Avissiden i Information den 3.5. 2008, 1. sektion s. 18. Indlægget er gengivet med tilladelse fra Information og Leif Davidsen.  

Debat: KONTROL: Rejse i frygtens tidsalder

Hvis vi alle sammen fik indopereret en chip, ville de kunne kontrollere os, hvor vi end bevæger os hen. Vi kunne også gøre hele Danmark til en visitationszone.

Af Leif Davidsen, forfatter

Jeg skal ud at rejse. Jeg glæder mig til at ankomme, men jeg glæder mig ikke til flyrejsen dertil. Jeg husker, hvordan jeg som barn i en lille dansk provinsby, hvor ingen, jeg kendte, havde siddet i en flyvemaskine, tænkte, at det ville være helt fantastisk at flyve, men nok temmelig uopnåeligt. Jeg tilhører sikkert den sidste generation, der har haft det sådan.

Jeg elskede at flyve fra første gang, jeg satte mig i et fly. Det fløj fra Amsterdam i august 1967 med mellemlanding i New Foundland og videre ned til Kennedy Airport i USA, hvor jeg skulle være udvekslingsstudent.

I mange år elskede jeg at sætte mig i flysædet, få en drink og - herregud for mange år siden - tænde en smøg og tænke, at nu var vi af sted. Det føltes ofte glamourøst. Jeg ved det godt. Jeg fløj på arbejde som udenrigsjournalist i rutefly, da der var kontrollerede billetpriser. Billetterne var edderdyre og ruteflyene derfor ofte halvtomme. Lufthavne var nemme. Der var ikke ret mange mennesker, og der var stort set ingen security. Prøv at lægge mærke til det i gamle film. Det er utroligt - især i USA, hvor der overhovedet ikke var kontrol på indenrigsfly før 11. september 2001.

Alt ændrede sig med den terrorhandling, men også fordi det blev billigt at flyve. Sådan er det, og kun de, der ikke betaler deres billet selv, og miljøfolk, der optæller CO2, kan beklage, at lufttransport i 80'erne for alvor blev demokratiseret.

Foruden de rent miljømæssige omkostninger ved den øgede trafik blev lufthavne også til tætpakkede helveder. Det at flyve langt gik fra at være en eksotisk, kostbar rejseform for de få til at blive en normal transportform lige som at køre med bus.

Helst i bil

Hvis nogen spørger mig i dag: Hvordan vil du helst rejse?, svarer jeg: I min egen bil. Det er i dag den mest selvstændige og frie rejsemåde, så kan de snakke nok så meget om kollektiv trafik. For at sige det lige ud, så minder flyrejser og kollektiv trafik mig om hinanden. De er fandens besværlige, og man kan ikke stole på, at man når fra a til b inden for aftalt tid. Man står i kø, og der er larm og lugt. Giv mig en bil anytime.

Det værste er, at lufttrafik i dag tydeligt afspejler, at vore samfund har underkastet sig frygtens psykologi. Frygten handler selvfølgelig om terror. Rent statistisk er risikoen for at komme til skade langt større de tyve kilometer i bil fra mit hjem til Kastrup end risikoen for at blive ramt af terror.

Men jeg lever i et land, hvor politikerne mener, at det er lige modsat. Men hvad kan man forvente i en nation, hvor forskningsministeren har en treårig mesterlæreruddannelse i journalistik og alligevel taler om universiteterne, som om han ved noget om den akademiske verden? Justitsministeren har ikke læst jura. Er det derfor, at retssikkerheden er så ringe?

Vi er nået til et punkt, hvor PET må sige til politikerne, at rolig nu, vi har redskaber nok. Vi er nået til et punkt, hvor hoteller skal gemme al e-mail og internettrafik, hvor overvågningen øges dag for dag, hvor folk kan fængsles eller udvises uden rettergang, hvor vi har fået hemmelige, administrative retsafgørelser. Det var den slags retspraksis, jeg rapporterede om som stridende mod menneskerettighederne, da jeg var korrespondent i det kommunistiske Sovjetunionen med sine hemmelige standretter. Politikere i Danmark nikkede og sagde, at det var godt, vi ikke havde det sådan. Retssikkerhed viste sig at være et tyndt lag fernis, som frygt kunne slibe ned.

Det burde være en selvfølge, at enhver anklaget har ret til at se sin anklager i øjnene og vide hvorfor, han eller hun er anklaget. Det burde være en selvfølge, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. I krigen mod terror blev retfærdigheden og anstændigheden nogle af de første ofre.

Føre viljeløst

Vor justitsminister og hendes trofaste støtter i Dansk Folkeparti vil have endnu mere kontrol. Hvor meget længere kan de gå? De kan lige så godt tage skridtet fuldt ud med det samme. Hvis vi alle sammen fik ind-opereret en chip, ville de kunne kontrollere os, hvor vi end bevæger os hen. Vi kunne også gøre hele Danmark til en visitationszone.

Jeg kunne selvfølgelig bare blive hjemme, men jeg elsker at rejse. Og lufthavnen er faktisk et lærerigt billede på vor fremtid. Her har vi afgivet al fri vilje. Vi blotlægger villigt vor private bagage, opmåler vore væsker, tager vores sko af, smager på babymaden, afmåler tandpastaen, åbner computeren og lægger pænt livrem og nøglebundt. Lader os befamle, selv om der ikke er en påviselig mistanke. Vi protesterer ikke, hvis securityfolkene er grove og uhøflige. Vi ved, at det er formålsløst.

Da jeg var et stort barn og første gang hørte om Holocaust, var jeg selvfølgelig forfærdet, men jeg tænkte også, at det var da mærkeligt, at jøderne ikke gjorde modstand, men bare lod sig føre viljeløse ind i gaskammeret.

Uden at ønske at krænke Holocaust-ofrene med sammenligningen kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis magthaverne i dag ønsker, at vi føjeligt skal gå , hvor de ønsker, vi går, skal de bare lave en security-sluse i en imaginær lufthavn. Det vil være fremtidens udgave af Holocaust. I det miljø bliver selv den mest kritiske passiviseret. Vi vil overalt i verden uanset tro eller hudfarve lydigt føje personalet og i disciplineret kø lade os dirigere frem mod et fly, eller hvad de nu har lagt til rette for os på den anden side af gaten.

PS. Tak til forfatteren Robert Harris for hans input omkring Holocaust og lufthavns-security i sin seneste thriller, Ghost.

Information, 3.5.2008, 1. Sektion, s. 18-19.