Den Viborger Samler bragte i februar 1825 denne indsendte beretning om stormfloden i Nordvestjylland. Du kan læse hele teksten her.

[Indsendt.]

Frygtelig var Vesterhavets Overskyllelse Natten mellem 3die og 4de Febr. sidst, ogsaa for Harboøer og Agger Sogne; og høist sørgelige Følgerne for de ulykkelige Beboere.

Allerede den 3die tidlig Morgen skyllede Havet over den smalle Landstrimmel, der adskiller det fra Liimfjorden; men fra Kl. 10 om Aftenenden 3die til Kl. 5 om Morgenen den 4de rasede det med skrækkelig Magt. Vandet steeg 6 a 8 Fod[1]. Beboerne på Toft[2], en Bye[3] i Agger Sogn, fandt tilsidst intet Værn mere i Sandbankerne, der alle henskylledes. Ei heller Digerne om deres Huse kunde holde Stand. Vandet stod flere Alen i Husene, og kun med yderste Anstrængelse reddedes Kreature og Menneskers Liv; derimod fløde de indstrandede svære Bjelker, og Alt hvad der uden for Husene var løst, over i Liimfjorden. Havde Stormen varet 1 Time længere, vilde ingen Redning været for Huse eller Beboere. Ved Aalum[4] og sønden for Agger Kirke gik Havet over i Fladsøe eller Ørum Søe, hvorved dennes Vande sattes ind i Huse i Taabel Bye, Vestervig Sogn. Meget er bortskyllet af Aalum Banker – flere Revner har Havet flaaet deri – og bereder[5] sig saaledes Forbindelse med bemeldte Søe, hvorved en skrækkelig Skjebne truer Taabel Bye. Nogle Huse i Aalum maa støttes. Sønden om Øster-Agger gik Havet i Fjorden, flere Alen høit. Et Par Havbaade ere sønderslaaede[6]. Aarer og meget andet Tømmer skyllede over i Fjorden. Den Banke, hvorpaa Agger Kirke staaer, bortskylles ogsaa Tid efter Anden[7]. Kirkegaardsdiget er allerede begyndt at skride, og fra Hjørnet af Kirken til den bratte Havbanke er kun omtrent 16 Favne[8].

Paa Langer[9], Harboøre Sogn, var Tilstanden den samme, som for Toft, eller endnu frygteligere. For een Mand druknede alle Faarene. Kørene[10] bragtes i Vaaningshuset[11], men stode ogsaa der i flere Alen[12] høit Vand. Væggene om Husene (for det meste af Leer) opløstes og faldt ud. Sæden[13] i Laderne bedærvedes[14]; og en liden ¼ Miil[15] sønden for Pæledige, Skiellet mellem Aalborg og Ribe Stift, aabnede Vesterhavet en Kanal, som endnu er 100 Alen bred og ofte 10 Alen dyb, hvorved den ellers hyppige Samfærsel mellem Thye og Harsyssel[16] næsten er tilintetgjort; thi vel er der sørget for Baade, hvormed Folk kunne sættes over, ogsaa har Havet nu (20de Febr.) skyllet Sand til i selve Havstokken[17], hvor og Nogle have dristet sig til at kjøre over; men det er forbundet med megen Fare, da Bunden er løs, og  - naar Vinden rører sig af Vesten – gaaer Havet over og opfylder Stedet med Qviksand.

Det allersørgeligste er, at Beboernes Eiendomme ere aldeles ødelagte, at der ligger indtil 1 Alen tykt Sand og Havgruus over de Marker, hvor der før pløiedes eller Kreature græssedes. Den hele Strækning fra Øster-Agger til Pælediget, hvor Klitterne vare ypperlig beplantede og sammengroede, er nu jevnet lige, og ei andet end Sand og Smaastene at færdes i. Dette, saavelsom den omtalte Kanal gjør Veien høist besværlig, og vil ogsaa have skadelig Indflydelse paa Afsætning af Stude og Heste fra Thye.

De Beboere, der have været udsatte for denne skrækkelige Naturbegivenhed, ere høiligen[18] at beklage. Hele Efteraaret hindrede de idelige[19] Storme dem fra at komme på Havet og benytte Fiskeriet – deres eneste Næringsvei; deres Eiendomme ere nu aldeles ødelagte, og deres Huse udsatte for at bortskylles, saa snart en ny Storm reiser sig; thi af Havstranden er ogsaa meget bortskyllet. Allene for Toft Bye er ved anmeldte Havstorm bortskaaret over 200 Alen og de sidste 3 Aar i alt 450 Alen – Kun 150 Favne ere nu tilbage af Jordstrimmelen fra Tofthuse til Havet. For at bjerge Livet, nødes Beboerne til at fløtte, men hvorhen? I Agger og Harboøer Sogne er intet Sted sikkert, og Evne til at kjøbe Eiendom andetsteds have disse fattige Fiskere ikke. Dersom deres høist beklagelige Tilstand ikke er værdiges Regjeringens Opmærksomhed, saa at de i en fortrinlig Grad nyde understøttelse, vil alt Haab være ude.