Forfatter og kosmopolit

Jens Baggesen blev født 15.2.1764 i Korsør, men levede og rejste en stor del af sit liv i Europa, særligt i Tyskland, Frankrig og Schweiz, og var på denne måde verdensborger i en tid, hvor nationale tendenser blev mere fremtrædende i fædrelandet, bl.a. med nationalromantikken. I overensstemmelse med sin kosmopolitiske indstilling skrev han sine værker på både dansk og tysk, og de falder inden for flere genrer, både digt, rimbrev, versfortælling, epos og roman. Flere af hans værker fremstår fragmentariske, og en del af hans produktion baserer sig på breve, hvilket giver den en privat, kontekstuel karakter. I mange af de genrer, han udtrykte sig i, gjorde de klassicistiske normer sig gældende, i modsætning til romantikkens digtning, og det sene 1700-tals følsomhed og sentimentalisme forefindes også i hans digtning, men den var også på mange måder moderne. Ved siden af sit skønlitterære forfatterskab beskæftigede han sig i perioder med filosofi, men det er især som skønlitterær forfatter, ikke mindst til rejseromanen Labyrinten fra 1792-93, at han har påkaldt sig eftertidens interesse.

Social opstigning

I Baggesens egen ungdom var han det unge håb, der skulle føre stafetten videre fra forfatterne Johannes Ewald og Johan Herman Wessel, som begge døde i begyndelsen af 1780'erne. Han voksede op i et miljø præget af fattigdom og kristen fromhed, hvor faderen Bagge Baggesen arbejdede som kornskriver. Det var derfor med velhavende velgøreres hjælp, at den kvikke dreng i 1777 kom i Slagelse Latinskole, og allerede fra denne tid skrev han digte. I 1782 fik han understøttelse til at påbegynde teologistudiet ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1784 aflagde filosofikum. I mellemtiden var han blevet optaget i det litterære miljø i København, hvor han begyndte at komme i huset hos digteren Christen Pram og hans hustru Maria Magdalene Pram. Desuden hjalp hans store talent for selskabelighed ham, da han kom i forbindelse med især den holstenske del af aristokratiet, familierne Reventlow og Stolberg, og kom under protektion af greve Ernst Schimmelmann og hertugen af Augustenborg, prins Frederik Christian.

Debut, holbergoversættelse og Holgerfejden

I 1785 udkom hans første bogudgivelse og gennembrud, Comiske Fortællinger, som på forhånd havde kunnet samle hele 1334 subskribenter på baggrund af en avisannonce fra året før. De var skrevet på vers i stilen fra Johan Herman Wessel og blev en sand publikumssucces. Fra de unge år kan desuden nævnes, at man overlod den betroede opgave til Baggesen at oversætte Holbergs Niels Klims underjordiske Reise (1741) fra latin til et tidssvarende dansk. Det blev et meget veludført og vellykket stykke arbejde, som gav romanen ny friskhed og kvalitet. Samme år som denne oversættelse udkom, i 1789, kom Baggesen dog i modvind i hjemlandet. Han havde skrevet librettoen til operaen Holger Danske af den tyskfødte komponist F.L.A. Kunzen, som afstedkom Holgerfejden, der var en kritik af indvandrede tyskeres placering på magtfulde positioner i toppen af det danske samfund og den tyske indflydelse, der også gjorde sig gældende i operaen og hos dens ophavsmænd. Mens uvejret stod på, rejste han til udlandet.

Jens Baggesen (1764-1826). Fra: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Seline: sjælelig kærlighed

Ved siden af hans store rejseaktivitet og kosmopolitismen var kærligheden et andet fremtrædende spor gennem Baggesens livsforløb. Der udspandt sig talrige sværmerier for skiftende kvinder fra hans unge til hans ældre år, og som oftest blev de omsat i kærlighedsdigte til den udkårne.
   

