Baggrund

Gustav Johannsens barndom var præget af de nationale spændinger mellem dansk- og tysksindede slesvig-holstenere, som spidsede til i midten af 1800-tallet. Han blev født den 2. august 1840 og voksede op i landsbyen Sølvested imellem Husum og Slesvig by. Her oplevede han på nærmeste hold 1. Slesvigske Krig i 1848-50, hvor preussiske og slesvig-holstenske soldater indtog landsbyen, og faderen, der var dansksindet og kongetro, måtte flygte fra hjemmet. Oplevelserne under krigen kom til at præge Gustav Johannsen, som hele sit voksne liv var stærkt engageret i den danske bevægelse, der arbejdede for danskhedens bevarelse i Sønderjylland og en genforening med Danmark. 

Portræt af Gustav Johannsen fra omkring år 1900. Fra: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig 

I efteråret 1860 tog Gustav Johannsen en lærereksamen og fik en fast stilling som skolelærer i Langballe på Angel. Det danske nederlag ved krigen i 1864 vendte imidlertid op og ned på hans liv. Efter krigen blev han afskediget fra sin stilling som lærer, da han var kendt for sit danske sindelag. For en tid flyttede han med familien nord for grænsen, men i november 1864 vendte han tilbage til Sydslesvig og bosatte sig i Flensborg. Her udviklede han sig til en nøgleperson i det danske foreningsliv og gik aktivt ind i lokalpolitik som borgerrepræsentant. Gennem sin folkelige og joviale stil blev han hurtigt en populær skikkelse i byen og vandt stor anerkendelse for sine evner som taler og foredragsholder. Samtidig var han i 1869 med til at stifte den dansksprogede Flensborg Avis, som han også var redaktør for i perioden 1874-82. Årene som redaktør blev imidlertid kompliceret af, at de tyske myndigheder skærpede kursen over for de danske aviser, og i de otte år, han sad i redaktørstolen, gennemlevede han et hav af sagsanlæg og måtte afsone tre politiske fængselsstraffe for fornærmelser af tyske øvrighedspersoner. 

Gustav Johannsens parlamentariske virke

Fængselsstraffene var dog blot med til at styrke Gustav Johannsens popularitet, og i 1881 blev han valgt til den tyske Rigsdag i Berlin. Valget var en stor overraskelse, da han stillede op i Flensborg-Aabenraa-kredsen, hvor det ikke var lykkedes en dansk kandidat at blive valgt siden 1867. Denne plads mistede han allerede i 1884, men i 1886 vendte han tilbage til Rigsdagen igen – denne gang for den overvejende dansksindede Haderslev-Sønderborg kreds. Her sad han resten af sit liv som de dansksindede sønderjyders eneste folkevalgte repræsentant i Rigsdagen. Dette mandat styrkede han yderligere i 1888, da han også blev valgt til den preussiske Landdag. Som både Rigs- og Landdagsmedlem indtog han en position som ubestridt leder i den danske bevægelse. 

Ligtoget ved Gustav Johannsens begravelse i Flensborg den 29. oktober 1901. Billedet er taget på Storegade og den store folkemængde giver et indtryk af Gustav Johannsens enorme popularitet i byen. Fra: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

I den tyske Rigsdag ændrede Gustav Johannsen de dansksindedes kurs og viste hurtigt sine evner som parlamentariker. I modsætning til sine forgængere tog han aktivt del i forhandlingerne i den tyske Rigsdag. Han fik skabt et bredt netværk blandt politikere i den liberale tyske opposition og senere også i Socialdemokratiet og fik sat fokus på myndighedernes undertrykkelse af danskheden i Sønderjylland. Særligt to emner optog ham i hans parlamentariske virke. Det ene var kampen for at bevare det danske sprog syd for grænsen, en kamp, der tog til, da de tyske myndigheder i 1889 forbød dansk som undervisningssprog i skolerne med undtagelse af fire ugentlige religionstimer. Det andet var myndighedernes udvisning og undertrykkelse af danske undersåtter bosat i Tyskland. I årene 1898-1901 steg antallet af udvisninger drastisk, og med støtte fra det tyske Socialdemokrati fik Gustav Johannsen emnet på dagsordenen i Rigsdagen. Her formåede han at samle et bredt parlamentarisk flertal bag en hård kritik af myndighedernes undertrykkelse i Sønderjylland. Til trods for at kritikken ikke umiddelbart fik konsekvenser for undertrykkelsen af danskheden i Sønderjylland, blev dette opfattet som en stor sejr i danske kredse. 

