LONE B. 22 ÅR
 

INTERVIEWEREN: Hvordan gik det til, at De blev gravid? Var det en forglemmelse?
 

LONE B.: Nej, det var det ikke. Ja, der har været et par små forglemmelser, som ikke gav resultat, men… hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke, hvornår det skete. For jeg brugte mit pessar, og der skulle man være 100 % garderet, som min læge siger.

Men der er bare det – og det er jeg ikke den eneste, der har været ude for – at de pessarer, det er ikke altid de passer til én. Hvis de ikke er store nok, så hjælper det ikke meget … åbenbart!

Og så er der en ting, som jeg nu har lært, men som der er mange, der ikke har lært: at man kan føle, om det sidder rigtigt. Jeg har bl.a. hørt af en veninde, der har fået sit på Mødrehjælpen, og der viste de hende først, hvordan man sætter det ind. Så skulle hun selv prøve at gøre det. Og så kontrollerede de, om hun havde gjort det rigtigt. Og det havde hun, og så sagde de: ”Bravo, De er en stor pige. Det er i orden. Farvel, farvel.” Men det var det rene tilfælde, at hun anbragte det rigtigt den gang. Desværre for hende!

Min læge sagde også til mig, at mit pessar måtte have været for lille. Det var et forkert mål, jeg havde fået opgivet …
 

I: Hvordan var det gået til?
 

LB: Jo, når man er studerende, så flytter man meget rundt. Så finder man sig et nyt værelse, og så flytter man derover, og så er man kommet over i en ny sygekasse og kender ikke de læger, man har, ikke personligt, så…så det har nok ikke været nogen særlig samvittighedsfuld læge, jeg kom til. Det var en ret hastig konsultation, venteværelset var fyldt og så videre. Men det kan jo være, at jeg lige efter det tidspunkt kan have forandret mig, det er muligt. Eller også … og det er måske mere nærliggende at tænke … så har sygekasselægen taget forkert mål.

I hvert fald, da jeg opdagede, at jeg var gravid, blev jeg fuldkommen perpleks, og da var det også så fremskredent, at det var ret kriminelt. Jeg har vel været to måneder henne. Og det var på et tidspunkt, hvor alle var på sommerferie, og min … min far til mit barn kunne jeg heller ikke få fat i, og læger, som man efterhånden fik adresser på, var heller ikke hjemme. Og de venner, som man tænkte vidste noget om noget om noget, dem var det også et værre puslespil at få fat i. I hvert fald var jeg til sidst i en desperationsstemning, der var et helt mareridt …

Men der var dog et par adresser, som jeg fik stavlet frem af jorden, og så sad man i et venteværelse, og sveden løb ud af én … Og samtidig var jeg så fysisk syg, at det var et problem for mig at holde den smule i mig, som jeg overhovedet kunne få ned --- og når jeg ikke var på jagt efter en ny læge eller sådan noget, så måtte jeg ligge stille hen og prøve at holde noget mad i mig.
 

I: Hvordan konstaterede De, at De var gravid?
 

LB: Ja, det var faktisk også på den måde, at jeg fik kvalme af alting, og, ja, jeg er en meget stor soldyrker, men jeg kunne ikke engang holde ud at ligge i solen, og … Nåh ja, normalt er det jo menstruationen, man mærker det på. Men der kom stadig lidt, og jeg beroligede mig med, at det var fordi jeg var i Syden, at det nok bare var klimaforandringen og de andre leveforhold, der jo godt kan være skyld i, at menstruationen ikke er så stærk…

Men så var der jo det, at jeg ikke kunne spise noget, det forekom mig mere mærkeligt… Jeg drømte hele tiden om et glas mælk, og når jeg så mælk, blev jeg fuldstændig syg af længsel! Og det er jo ret svært at få mælk i udlandet, dér er det jo mest vin de sætter for én, og det kunne jeg overhovedet ikke nedsvælge.

Men jeg ville ikke tænke på det. Jeg ville nyde den tid, jeg havde dernede, så det var først, da jeg kom hjem, at jeg gav mig selv lov til at være bekymret, og så var jeg det til gengæld så meget desto mere.

Jeg kunne jo ikke stille noget op, da jeg var i udlandet. Men da jeg så kom hjem, strøg jeg hen med en urinprøve, og i det øjeblik, da det lød med den der telefon-stemme: ”Prøven er positiv.”… da blev jeg klar over det …

Før den tid havde jeg ikke givet mig selv lov til at tro på det, jeg var kommet med andre forklaringer og sådan noget.

Det var en helt absurd situation, for det var fra Tivoli jeg ringede op. Jeg kunne ikke holde ud at sidde hjemme og vente på den telefonbesked, og så besluttede jeg til sidst at gå i Tivoli. Der er jo en munter stemning, og folk går rundt og skal rigtig fornøje sig. Men der skulle jeg hele tiden ringe ind, for der var åbenbart noget vrøvl med den prøve … og lige indtil det øjeblik havde jeg gået og tænkt: ”Åh, det er bare noget … en drøm … nu skal du høre stemmen”… og så hørte jeg det der. Og jeg kom ud af den boks, og stemmen lød der stadig, og jeg fattede det ikke rigtigt. Men så gik det pludselig op for mig som et vældigt chok … og imens stod man derude med en masse mennesker, der gik forbi, fuldkommen ligegyldige, med det der Tivolifjæs på, og ballongyngerne i baggrunden med folk, der skriger, de skriger af skræk og gru og fryd blandet … Og jeg tudede og tudede og tudede, fordi nu kunne jeg ikke bilde mig selv noget ind mere … jeg havde ganske vist en veninde med, men det var ikke nogen særlig virkningsfuld trøst. Der er ikke noget, der kan trøste én …

Det hele kom bag på mig i bogstavelig forstand. Jeg vidste jo godt, hvordan man undgår at få børn Og jeg havde jo også brugt mit pessar, som sagt, men … når man først står i det, så ser det helt anderledes ud. – Ja, jeg troede i begyndelsen, at det at få børn, det var noget, man skulle gøre sig umage for. Jeg troede, det var en rigtig sjov historie … Det skulle jo være en glædelig begivenhed, men det var det altså ikke. Det var en sørgelig begivenhed.
 

I: Var det for Deres vens skyld, at de ikke ville have barnet?
 

LB: Jeg tror nok … ja, på det tidspunkt var jeg indstillet på, at jeg ikke ville have børn nu. Man stiller jo et billede op af, hvordan man kunne have det, hvordan man gerne ville have lov til at udvikle sig uden børn. Jeg var meget klar over, at jeg ikke var moden nok til det, og at jeg hele tiden udviklede mig så meget, at det ville være synd for barnet … Jeg ved ikke, der er så mange faktorer … Jeg er i begyndelsen af min uddannelse, og den far … det var ikke noget særlig stabilt forhold. Det kunne eventuelt forbedre sig, men det er et dårligt grundlag, synes jeg, at tvinge ham ind i noget, som ødelægger noget for ham, ligesom det tager noget fra mig. Vi er meget unge …
 

I: Var det mest Dem selv, De tænkte på?
 

LB: Jo, mig selv, ja! Jo, det var egoistisk.
 

I: De syntes, det var den letteste løsning?
 

LB: Jo, det var det. Det er det. Men nu har jeg været igennem det, og det har været hårdt, og nu er jeg alligevel glad for, at jeg gjorde det. Men man har nogle øjeblikke, hvor man bliver sentimental og sådan noget. Man er jo svingende …

Jeg ved godt, jeg kunne have fået støtte fra mine forældre og have klaret det. Men nu er det på afstand og … ja, jeg kunne godt tænke mig at sætte børn i verden, men, stadigvæk, ikke lige nu. Om 3-4 år vil jeg gerne have et barn. – Men dengang, det var en helt anden situation. Jeg følte, jeg havde ikke noget at byde det barn. Der var ingen tvivl i mig. Jeg tvivlede overhovedet ikke. Jeg vidste nok, der skulle komme nogle psykiske depressioner og sådan noget, men det, tænkte jeg, det ville jo nok ikke være værre end det, jeg nu var igennem, så … så det var i grunden en ret enkel beslutning for mig.
 

I: Kan det være en enkel beslutning?
 

LB: Hvis man står udenfor og ikke er gravid, så er det ikke en enkel beslutning, men når man er gravid, og man er midt i det, og man er under psykisk pres, så kan det være en meget let beslutning.
 

I: Og Mødrehjælpen?
 

LB: Jeg kunne være gået på Mødrehjælpen. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var klar over, at jeg ikke kunne få nogen legal abort. Der var ikke nogen social indikation, og der var heller ikke andre, helbredsmæssige. Det kunne der ikke være tale om. Og psykisk, der tror jeg ikke, der ville være nogen, der ville erklære mig uegnet. Jeg har hørt om kvinder, der skulle ligge optil flere måneder til observation for at få en abort på det psykiske grundlag. Det havde jeg i hvert fald slet ikke nerver til. Så … jeg prøvede at spare mig selv for så mange udenomsting, og så syntes jeg, at det var overflødigt at gå op til Mødrehjælpen.
 

I: De stod altså på bar bund. Hvad gjorde de så? Hvem snakkede de først med?
 

LB: Med de af mine veninder, som jeg vidste, havde haft noget med den slags at gøre. Og jeg tænkte også på at grave en medicinsk studerende frem. Men næsten alle de læger, jeg fik adresser på, var ikke til at få fat i. Så der gik de her tre uger efter at jeg havde fået besked, hvor jeg styrtede rundt desperat for at finde nogen. Jeg tror, jeg har været gennem 20 læger. Jeg sad der i et venteværelse og tænkte, bare jeg nu for det første kunne holde mig og ikke knækkede sammen med den smule mad, jeg havde fået, der reagerede, lige så snart der var en eller anden mærkelig duft, og for det andet så var mine nerver på bristepunktet, så jeg faktisk godt kunne bryde sammen …

Ja, jeg fortalte om mine frygtelige blødninger, menstruationsbesvær, og jeg var hele tiden frygtelig angst for, at der var nogen, der ville se urinprøver. Jeg var rædselsfuld nervøs og faktisk godt rystende på hænderne, hver gang jeg kom ud derfra.

Men … man skal tage chancen! Både lyve og tage en chance. Og man kan risikere at blive afvist.

Når det lykkedes for mig, så skyldtes det en hel masse biomstændigheder. Dels så ville den læge, jeg var hos sidst, ikke gøre det på mig, men han kunne godt se, at jeg var fuldkommen ude af det af nerver, men han ville åbenbart ikke sige det direkte til mig. I stedet så havde han sendt en indlæggelse til mig, at jeg skulle gå på et hospital til kontrolundersøgelse. Men jeg havde opgivet den adresse, jeg havde inde i byen, mens jeg i virkeligheden boede ude hos mine forældre – jeg kunne simpelthen ikke holde ud at bo alene – og han havde sendt den der henvisning til min byadresse. Men det var jeg jo slet ikke klar over, og to dage senere ringede jeg til hospitalet og sagde, at nu måtte det ske, og sagde, at nu havde jeg jo fået en indlæggelse. På det tidspunkt var oversygeplejersken på ferie, og hun ville jo nok have forhindret det, hvis hun havde været der, fordi hun kunne se, at der ikke var nogen indlæggelse. Men vedkommende tænkte, at … ja, jeg ved ikke, hvad vedkommende tænkte, men vedkommende sagde i hvert fald, at der var en seng ledig, så jeg kunne godt komme ind næste dag.

På den måde var det jo mod lægens vilje, og når han gjorde det alligevel, så var det af venlighed, og fordi han ikke ville have yderligere vrøvl. Det ved jeg ikke rigtigt … Men han måtte jo have sin ryg fri, ville jeg tro. Jeg ved i hvert fald en anden pige, der kom derud, og til hende sagde han, at det gik altså ikke …
 

I: Snakkede De med lægen bagefter?
 

LB: Jeg var jo i narkose, da jeg kom op, heldigvis. Og jeg vidste jo sådan set ikke, hvad der foregik. Jeg forestillede mig, at nu blev det hele fjernet, og så var den i orden. Men der skete ikke noget særligt. Da jeg vågnede op, da havde jeg ondt i maven, men jeg var ikke klar over, at jeg selv skulle føde, og det var i hvert fald meget ubehageligt.

Men lægen … han sagde til mig, da jeg på et tidspunkt var til undersøgelse og var alene med ham: ”De var jo gravid”. Så sagde jeg: ”Ja”.

Så sagde han ikke mere.

[Willy Reunerts kommentar:]

”Og så sagde lægen ikke mere”. Men hvorfor? Var han hele tiden klar over, at den unge kvinde var gravid? Eller følte han sig bedraget? Det får vi aldrig at vide.

