W. W. Prior havde siden sin udnævnelse til premierløjtnant i 1898 fulgt et klassisk militært karriereforløb med fokus på generalstabsarbejde. Han avancerede gennem graderne og blev i 1937 udnævnt til generalmajor og chef for Sjællandske Division. Da hærchefen siden 1931 generalløjtnant Erik With gik af på grund af alder i 1939, udnævntes Prior til hans efterfølger. Priors samarbejde med de politiske beslutningstagere var imidlertid allerede fra begyndelsen af hans virke som hærchef problematisk.

Op gennem trediverne havde der hyppigt vist sig uenigheder mellem den socialdemokratisk-radikale regering og forsvarsledelsen. Disse uenigheder blev dog delvist forsonet under Withs tid som hærchef, men de trådte tydeligere frem igen under Priors ledelse. Grundlæggende havde Prior svært ved at acceptere, at den til enhver tid siddende demokratisk valgte regering definerede nationens og statens interesser, og at det dermed også var dem, som bestemte forsvarspolitikken snarere end den militære ledelse. På grund af uenighederne var han ikke blandt de ledende officerer, der stod forsvarsminister Alsing Andersen nærmest i tiden op til besættelsen. Det førte til, at han i de afgørende aprildage faktisk var relativt dårligt informeret om de tyske troppebevægelser op til 9. april 1940 og det generelle efterretningsbillede.

Generalløjtnant William Wain Prior 1876-1946. Foto: Wikimedia Commons

Den formelle rangorden kunne dog ikke tilsidesættes 9. april, hvorfor det var Prior, der indkaldtes til det skæbnesvangre møde på Amalienborg 9. april om morgenen med kongen, stats-, udenrigs- og forsvarsministeren samt chefen for flåden viceadmiral Rechnitzer. Prior var den eneste af mødedeltagerne, der anbefalede en fortsat kamp mod de tyske tropper. Dette skete næppe ud fra en opfattelse af, at fortsat dansk modstand kunne ændre den militære situation, men nok snarere af national og soldatermæssig æresfølelse.

I tiden efter 9. april blev Prior meget berørt over den folkestemning, der gav forsvaret skylden for besættelsen og den svage danske modstand. Derfor kastede han det meste af sin energi ind på i stedet at lede anklagerne over på politikerne, hvis politik i trediverne ifølge ham var skyld i besættelsen. Det kom dertil, at han 24. april 1940 orienterede kongen om, at hvis denne afskedigede regeringen, ville det blive modtaget med tilfredshed i hæren og i befolkningen. Den slet skjulte opfordring til noget, der nærmede sig statskup, blev ikke modtaget imødekommende af kongen, der havde større tiltro til Stauning og hans regering og dennes opbakning i befolkningen end Prior.

Prior blev i forsommeren 1940 opfordret af DNSAP til at deltage som statsminister i en ny ikke-parlamentarisk regering, som partiet ønskede at danne med støtte fra officerer, der i foråret 1940 havde meldt sig ind i nazistparitet, hvilket han dog afslog. Prior tog sin afsked med virkning fra september 1941 i frustration over, hvad han opfattede som en regering, der var rede til at imødekomme tyske krav på det militære område i al for vidt omfang.

Prior blev i efteråret 1945 indkaldt som vidne for Den Parlamentariske Kommission, der blandt andet skulle undersøge, om der skulle placeres et ansvar for besættelsen d. 9. april 1940. Her fortsatte Prior sin kamp for at kaste skylden for besættelsen over på politikerne, men da kommissionen netop bestod af politikere foregik dette ikke uimodsagt. Kommissionen lagde således en del vægt på, at Prior end ikke havde gjort sig den ulejlighed at blive på sin post i forsvarsministeriet natten mellem 8. og 9. april 1940, men i stedet var taget hjem til sin privatbolig for at sove. Ligesom stridsmanden Prior i tjenesten havde været i modstrid med politikerne, således var han det altså også i sit otium.