Protest- eller forhandlingspolitik

Gustav Johannsens tid som politiker var præget af intern uenighed i den danske bevægelse. I slutningen af 1870’erne opstod den såkaldte edsstrid. Siden 1864 havde de dansksindede politikere, der var blevet valgt til den preussiske Landdag i Berlin, nægtet at aflægge ed på den preussiske forfatning. Det betød, at de ikke kunne indtage deres plads i dette parlament og derfor var sat uden for indflydelse. Dette havde ikke været et problem i Rigsdagen, da der ikke skulle aflægges ed her. Til gengæld havde de dansksindede nægtet at deltage i Rigsdagens politiske forhandlinger. Her havde man i stedet benyttet enhver lejlighed til at protestere over, at befolkningen i Sønderjylland endnu ikke havde haft en afstemning om en genforening med Danmark. Det var man ellers blevet stillet i udsigt efter den tysk-østrigske krig i 1866, hvor det i fredstraktatens § 5 var blevet tilføjet, ”at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når den ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive genforenet med Danmark”. 

Satirisk fremstilling af § 5 som en loppe der irriterer den tyske rigskansler Otto von Bismarck. Træsnit: Folkets nisse

Gustav Johannsen og flere andre af de dansksindede politikere mente imidlertid, at denne linje var for rigid og ikke førte nogen vegne. De ønskede i stedet at aflægge eden og forhandle sig til politisk indflydelse i både Rigs- og Landdagen. Særligt fra 1879, da Tyskland ikke længere anerkendte § 5, tog edsstriden til. Striden bølgede frem og tilbage i 1880’erne, og først ved Landdagsvalget i 1888 blev der sat et politisk punktum for den. Ved at fremstille sig selv som brobygger mellem de to fløje lykkedes det Gustav Johannsen at blive opstillet og valgt som landdagskandidat i Haderslevkredsen, der var den sidste af protestfløjens bastioner i Sønderjylland. Til trods for at mange fortsat støttede protestpolitikken, var forhandlingslinjen herefter den fremherskende frem til Genforeningen i 1920.  

Gustav Johannsen og Venstres indtog i Sønderjylland

Nord for grænsen havde det indenrigspolitiske billede siden 1864 været præget af forfatningskampen mellem det regerende Højre-parti og Venstre. I Sønderjylland var det dog primært Højre, der havde engageret sig i de dansksindede sønderjyders kamp for en genforening med Danmark. Dette ændrede sig i slutningen af 1880’erne, da en række unge Venstrefolk i stigende grad begyndte at fatte interesse for forholdene syd for grænsen. De ønskede at ajourføre sønderjyderne med de demokratiske strømninger, som vandt frem i Danmark, og for at opnå dette bejlede de til Gustav Johannsen.

Trods udbredt skepsis i Sønderjylland var Gustav Johannsen hurtig til at tage de nye ideer til sig, og han var en væsentlig årsag til, at de fik fodfæste i Sønderjylland. Det kom til udtryk på flere måder. Bl.a. fungerede han som mentor for den unge H.P. Hanssen og støttede hans idé om at organisere den danske bevægelse i en vælgerforening. Ligeledes styrkede han gennem svigersønnen og Venstrepolitikeren Johan Ottosen båndene mellem Venstre og den danske bevægelse i Sønderjylland, samtidig med at han aktivt arbejdede for at udbrede moderne dansk litteratur i Sønderjylland – bl.a. gennem et tæt samarbejde med den kendte litteraturkritiker Georg Brandes. Gustav Johannsen var derfor et vigtig led i Venstres indtog i Sønderjylland og fremstår på mange måder som en eksponent for de nye politiske og litterære tanker, der spredte sig ned over grænsen i slutningen af 1800-tallet.  

Artiklen er udgivet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig