B. PÅVIRKNING I HOMOSEKSUEL RETNING.

Som det vil ses, indeholdt hele det i kap. VI behandlede materiale kun 2 originært homoseksuelle personer, og jeg tror ikke, der er megen tvivl om, at dette tal er nogenlunde rigtigt. Tallet var oprindelig større, men ved nøjere gennemgang af materialet og af disse personers fortid (1 var straffet for uterlighed over for en 15 årig pige, og 1 havde under et hospitalsophold bl.a. vist en ret nærgående interesse overfor det kvindelige personale), måtte et par stykker, der selv mente, at de var homoseksuelle, placeres under rubrikken: biseksuelle.

Der er iøvrigt i materialet ca. 12,5 % biseksuelle, og flere af disse mente, som anført, at de var homoseksuelle, og det er jo højst sandsynligt, at de på grund af de forhold, de har levet under, er stærkt på vej til at blive det.

Mange af dem, der nu må betragtes som biseksuelle, hører sandsynligvis til den gruppe, som Helweg[1] har karakteriseret som seksuelt usikre, og som utvivlsomt havde haft en chance for at glide ind i en heteroseksuel tilværelse, hvis de ikke var kommet så langt ud i disse homoseksuelle forhold, at deres udvikling nu går i denne retning. Helweg oplyser nærmere herom, at der findes en del personer, som gør sig skyldig i homoseksuelle handlinger, men hvor der ikke ligger en oprindelig, konstitutionelt betinget abnormitet til grund derfor. Det drejer sig om en tilvænning til denne specielle form for seksuel pirring, enten fremkommen senere i livet som et perverst udslag af stærk variationssøgende nydelsestrang eller – hyppigere – som en gennem tidlig forførelse erhvervet uvane, grundlagt og fikseret på et tidspunkt, hvor kønsdriften endnu er lidet udviklet og differentieret, og hvor følgelig den simple fremkaldelse af orgasme ved den metode, der nu tilfældigvis er bleven anvendt, kan blive vanemæssig. I mange tilfælde, hvor sådan homoseksuel forførelse har fundet sted i barndom eller puberteten, mener professor Helweg dog, at den normalt forløbende kønsudvikling snart vil lægge denne tilvænning til abnorme praktiker bag sig; men hos visse personer kan den blive varig og kan i det senere liv bestå som enerådende form eller sideordnet med normal heteroseksuel udøvelse. Det hævdes endvidere, at denne udvikling ikke behøver at forudsætte et egentlig biseksuelt anlæg, men i almindelighed dog må antages at bero på en vis usikkerhed i kønsdriftens uddifferentiering, således at den heteroseksuelle tendens ikke har haft kraft til at slå igennem.

Det kan endvidere nævnes, at professor Gøsta Rylander[2], Sverige, der er medlem af den svenske medicinalstyrelse, vedrørende spørgsmålet om en ændring af strafbeskyttelse mod homoseksuelle efterstræbelser af aldersklassen fra 18-21 år fra en betinget til en ubetinget beskyttelse, har udtalt, at man må afveje på den ene side ønsket om at yde de homoseksuelle et vist værn mod afpresning mod på den anden side samfundets absolutte interesse i at beskytte unge mænd og kvinder i den nævnte aldersgruppe.

Efter Rylanders mening synes alt at tyde på, at unge i den omhandlede alder, som i vindingshensigt indlader sig på homoseksuelle handlinger, før eller senere vender tilbage til et normalt indstillet driftsliv. Resultatet kan selvfølgelig blive anderledes, hvis der forefindes biseksuelle anlæg eller en latent homoseksuel tilbøjelighed.

Endelig har professor dr. med. Ørnslev Ødegård[3], Norge, udtalt, at de latent homoseksuelle i hvert fald er så talrige, at det er et vigtigt socialt problem at hindre, at de glider over i homoseksuel retning. Fra et psykiatrisk synspunkt må det være af væsentlig betydning, at børn og unge beskyttes mod homoseksuel påvirkning, ikke ud fra nogen sikker overbevisning om, at en sådan påvirkning er nogen hovedårsag til homoseksualitet, men fordi sandsynligheden for en sådan årsags sammenhæng er så stor, at man ikke har ret til at overse den.

Ødegård slutter med at fastslå, at der i homoseksualitetens væsen ligger en vis ekspansionstrang, således at de fleste homoseksuelle vil føle tilfredsstillelse ved at vide, at de har talrige fæller. Ligeledes er det psykologisk let forklarligt, at den, som selv er homoseksuel, vil føle trang til at gøre propaganda for det synspunkt, at denne form for seksualitet har samme berettigelse som den heteroseksuelle både i biologisk, psykologisk og social henseende. I sådanne udtalelser - siges det endvidere - kan der ligge en fare, fordi en ikke ubetydelig del af ungdommen har latente homoseksuelle tendenser og også ofte en vis angst for det andet køn med dragning mod "mands-samfundet"s kammeratskabskredse.

