Om at opdrage en luthersk prinsesse: Sophie af Mecklenburgs rolle

Dronning Sophie af Mecklenburg var i mange henseender indbegrebet af den ideelle fyrstehustru for Frederik 2. En dronningemors fornemmeste hverv var at indpode et dybt engagement i familie- og religionsforhold hos sine børn. Som kongens ægtefælle og dronning af Danmark – og samtidig mor til syv børn – opfyldte Sophie sin rolle som fyrstinde på eksemplarisk vis. Hun var en intelligent og kompetent kvinde, der dygtigt styrede en stor og sammensat hofholdning. Som enke øgede hun i betydeligt omfang sine besiddelser og formue, ligesom hun sikrede de bedst mulige giftermål for sine børn. Sophie var interesseret i kultur og videnskab og vides selv at have fået en ypperlig uddannelse. Da Frederik 2. døde i 1588, var børnene alle mindreårige, og Sophie engagerede sig i deres videre uddannelse, herunder uddannelsen af døtrene Elisabeth (1573-1626), Anna (1574-1619), Augusta (1580-1639) og Hedevig (1581-1641).

Pigernes uddannelse sigtede mod, at de skulle blive dedikerede beskyttere af den sande lutherske tro og samtidig succesrige bestyrere af en stor og kompleks husholdning. Når de giftede sig i et nyt land med nye skikke og sprog, forventede man, at de indrettede sig efter deres ændrede omgivelser. Ikke desto mindre fungerede de fortsat som repræsentanter for deres eget dynasti. De fire piger var opdraget til at blive gift med indflydelsesrige herskere, og de var lige fra teenagealderen veludrustede til hvervet som fyrstehustru. På sin vis havde kongedøtre langt bedre jobmuligheder end yngre kongesønner. De udgjorde den ene halvdel af et arbejdsteam, og de fik alle betydningsfulde ansvarsområder og roller.

Prinsessernes opdragelse omfattede først og fremmest undervisning i den lutherske Bibel og Katekismus, i sprog, elementær matematik og hofmæssige færdigheder som musik og dans. Alle pigerne var også fuldt ud bevidste om deres mors dynastiske forbindelser til Mecklenburg og om, hvordan de bedst støttede både hendes familie og tro. Ethvert aspekt af deres uddannelse forberedte dem således til en plads inden for det dynastiske netværk. Dronning Sophies store anetavle, den såkaldte ’Mecklenburgske Anetavle’ i kirken i Nykøbing Falster, visualiserede dronning Sophies genealogi og understregede samtidig de dynastiske forbindelser på kvindesiden.

Dronning Sophie af Mecklenburg. Fra: Kongernes Samling

Familien og den lutherske tro frem for alt

På grund af deres mors tyske oprindelse tilbragte pigerne barndomsårene i Mecklenburg, og i kraft af den regelmæssige kontakt med deres morforældre var den danske kongefamilie bikulturel og tosproget. Det er væsentligt, eftersom deres vigtigste internationale forbindelser var forankret i det lutherske Tyskland. Familien stod forenet, når det gjaldt religionsspørgsmål, og i kølvandet på reformationen fandt de danske konger selv deres brude i protestantiske lande, primært i tysktalende territorier, mens lutherske fyrster fra Tyskland søgte deres hustruer i Danmark. Pigernes far, Frederik 2., var den første danske monark, der fik en luthersk dåb.

Elisabeth, Augusta og Hedevig var overbeviste lutheranere og blev betragtet som troens søjler ved deres respektive hoffer i Braunschweig-Lüneburg, Slesvig-Holsten-Gottorp og det kurfyrstelige Sachsen. Anna, derimod, måtte manøvrere inden for en mere kompleks politisk virkelighed i Skotland og England. Moderne engelsksprogede forskere, der beskæftiger sig med Jakob 1. (6.)s (født 1566, konge af Skotland 1567-1625, konge af England 1603-1625) hof og har studeret Anna isoleret fra den danske kontekst, antager rutinemæssigt, at Anna konverterede til katolicismen. Imidlertid giver familiemønstret for alle disse kvinder som døtre, søskende, tanter og kusiner et mere sammensat og nuanceret billede og gør det yderst usandsynligt, at Anna blev katolik.

Frederik 2. og Sophies børn er bemærkelsesværdige, fordi de hele livet opretholdt en tæt kontakt med hinanden. De besøgte hinanden og udvekslede hyppigt breve, ambassadører eller gaver. Denne tradition videreførtes også ind i den næste generation. Det at varetage et dynastisk netværk var en livslang forpligtelse, og det danske kongehus dyrkede målrettet sine familierelationer og fælles religion. Var Anna faktisk konverteret, ville hun derfor have sat hele sin dynastiske kapital over styr. Men dette synes ikke at have været tilfældet, eftersom Anna lige til sin død nød hele familiens gunst - et forhold, der siger langt mere end ord. Ligesom sine søstre, Elisabeth, Augusta og Hedevig, forblev Anna livet ud ”født af den kongelige, danske stamme.”

Frederik 2. Fra: Frederiksborg Nationalhistoriske Museum