I hans unge år var den ti år ældre Maria Magdalene Pram hans store forelskelse, hende besang han som den kyske månegudinde Seline. Baggesen dyrkede ligesom flere tyske digtere i tiden Venus Urania (den himmelske Venus), den romerske gudinde for sjælelig kærlighed i modsætning til den sanselige. Gennem afståelse fra den fysiske kærlighed kunne den erotiske energi sublimeres og omsættes til kunst, og kærligheden forædles. Det var et ideal, som Baggesen vedholdende hyldede og gav udtryk i sine digte, skønt han nåede at være gift to gange og fik flere børn. Hans lidenskab rettede sig mod forestillinger om kvinden som en engel; ren, åndelig overlegen og med kvindelig stolthed og trods. Det er denne forestilling, han genfandt i fru Pram, som han tilbad i kærlighedsdigte, der tog form af klassiske, højstemte elegier, hvor han skildrede sit savn ved hendes fravær og afmagt overfor den umådelige lyst, hun vakte i ham. Han kædede i overensstemmelse med den litterære tradition erotik og digtning sammen.

Labyrinten: sjælelig opstigen

Det opslidende, platoniske forhold til fru Pram stod på gennem fem år og var årsag til det skrantende helbred, der sendte ham ud på hans første store Europarejse i 1789, som nogle år senere dannede baggrund for rejseberetningen Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweiz og Frankerig. På trods heraf forblev han tro mod ”Seline” en stor del af rejsen – værket gennemstrømmes af erotik, og de kvinder, han træffer, opfattes som ”kopier” af Seline. Det var først i Bern i Schweiz, hvor han forlovede sig med sin første hustru, Sophie von Haller (1767-1797), at han brød mønstret og indgik en mere jordisk kærlighedspagt.

Men så langt rækker Labyrintens to oprindelige bind, som udkom i hhv. 1792 og -93, ikke. Selvom rejsen gik videre fra Tyskland til Schweiz og Frankrig, stopper beretningen lige ved ankomsten til Schweiz. Bogen dækker således en temmelig lige, for tidens kunstnere konventionel rejserute ned gennem Tyskland, og det labyrintiske i titlen hentyder derfor til en indre, sjælelig rejse. Det er en følsom rejseroman inspireret af den engelske præst og forfatter Laurence Sterne’s A sentimental Journey through France and Italy (1768) og sammen med den danske digter Johannes Ewalds Levnet og Meeninger den første danske prosafortælling, hvor et jeg og dets subjektive oplevelse af omverdenen er i centrum. Rejsen er Baggesens individualistiske projekt, hans søgen efter sig selv på moderne vis. Hans sjæls opadgående bevægelse kulminerer ved den halsbrækkende opstigning til Strassburg-katedralens spir. Her mærker han både sin egen begrænsning og en storslået åndsudvidelse og -kraft, som en erfaring af det sublime.

Rejsen fandt sted i 1789 - året for Den Franske Revolution, og denne sætter også sit præg på fremstillingen, fra det tidspunkt den indtræffer 14. juli, idet den bliver mere dramatisk. For Baggesen var revolutionen en åndelig omvæltning – et billede i stort format på den proces, der foregik i ham selv. Senere på den del af rejsen, der ikke var med i Labyrinten, kom han til Paris og dansede her henrykt på ruinerne af Bastillen.

Oehlenschläger og hans søster: fejde og forelskelse

Allerede få år inde i det 19. århundrede stillede Baggesen sig kritisk overfor de nye romantiske strømninger i litteraturen. Hans interesse rettede sig tidligt mod romantikkens nye fejrede digter Adam Oehlenschläger, til hvem han henvendte rimbrevet ”Noureddin til Aladdin” i 1806. Omkring dette tidspunkt opholdt han sig syv måneder i København, ellers boede han i Frankrig med sin anden hustru, fransk-schweizeren Fanny Reybaz (1774-1822), som han var blevet gift med i 1799, efter Sophie von Haller var død i 1797. I København skabte han skandale ved sin forelskelse i Oehlenschlägers søster, den smukke (og gifte) Sophie Ørsted. Hun var lige så forelsket i ham og gav anledning til en række digte, hvor hun indgår under navnet ”Lilia”.

