Baggrund

Den franske præsident Charles de Gaulles såkaldte fløjlsveto mod en reaktivering af den britiske ansøgning om EF-medlemskab i 1967 betød, at også spørgsmålet om dansk medlemskab måtte stilles i bero. I det danske udenrigsministerium vurderede man efterfølgende, at en løsning på det danske markedsdilemma via fælles dansk-britisk indtræden i EF kunne ligge mange år ude i fremtiden. For at bryde stilstanden i markedsspørgsmålet udarbejdede den socialdemokratiske regering og udenrigsministeriet derfor en plan for et nordisk fællesmarked.

Der var flere årsager til at planen blev fremsat. For det første blev det vurderet, at et økonomisk samarbejde mellem Danmark, Norge, Sverige og Finland, rettet mod en eventuel senere samlet optagelse i EF, kunne bryde den danske afhængighed af den britiske EF-ansøgnings skæbne. Herudover kunne et nordisk økonomisk samarbejde tjene som "træningsplads" for dansk industri, som i et nordisk markedssamarbejde kunne skærpe sin konkurrenceevne op til en eventuel senere indtræden i et større europæisk fællesmarked.

Endelig spillede stærke nordiske følelser i Danmark også en væsentlig rolle for regeringens plan. Danmark var generelt den varmeste tilhænger af øget nordisk samarbejde, og det havde også indenrigspolitisk værdi at fremstå som tilhænger af øget nordisk samarbejde. Hvis NORDEK-forhandlingerne mislykkedes og dansk EF-medlemskab igen kom på tale, kunne regeringen indenrigspolitisk henvise til, at man havde forsøgt at skabe et nordisk økonomisk samarbejde.

Forhandlinger og skibbrud

Forhandlingerne om planerne for det nordiske fællesmarked blev gennemført af VKR-regeringen, der tiltrådte i 1968. Flere af regeringens ministre, herunder statsminister Hilmar Baunsgaard (R), var nordisk orienteret, hvilket var med til at sætte yderligere skub i planerne. Efter en række fællesnordiske embedsmands- og ministermøder i 1968-69 lykkedes det at fremlægge et udkast til en NORDEK-traktat i sommeren 1969. Det vigtigste element i traktaten var en toldunion, men herudover var der også bestemmelser om fællesnordiske institutioner og samarbejde på en række andre områder, herunder ulandsbistand, investeringer, industri, energi, landbrug og fiskeri.

Trods udkastet til en NORDEK-traktat var der stadig en række konkrete uløste problemer som skulle forhandles på plads. Det altoverskyggende problem blev imidlertid samarbejdets forhold til EF, som fik fornyet aktualitet, da der efter de Gaulles afgang som fransk præsident atter blev åbnet mulighed for britisk-dansk-norsk EF-medlemskab. Hovedmodsætningerne stod her mellem Danmark og Finland. Finland kunne pga. sin udenrigspolitiske afhængighed af Sovjetunionen ikke acceptere, at NORDEK-samarbejdet orienterede sig for meget i retning af EF. Da NORDEK-traktaten var færdigforhandlet og klar til underskrift i begyndelsen af 1970 trak Finland – under indtryk af den sovjetiske uvilje mod finsk medlemskab – sig ud. NORDEK-planerne blev herefter opgivet. En dansk tanke om et SKANDEK bestående af Danmark, Norge og Sverige, som man havde overvejet da problemerne med Finland blev åbenlyse, blev afvist af Norge og Sverige.

Vurdering: et urealistisk projekt?

Når forhandlingerne kørte så længe, som de gjorde, og kom så tæt på et resultat, som det så ud til i 1969, skyldtes det blandt andet, at ingen af de skandinaviske lande var interesserede i at fremstå som det land, der var skyld i forhandlingssammenbruddet. Men spillede så at sige sorteper, og kortet endte hos Finland. Selv uden det finske nej er det imidlertid tvivlsomt, om planerne kunne være blevet gennemført. Ganske vist var der i offentligheden og særligt på venstrefløjen stor interesse for et stærkere nordisk samarbejde. Men selv i Danmark, som gennem hele forløbet var mest positiv over for planerne, var der betænkelighed ved planerne. Særligt de borgerlige partier og landbruget og erhvervslivet var skeptiske, idet de frygtede, at NORDEK kunne stille sig i vejen for dansk EF-medlemskab.