Artikler
Svend 3. Grathe, død 1157, konge af Danmark 1146-57, søn af Erik 2. Emune.
Kobberstik af Svend Grathe. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Da Erik 3. Lam i 1146 nedlagde kronen, blev Svend valgt til konge på Sjælland og i Skåne, mens jyderne valgte Eriks grandfætter Knud 5. Magnussen, der var søn af Magnus Nielssøn, Knud Lavards drabsmand. I den følgende kamp om hele riget søgte begge tysk støtte, og i 1152 tildelte den tyske konge, senere kejser Frederik 1. Barbarossa, Svend hele riget som tysk len. Til gengæld skulle Svend give Knud passende len, mens Knud Lavards søn Valdemar (1. den Store) fik sin fars hertugdømme i Slesvig.
Svend bragte sig dog snart i modsætning til landets stormænd, og Valdemar, der først havde støttet Svend, indgik nu en alliance med Knud. De tog begge kongenavn i 1154, mens Svend fortrak til Tyskland. Da han i 1157 vendte tilbage med støtte fra bl.a. Henrik Løve, tvang stormændene de tre tronkrævere til at dele riget: Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da forliget skulle besegles i Roskilde 9. august 1157, forsøgte Svend at dræbe de to andre. Knud blev dræbt, men Valdemar undslap, og i oktober på Grathe Hede syd for Viborg besejrede han Svend, der blev dræbt umiddelbart efter.
Statue af Svend Grathe i Nordborg. Fra: Wikimedia Commons
Læs mere om Sven Grathe på denstoredanske.dk