I 1813 vendte Baggesen tilbage til København efter nogle år som professor i Kiel, og først her brød den egentlige fejde løs med Baggesens kritik af Oehlenschlägers dramatik i ugebladet Dannora. Baggesen anerkendte fuldt ud Oehlenschläger som fornyeren af den danske digtning, men anså ham for at være overvurderet og kan lidt kort formuleret siges at have anklaget ham for at forveksle genialitet med spontanitet, "geni" værende et højt profileret begreb i romantikken. Han mente, at digteren var faldet af på den siden sine tidlige mesterværker og gjorde sig skyldig i sprogfejl, brud på almindelig logik og den gode smag. Der var et væsentligt element af latterliggørelse i denne kritik, og Baggesen fik mange modstandere, som talte Oehlenschlägers sag. De slog bl.a. på, at Baggesens kunstsyn var præget af det foregående århundrede. Det mest omfattende indlæg i sagen var den studerende Peder Hjorts Tolv Paragrapher om Jens Baggesen i 1816, som senere skaffede ham en doktorgrad ved et universitet i Tyskland. Afhandlingen havde en meget negativ grundtone, og dens formål var en total underkendelse af Baggesens digtervirksomhed. Den er ikke sidenhen blevet betragtet som en lødig kritik, og da Hjort året efter beskyldte Baggesen for plagiat, fik Baggesen medhold i retten.

I 1818 indledte 12 studerende en heftig strid med Baggesen, som fik navnet Tylvtefejden efter antallet af de studerende. Grovheder og spot føg frem og tilbage mellem deltagerne i fejden, der affødte utallige indlæg til ugeblade, aviser og tidskrifter samt bøger og piecer. Oehlenschlägers tilhængere var langt i overtal, men Baggesen havde også støtte fra prominente folk som Grundtvig og J.L. Heiberg. Oehlenschläger selv deltog meget lidt i fejden, som Baggesen i 1819 for sit vedkommende sluttede af med digtsamlingen Rosenblade med et Par Torne. Året efter forlod han Danmark endegyldigt. Eftertiden har givet Baggesen ret i en stor del af hans indvendinger mod Oehlenschläger, men også ment at han spildte sit kritiske talent.

Øvrige værker

Fra Baggesens øvrige danske og tyske forfatterskab kan blandt meget andet nævnes heksametereposset Parthenaïs oder die Alpenreise (1803), Skiemtsomme Riimbreve (1806), digtværket Gjengangeren og han selv eller Baggesen over Baggesen (1807), hvor han gør op med sit hidtidige forfatterjeg og den litterære institution i København, samtidig med at han søger at komme overens med den nye romantiske skole, digtsamlingen Heideblumen (1808) med digte til ”Lilia” og heksameter-eposfragmentet Thora fra Havsgaard (1816). Virkelighedens kvindelige inspirationskilde til de inderlige og bevægende kærlighedsdigte fra digtcyklen Balders Igjenkomst eller Digte til Nanna (1816) er ukendt. Gudstroen var også et centralt led i Baggesens livsanskuelse, hvilket kom til udtryk i hymnen ”Den eeneste Gud”. Desuden forsvarede han jøderne under jødefejden i 1813 med skriftet ”Om Jøderne”. Baggesen havde mange planer for værker, som han måtte opgive, bl.a. en udvidelse af Labyrinten. Efter hans død i 1826 udgav sønnerne en samling breve, udkast og dagbogsnotater fra hans rejse som en fortsættelse af romanen. Den kan findes i Jens Baggesens Danske Værker IX-XI.

Baggesen var en følelsesfuld digter, kendt for smidige og elegante konstruktioner i sin versdigtning og virtuos sprogkunst i Labyrinten. Modtagelsen af et par breve kunne fremkalde et hav af følelser hos ham, fra vild ekstase til fortvivlelse og raseri, som bemægtigede sig ham med stor kraft og gav sig udslag i stor løssluppenhed og vital fysisk udfoldelse, som når han gav sig til at danse, slå kolbøtter i haven og hoppe englehop, mens de dårlige efterretninger medførte kramper og besvimelse. Labyrinten udviser en mangfoldighed af sprogtoner og stilarter, som også afspejler digterens følsomme sjæl og mange facetter. Baggesen døde i 1826 i Hamborg, syg og forkommen på vej hjem til Danmark. Han blev begravet i Kiel ved sin første hustru, Sophie von Hallers side.