Men jeg ved, at jeg begik en fejl før, da jeg sagde, at vor nuværende svangerskabslov er mere human. Hvis human betyder menneskelig, så er den ikke særlig human – over for læger og over for jordemødre. For loven forlanger, at læger og jordemødre skal fungere koldt og følelsesløst som robotter. De har kun at rette sig efter loven og paragrafferne. Men de er jo levende mennesker med både forstand og medmenneskelige følelser, og alligevel må de svare tilsyneladende hjerteløst. Her er et par citater af unge kvinders erfaringer:

En læge sagde: Jeg forstår fuldt ud Deres situation. De er faktisk for ung til at tage ansvaret for et barn. Men jeg kan ikke hjælpe Dem, og der er næppe nogen chance for legal abort. De er nemlig ikke ung nok, og Deres psykiske og økonomiske forhold er heller ikke dårlige. Det eneste råd, jeg kan give Dem, er: Lad være at gå til en kvaksalver eller gøre nogle andre dumheder.

En anden læge sagde: Jeg skal sige Dem rent ud – jeg tør ikke, jeg tør simpelthen ikke! Hvad tror de, det ville ende med? Jeg har hvert år mindst tyve grædende sygeplejeelever på knæ her foran mig. – Kom med en påbegyndt abort, og ingen ansvarlig kirurg vil lade dem i stikken.

Og en tredje læge sagde også: Kom med en indledt abort, men en ægte abort. Jeg er jo ikke alene i operationssalen, og den fidus med at sprøjte veneblod op i skeden eller låne menstrualblod af en god veninde, den går ikke længere, den er for gammelkendt. – Og da jeg spurgte, hvordan man kan få sat en abort i gang, svarede han bare: De må kunne forstå, at det kan jeg ikke sige dem. Det må de selv klare. Men pas på, pas på med kvaksalverne, det kan blive en alvorlig spøg.

Citat slut. – Men så er spørgsmålet, hvorfor lægerne svarer på denne måde. Fordi svangerskabsloven i praksis først og fremmest er rettet mod lægerne og jordemødrene. De straffes endda meget hårdere end de tvivlsomme kvaksalvere. Begge parter bliver ganske vist straffet med fængsel, men lægen og jordemoderen risikerer samtidig at miste deres ret til at praktisere, mens kvaksalveren uhindret kan fortsætte med at være chauffør, varmemester, officer, eller hvad hans borgerlige erhverv nu har været.

- Det er en af forklaringerne på, at lægerne ofte, imod deres eget ønske, overlader det farlige job til elendige fuskere.

(…)

HANNE S. 23 ÅR
 

INTERVIEWEREN: De har gennemgået en abort?
 

HANNE S.: Ja, det er cirka et år siden, at jeg pludselig opdagede, at jeg var gravid. Det tog mig ret lang tid at finde ud af med mig selv, om jeg ville have det barn. På een måde ville jeg jo gerne, for jeg holder meget af børn, og jeg vil gerne have børn senere. Men på den anden side, så kunne vi lige så godt vente, for vi syntes ikke, det er værd at føde børn, før man er nogenlunde sikker på, at man kan klare det.

Jeg havde det heller ikke så godt med mig selv på det tidspunkt. Jeg var ude i nogle depressionsperioder, også før jeg blev gravid, og jeg havde meget svært ved at passe mit arbejde …

Så jeg fik samlet diverse adresser, og der kom jeg blandt andet op til en læge, hvor … ja jeg havde taget nogenlunde pænt tøj på for ikke at se for mærkelig ud. For de reagerer altid voldsomt, sådan nogen læger, hvis man kommer i cowboybukser eller almindelige lange bukser og sådan noget, ikke? – ja, altså, ungdommen, ikke, langhårede, beatnik’er og alt det der. Så jeg klædte mig så pænt på som overhovedet muligt, nej, det passer nu ikke, men nogenlunde. Så man faldt nogenlunde ind i billedet.

Og så kom jeg derop, og det er noget af det mest fantastiske, jeg har været ude for. Jeg sad i et venteværelse og ventede sammen med en hel masse damer i nogle smarte nertzpelse og med kunstige øjenvippet på. Jeg troede, det var en hel mannequinopvisning, jeg skulle igennem. Og der sad de her damer og var fuldstændig stive og pillede i taskerne med deres lange negle og så fornemme ud.

