Kilder
Kildeintroduktion:
Den verdensberømte komponist Felix Mendelssohn (1809-1847) sendte i januar 1843 et brev til Niels W. Gade (1817-1890) i København. I brevet udtrykte Mendelssohn stor begejstring for Gades Symfoni nr. 1 og inviterede ham til et ophold i Leipzig.
Niels W. Gade havde fået et gennembrud i det københavnske musikliv, da han vandt en musikkonkurrence i 1840. Han fulgte successen op med sin første symfoni, der skulle førsteopføres i Musikforeningen i København. Symfoniens hovedtema var baseret på Gades egen melodi til Paa Sjølunds fagre Sletter fra 1838. Opførelsen blev dog erstattet af en mindekoncert. På opfordring fra Musikforeningens ledelse valgte Gade i stedet at sende symfonien til den berømte komponist Felix Mendelssohn i Leipzig.
Det skulle vise sig at få stor betydning for Gade. Mendelssohn var så begejstret, at han straks fik symfonien opført i Leipzig. Opførelsen fandt sted den 2. marts 1843 i det berømte Gewandhausorkester under Mendelssohns ledelse. I september måned kunne Gade rejse til Leipzig, hvor han udviklede sig som komponist og blev internationalt anerkendt. Samarbejdet med Mendelssohn førte også til, at Gade i nogle tilfælde blev beskyldt og kritiseret for at være en kopi af Mendelssohn både i Danmark og Tyskland. I 1848 vendte Gade tilbage til København.
Mendelssohns brev til Gade findes i Håndskriftsamlingen i Det Kgl. Bibliotek. Den bragte gengivelse er en oversættelse, der er hentet fra Inger Sørensens biografi om Niels W. Gade og her viderebragt med forfatterens tilladelse.
Koncertsalen Gewandhaus i Leipzig, hvor Niels W. Gade arbejede sammen med Felix Mendelssogn 1843-1848. Maleri fra 1895. Foto: Wikimedia Commons
Leipzig, den 13. Januar 1843
Højtærede herre
I går har vi haft den første prøve på Deres symfoni i c-mol, og selv om jeg ikke kender Dem personligt, kan jeg ikke modstå fristelsen at henvende mig personligt til Dem for at sige Dem, hvilken overordentlig glæde, Deres fortræffelige værk har beredt mig, og hvor taknemmelig af mit ganske hjerte jeg er for den store nydelse, som det har givet mig. Det er længe siden, at et stykke har gjort et så levende, skønt indtryk på mig, og eftersom jeg for hver takt undrede mig mere og mere, og alligevel følte mig mere og mere hjemme, så havde jeg i dag trang til at udtrykke min tak for så meget glæde, at sige Dem, hvor højt jeg værdsætter Deres herlige talent, hvordan denne symfoni, det eneste jeg til nu kender af Dem, har gjort mig ivrig efter at lære alt tidligere og senere at kende! Og da jeg hører, at De endnu er så ung, så er det nu engang det senere, som jeg kan glæde mig til, - hvad dette så skønne værk fuldt og fast har givet løfte om, - for hvilket jeg nu takker Dem såvel som for den nydelse, som jeg havde i går.
Vi vil holde endnu flere prøver på symfonien og først opføre den om 3-4 uger. Stemmerne vrimlede i den grad med fejl, at vi først må lade dem alle sammen se igennem og lade flere af dem skrive ud på ny, og så skal den ikke gå som en ny, men som en, som hele orkesteret er fortrolig med og holder af. Det var nu ganske vist allerede tilfældet i går, og blandt os musikere var der kun en mening om den sag. Imidlertid må den også gå således, så enhver kan høre den. – Hr. Raymund Härtel[1] fortalte mig, at der er tale om, at De selv i løbet af vinteren kommer herned. Jeg håber, at det bliver tilfældet, for så kunne jeg mundtligt udtrykke og bevise min taknemmelighed og højagtelse meget bedre og tydeligere end disse tomme skriftlige ord kan gøre! Hvad enten vi nu lærer hinanden at kende eller ej, så beder jeg Dem om, at De altid vil anse mig for en, der vil følge alle deres værker med kærlighed og interesse, og for hvem mødet med en kunstner som Dem og et kunstværk som Deres c-mol symfoni altid vil være den største, hjerteligste glæde.
Modtag endnu engang min tak, og tillad den fuldkomne højagtelse, hvormed jeg er
Deres hengivne
Felix Mendelssohn Bartholdy
Ordforklaringer m.m.
[1] Raymund Härtel (1810-1888): Ejer af musikforlaget Breitkopf & Härtel, der i 1800-tallet var blandt de førende i Europa og udgav værker af bl.a. Mendelssohn, Schumann, Liszt, Wagner og Brahms. Forlaget havde et tæt samarbejde med Niels W. Gade i løbet af hans karriere.