Som et eksempel på en homoseksuels alvorlige forsøg på forførelse af en dreng kan jeg i denne forbindelse nævne følgende tilfælde:

En 15 årig dreng blev af børneværnet på grund af mindre berigelsesforbrydelser anbragt på hjem. Her kom han under påvirkning af en 18 årig homoseksuel elev, der fik ham til at stå i forhold til sig og til at sværge en højtidelig ed om troskab. Den pågældende havde i det hele taget en meget uheldig indflydelse på drengen, og først da denne blev overflyttet til et andet hjem, lykkedes det ham at frigøre sig for påvirkningen og at afbryde forholdet. Alligevel søgte den homoseksuelle, der i mellemtiden var blevet udskrevet af forsorgen, på alle måder at komme i forbindelse med drengen. Han opsøgte ham gentagne gange. Han skrev "kærestebreve" med vamle hentydninger, og han lokkede med løfter om gaver og sendte rejsepenge for at få drengen til København. Han sendte tilsidst truselsbreve om at hævne den brudte ed. Først da den homoseksuelle ved retten blev dømt for overtrædelse af et påbud om at holde sig borte fra drengen, der i mellemtiden var kommet i lære og syntes at have rettet sig, fik han lov til at være i fred.

Det i materialet fundne antal af biseksuelle ( 12,5 % ) er iøvrigt noget højere end de 4 %, som Hirschfeldt[4] ved den foran omtalte undersøgelse nåede frem til, men dette kan måske skyldes de mange fejlmuligheder, som Hirschfeldt's undersøgelser var behæftet med. Forøvrigt er der jo for såvidt angår mit materiale den mulighed, at mange biseksuelle udnytter deres seksuelle indstilling til at indlade sig i disse forhold, som den heteroseksuelle må nære modvilje imod, og som han formentlig kun med visse vanskeligheder vil kunne overvinde.

Tallet er imidlertid - selvom det kun drejer sig om et særligt udsnit af befolkningen - nogenlunde i overensstemmelse med Kinsey, Pomeroy og Martin's undersøgelser[5], hvorefter de biseksuelle udgør mellem 10 og 18 % af den mandlige befolkning.

Det er som foran omtalt vanskeligt at afgrænse det biseksuelle område på rette måde.

Gennem afhøringer af de forskellige prostituerede samt af homoseksuelle har man således fået et vist indtryk af de pågældendes egen usikkerhed med hensyn til deres seksuelle indstilling, jfr. bl.a. de forskellige forklaringer, som gives af de personer, der opfører sig uanstændigt på pissoirerne. Mange af disse var iøvrigt gift og havde børn. En gennemgang af sagerne vedrørende 200 af disse personer viste, at de 84 var gifte og de 116 ugifte, og af de 84 gifte havde de 48 børn, medens der af de 116 ugifte kun var 5, der havde børn. Flere af de gifte forklarede, at deres kone var uvidende om deres homoseksuelle indstilling, som almindeligvis kun giver sig udslag, når de har nydt spiritus. Der er her formentlig tale om forskellige grader af biseksualitet. Disse personers homoseksuelle indstilling kan variere alt efter den påvirkning i den ene eller den anden retning, som de er udsat for, og den kan også skifte med det enkelte individs alder. Vi har således i flere tilfælde været ude for, at ældre mænd, når hustruen dør eller mister sine seksuelle interesser, går over til at blive næsten fuldstændig homoseksuelle.

Kinsey, Pomeroy og Martin har i deres materiale gjort tilsvarende erfaringer og giver en skematisk opstilling, hvori man kan placere ethvert individ i en hvilken som helst periode af hans tilværelse.

Kolonne 0 er de heteroseksuelle og kolonne 6 de homoseksuelle. Mellemformerne er de biseksuelle med mindre eller større homoseksuel tendens.

Det, som imidlertid i nærværende undersøgelse har størst interesse, er først og fremmest, om de pågældende mandlige prostituerede risikerer at blive homoseksuelle af de påvirkninger, som de i denne periode af deres liv er udsat for.

Faren for de heteroseksuelle - altså op mod de 86 % af materialet - er formentlig, som foran anført, ikke stor. De erfaringer, vi hidtil har gjort, går ud på, at i løbet af et par år er langt de fleste af disse prostituerede forsvundet fra de steder, hvor de ellers holdt til. Der er kommet helt nye frem, og vi har kun truffet enkelte af de tidligere under sådanne forhold, at man kan formode, at de lever som holdte i fastere homoseksuelle forhold. Dette stemmer også med Kinseyrapporten[6].

En af grundene til denne udskiftning er, at de homoseksuelle, der opsøger prostituerede, ønsker forandring. De er indvidere kun interesseret i de ganske unge. En anden grund til den ret hurtige udskiftning er, at den mandlige prostituerede i modsætning til den prostituerede kvinde i langt de fleste tilfælde er nødsaget til at øve en aktiv kønslig indsats med udløsning, og i Kinsey­rapporten er der oplysninger om, at sådanne mænd har haft 5 eller flere udløsninger på en dag.

Der er, som tidligere anført, imidlertid ingen tvivl om, at adskillige af de biseksuelle påvirkes i homoseksuel retning og i enkelte tilfælde fortsætter deres tilværelse som homoseksuel partner, eller de søger endog omgang med heteroseksuelle.

Som et argument for, at homoseksuel påvirkning normalt ikke medfører varig prægning i homoseksuel retning, nævnes ofte fra homoseksuel side, at drenge og unge mænd blandt de nordafrikanske befolkninger i stor udstrækning indlader sig i homoseksuelle forhold, og at de ophører hermed ved den giftefærdige alders indtræden, uden at de har taget nogen skade heraf.

Overfor det ovenfor nævnte postulat kan anføres, at det formentlig vil være meget vanskeligt virkeligt at dokumentere noget om, hvor mange af disse drenge, der har lidt skade. Endvidere har jeg oplysninger om, at blandt de folkeslag, som det franske politi er kommet i forbindelse med under deres razziaer og deres øvrige tilsyn med de særlige tilholdssteder i Paris for homoseksuelle, indtager nordafrikanerne ifølge den førte statistik førstepladsen.