Så gik der et langt stykke tid, og så kom jeg ind. Og det virkede meget forvirrende, for da jeg kommer ind, kan jeg overhovedet ikke se nogen mennesker derinde. Da jeg lukker døren, så er der pludselig een, der bagfra siger: ”Hvad Søren vil De her?” Så vender jeg mig om, og så står der een i hvid kittel. Nå, så sagde jeg det samme til ham, som jeg havde sagt til alle de andre, at min menstruation altså var forsinket, og at jeg skulle ud at rejse, og sidste gang jeg havde menstruation, havde jeg frygtelige smerter, og jeg blødte i næsten en uge, og at det hele var ret uregelmæssigt. Om jeg ikke kunne få en udskrabning? – Ja, nu skulle han se. Der var så meget i vejen, ventetid og sådan noget, og jeg kunne få en tid igen om tre måneder. – Så gik jeg igen.

Og så har jeg været nogle andre steder henne, hvor jeg blev behandlet mærkeligt. For det meste hos læger, som jeg ved er narkomaner. Eller nej ... det er overdrevet, den ene læge vidste jeg var narkoman. Jeg har nemlig nogle bekendte, som har været med ham til nogle selskaber og sådan noget, og derfor regnede jeg med, at når det var nogen jeg kendte, så ville han sikkert gøre det.

Og så var det jo en læge, som jeg vidste havde lavet aborter i mange år. Og jeg ville godt se, hvad han var for en og lige vejre situationen.

Første gang jeg kom derop, var han meget flink, men ret forvirret. Han virkede ærligt talt, som om han var skidehøj, ikke? – og så skulle jeg give ham 50 kr, og så skulle jeg komme igen om en uge. Så kom jeg igen næste uge, og så kunne han overhovedet ikke kende mig og anede ikke, at jeg havde været der før. Så fik jeg en ny dato. Så kom jeg derop igen, og så ville han have 100 kr, og så fik jeg en dato 14 dage frem i tiden ...

Men jeg var klar over, at hvis jeg skulle have den abort, så skulle det i alt fald ikke være for sent, for jeg havde ikke lyst til at gå gennem et større foretagende, så jeg lod være med at gå derop igen ...
 

I: Hvor lang tid var der gået?
 

HS: Der var måske gået tre uger, fordi jeg vil regne med, at de første 14 dage gik jeg og kunne slet ikke finde ud af, om jeg skulle tage det eller ej. Og så til sidst fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at komme af med det.

For det første fordi den mand, jeg skulle have det sammen med ... vi bor sammen og har et godt forhold til hinanden og har tænkt os at fortsætte. Men han er stadigvæk i lære og tjener meget lidt.

Desuden havde jeg heller ikke tjent ret mange penge, og så var vi flyttet hen i nogle ejendomme, hvor man ikke måtte have børn. Så ville det også blive vanskeligt at få en ny lejlighed. Og det havde vi heller ikke råd til, for vi havde lige fået gjort den lejlighed i stand, vi havde fået.

Jeg snakkede nemlig meget med ham om det, og han var meget sød og forstående, og han sagde, at han syntes også, at det var den fornuftigste beslutning, jeg havde truffet ... Og det mente han altså bagefter.

Men jeg var jo altså sent på den. Jeg var to måneder henne, og det skal i hvert fald tages inden tre måneder. Og jeg havde ikke lyst til at gå til en kvaksalver, eller få en sygeplejerske til at gøre det eller selv ligge og rode med det. Det synes jeg er for farligt, fordi jeg har hørt, der er så mange, der har fået en slem og vedvarende underlivsbetændelse af det.
 

I: Hvordan lykkedes det så omsider?
 

HS: Ja, til sidst fik jeg en adresse gennem en medicinsk studerende på en overlæge, som gjorde det en gang imellem udelukkende af humane grunde. En meget sød læge. Jeg tog ud til ham til en privatkonsultation. Og gav ham den samme historie med at jeg havde haft frygtelige smerter og havde blødt meget. Og han gav mig altså en indlæggelsesseddel ... altså stadig med det påskud, at jeg skulle ind og have en udskrabning. Og så kom jeg ind og ligge.

Det var om morgenen, jeg kom ind og blev bedøvet og kom op på operationsbordet. Og først om eftermiddagen kom jeg ned igen, og jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvad der var sket. Jeg havde det egentlig vældig godt ...Selv om jeg blødte frygtelig meget, sov jeg meget roligt ind.

Først om natten mærkede jeg noget. Jeg begyndte at få det ret dårligt, og så fik jeg efterveer. Jeg lå og skreg og hylede og hev i natklokken og faldt ud af sengen. Så endelig kom der en sygeplejerske, men det eneste jeg fik var to albyler. Jeg var fuldkommen vanvittig. Jeg ville stikke af, jeg ville hjem, og jeg ville ud og have fat i nogle piller, og jeg ville have morfin, og det var simpelthen frygteligt ...

