, nr. 2 (2006).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Kirstine Sinclair
Tidsafgrænsning
2005 - 2006
Sidst redigeret
10. februar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Sinclair, Kirstine: Karikaturkrisen. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Klausen, Jytte: The Cartoons that Shook the World (2009).

Stage, Carsten: Tegningekrisen – som mediebegivenhed og danskhedskamp (2011).

Petersen, Nikolaj: ”Handlerummet for dansk udenrigspolitik efter Muhammed-krisen”. I: Den Ny Verden, nr. 2 (2006).

Udgiver
danmarkshistorien.dk