Svend Grathe, død 1157

Artikler

Svend 3. Grathe, død 1157, konge af Danmark 1146-57, søn af Erik 2. Emune.

https://denstoredanske.lex.dk/Erik_3._Lam
Kobberstik af Svend Grathe. Fra: Det Kgl. Bibliotek  

Da Erik 3. Lam i 1146 nedlagde kronen, blev Svend valgt til konge på Sjælland og i Skåne, mens jyderne valgte Eriks grandfætter Knud 5. Magnussen, der var søn af Magnus Nielssøn, Knud Lavards drabsmand. I den følgende kamp om hele riget søgte begge tysk støtte, og i 1152 tildelte den tyske konge, senere kejser Frederik 1. Barbarossa, Svend hele riget som tysk len. Til gengæld skulle Svend give Knud passende len, mens Knud Lavards søn Valdemar (1. den Store) fik sin fars hertugdømme i Slesvig.

Svend bragte sig dog snart i modsætning til landets stormænd, og Valdemar, der først havde støttet Svend, indgik nu en alliance med Knud. De tog begge kongenavn i 1154, mens Svend fortrak til Tyskland. Da han i 1157 vendte tilbage med støtte fra bl.a. Henrik Løve, tvang stormændene de tre tronkrævere til at dele riget: Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da forliget skulle besegles i Roskilde 9. august 1157, forsøgte Svend at dræbe de to andre. Knud blev dræbt, men Valdemar undslap, og i oktober på Grathe Hede syd for Viborg besejrede han Svend, der blev dræbt umiddelbart efter.

Statue af Svend Grathe i Nordborg
Statue af Svend Grathe i Nordborg. Fra: Wikimedia Commons 


Læs mere om Sven Grathe på denstoredanske.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
denstoredanske.dk, Niels Lund
Tidsafgrænsning
1146 -1157
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. august 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk og denstoredanske.dk. Gengivet med tilladelse fra Niels Lund og Gyldendal.

Om artiklen

Forfatter(e)
denstoredanske.dk, Niels Lund
Tidsafgrænsning
1146 -1157
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. august 2019
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk og denstoredanske.dk. Gengivet med tilladelse fra Niels Lund og Gyldendal.