Så ville jeg tale med overlægen, men det var helt umuligt, selv om jeg insisterede. – Og næste dag på stuegangen, da var han altså meget ... forandret, fra den første gang jeg havde haft en samtale med ham. Meget reserveret, og sådan, og han kom med ret ydmygende spørgsmål, men ikke i anledning af aborten altså ...

Og så de to damer, jeg lå sammen med. Sådan nogle gamle nogen. De var meget søde, lige da jeg kom ind og blev kørt ned og sådan noget. Men de blev mere og mere ubehagelige og begyndte at spørge og spørge, hvad det egentlig var ...

Og det værste var, at jeg ikke engang kunne få lov til at få et bad eller et brusebad. Jeg svedte jo, og jeg havde det, som om jeg havde blod over hele kroppen.

Men det, der overraskede mig mest, var den besynderlige stemning, der var over det hele. Der var ikke sådan nogen, der decideret sagde noget, men sygeplejerskerne vidste det selvfølgelig, det kunne man mærke. Også fordi de havde jo læst journalen ikke? Jeg havde jo før hørt om nogle af mine veninder, der havde været på hospitalet for det samme, men det havde jeg altså slet ikke ventet. Men det er vist nok den almindelige politik, at man ikke er sød over for patienter, der kommer ind med abort ...
 

I: Hvordan gik det bagefter. Stødte der nogen komplikationer til?
 

HS: Nej, jeg var ved at sige tværtimod. Nu har jeg altid haft et ret kompliceret underliv, og der har altid været en smule knas med det. Men det er ikke blevet værre af det her. Jeg er på sin vis glad for det, for ... nu ved jeg, hvornår jeg får min menstruation. Det vidste jeg aldrig før.

Men jeg lå altså derude i 14 dage. Og så ville jeg have en samtale med overlægen, fordi jeg anede overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom hjem. Om jeg skulle ligge stille, eller hvornår man kunne begynde at gå i seng med nogen, eller hvordan i det hele taget.

Og endelig kom jeg ind til ham, og jeg spurgte, om jeg skulle have et nyt pessar og om en masse andre ting. Men da kunne jeg overhovedet ikke få noget at vide. Ja, jeg kunne komme ud til en samtale en anden gang ...
 

I: Hvordan med forholdet til Deres ven?
 

HS: Det har ikke forandret sig. Vi bor stadig sammen. Det har nærmere bundet os mere sammen. For vi var fuldstændig enige om, at vi var nødt til at gøre det, og vi har i sinde at få børn senere hen. Nu er vi begge to meget glade for børn. Så det har jeg ikke fortrudt, det har jeg ikke.
 

I: Kunne De tænke Dem at gøre det en gang til?
 

HS: Nej, det vil jeg sørme ikke. Abortere en gang til? Nej, aldrig under sådan nogen forhold ... men altså, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt, hvis man engang får 7-8 børn, så ...

Hvis det var nu, det er jeg næsten sikker på, så ville jeg have barnet. Men det er meget svært at tage stilling til. Ved man overhovedet, hvad man vil gøre? – Det er ligesom med alle mulige andre ting, ildebrand og så videre, ikke? Man har en masse gode ideer om, hvad man ville foretage sig, og når det så brænder, bliver man helt vanvittig, tager gulvkluden over hovedet og hopper ind i kanarieburet, ikke? Man aner ikke, hvad man vil gøre ...

[Willy Reunerts kommentar:]

”Man aner ikke, hvad man gør ... lige som ved en pludselig ildebrand.” – Det er sikkert rigtigt. Men så er spørgsmålet: Kunne man ikke gøre mere for at forhindre en sådan ildløs? Det drejer sig jo ikke bare om de 20.000 kvinder om året, der har aborteret, legalt eller illegalt. Også de 4.000 mødre under 18 år, der har fuldført deres svangerskab, må regnes med. Deres børn har næppe været indkalkuleret i de unge pigers ”familieplanlægning” – lige så lidt som en stor part af de 8.000 børn, som mødrene i 18-20 års alderen bringer til verden. – Jo, der udbryder hvert år mangen en ildebrand i de danske hjem!

Man hvad kan man gøre? Krydse fingre og lukke øjnene? Bede til Gud og prædike afholdenhed? Eller give de unge en solid seksualbelæring. Men den får de jo i skolen, siger man ...