Side fra breve fra Bengalen med gotisk skrift.

Serampore d. 18de Novbr. 1819

Side 24

Jeg veed, at De er af den Mening, at jeg

lever her blandt gode Mennesker; ogsaa jeg havde

engang samme Tro, og glædede mig ret i Tankerne

over det Liv jeg ventede at tilbringe her blandt

de af Haafner beskrevne Indianere; men hvorledes

er jeg ikke bleven skuffet i min Forventning! Istedenfor

disse ærlige godmodige Folk, har jeg funden

dem at være, især den simple Classe, løgnagtige,

tyvagtige og drikfældige, og hvad de høiere Caster

angaae, da er Skinhellighed, Løgnagtighed og Sluhed,

Hovedstrækkene i deres Character. Sircarene[1],

Kjøbmændene som for det meste ere Brahminer,

søge paa alle mulige Maader at bedrage Enhver som

har at bestille med dem, og ere saa udlærte i Kjøbmandskneb,

at Europa neppe kan fremvise Mesteren;

at finde en ærlig Sircar, er som en undtagelse

Side 25

fra Reglen. Mod Enhver, som de kan vente

at fortjene noget ved, ere de underdanige og smigrende

til Væmmelse, men Gud hjelpe den Europæer,

som skulde være nødt til at trygle dem om

Hjelp, han maatte hellere ønske at være falden i

Canibalernes Hænder.

(…………)

(fortsat side 25)

Den herskende Religion her er, som i hele

Indien, Brahmas bekjendte Lære[2], dog findes der

en stor Deel, vist over en tredie Deel, som have

antaget den mahomedanske, deres Overvinderes,

Religion.

Brahma’s Troesbekjendere erkjende Tilværelsen

af en almægtig, alvidende og allestedsnærværende

Gud, men have dog adskillige andre Hjelpe-Guder,

f. Ex. en for den frembringende, og en for den

ødelæggende Kraft; den første tilskrives alt Godt,

den sidste alt Ondt.

Side 26

Overhovedet taget, indeholder denne Religion saa

mange fortræffelige fornuftvigtige Grundregler, som

ingen uden den christelige kan fremvise Magen til,

men Brahma’s Efterfølgere have efterhaanden tilføjet

saa mange urimelige Skikke, som paa en Maade

gjør deres Liv til en Kjæde af latterlige Ceremonier.

Saaledes er det Tilfældet med Folkets Inddeling

i forskiellige Caster. Brahma inddelte kun

Folket, lig Ægypterne, i 5 Caster, nemlig Præste-Kriger,

Agerdyrknings- Haandværks- og Hyrdecasten,

men nu have disse igien deelt sig i hundrede Smaaekaster,

og, da der er Kasts Fortabelse for den som

gaaer ind i en Andens Rettigheder, kommer man i

den besynderlige Nødvendighed at behøve en halv Snes

Mennesker, hvor eet var tilstrækkelig; saaledes maae

vi, i vor lille Husholdning, bruge 6 forskiellige

Caster, og hvormange der end er, maae man heller

gjøre enhver Ting selv, thi jeg har aldrig seet

Mage til den Dorskhed og Stupiditet, som hersker

blandt Tjenestefolkene. Var jeg vant til at

ærgre mig over Smaating, fik jeg intet andet at

bestille hele Dagen; men, da jeg veed, hvor skadelig

for Sundheden Ærgrelse er her i Indien, har

jeg foresat mig, at tage Tingen gandske koldsindigen,

hvorved man og kommer længst frem her. Kun en

eneste af alle Betjenterne i Huset vil spise af den

Mad vi have berørt, da alle Europæer høre til

den laveste Caste, og det er dem forbuden at røre

Side 27

eller spise anden Mad, end den som bliver lavet

af dere egen, eller højere Caste. Det er derfor

nødvendigt, ved de mange Lejligheder hvor de Rige

ere nødsagede til at bespise de Fattige, at en Brahmin

af den højeste Rang maae forrette Kokkens Tjeneste

i Paasyn af alle Gjæsterne, da uden dette,

ingen vilde røre det mindste af Maden, naar man

undtager den ringeste Casts medlemmer.

Er en Hindu nok saa sulten, og jeg, imedens

han spiser, blot rører ved hans Legeme, kaster han

strax det Hele bort, og maae strax ud i den helige

Flod for at rense sig.

Floden Ganges, som har sit Udspring i Tartariets

Bjerge, frugtbargjør saa at sige hele Bengalen

ved de mangfoldige Arme, i hvilken den deler

sig, og det er derfor, at den bliver betragtet som

en Gud. Enhver af Brahma’s Bekjendtere maae,

i det mindste engang hver dag, bade sig i den.

Ved deres Fester maae de offre Blomstrer, Fødevarer

og Penge til den, og jeg var engang Øjevidne til,

at en Moder kastede sit 3 Aars gamle Barn ud i

den rivende Strøm, for at forsone Guderne for en

af hende begaaet Forbrydelse. Om jeg end havde

buden al Verdens Rigdomme, for at redde Barnet,

havde det dog været forgjæves, thi Hinduerne vilde

før lade deres Liv, end røre ved det til Guden

bestemte Offer.

Side 28

Bliver en Mand syg, bringes han til Flodbreden

og lagt nøgen paa det vaade Leer, for ved

dets underfulde Kraft at blive cureret, og ligesom

Sygdommen tager til, forlænges Opholdet ved Revieret.

Naar Doctoren slutter, at han ikke kan

leve, eller Familien ønsker at blive ham quit,

tilstoppe de blot hans Mund og Næse med Leer, og

saa er det forbi.

(……………)

(fortsat side 28)

Ogsaa her lige saavelsom i ethvert Land, hvor

der hersker en urigtig Forestilling om det guddommelige

Væsen, findes mange som indbilde sig at

være Gud behagelige, ved at spege og pine deres

Legeme. Saaledes findes der Nogle, hvis Hænder

have været sammensluttede i mange Aar, saa at

Neglene voxe ud paa en anden Side, Andre gaae

bestandig med opløftede Arme, nogle gaae omkring

Side 29

paa Knæerne, Andre skjære Øjelaagene af og staae

hele Dagen stirrende op mod Solen, og de som

ret vil være Gud behagelige, bygge sig Jordhytter,

hvor de blive liggende deres hele Levetid, uden at

røre dem fra stedet. Oppe i Patna[3] skal der saaledes

være en Mand, som har ligget paa en Plet

siden 1769; altsaa omtrent 50 Aar, men han

skal ogsaa nu være et Uhyre mere lig, end en

menneskelig Skabning.

Det er en antaget Mening, at det ikke vil

vare længe førend en Forandring vil finde Sted

med Hensyn til de Infødtes Forhold til Europæerne,

og i Calcutta er Begyndelsen allerede skeet, da en

rig Kjøbmand af Brahmin-Casten gjorde et Gjæstebud

for det engelske Compagnies civile Betjente i sit

eget Hus, og der fandtes baade Skinke og andet

Kjød i Overflødighed paa Bordet, som efter Hinduens

Religionsbog skulde have Castsfortabelse til Følge,

men Præsterne turde ikke sige noget, da han er

baade mægtig og rig; og snart ville andre følge

hans Exempel. Dog vilde, siger Man, Nogle see

med skjæve Øjne til denne Forandring,

da det strider mod de politiske Grundsætninger, og det er af

samme Grund at Missionærene først for et Aar

siden fik Tilladelse at oprette et Capel i Calcutta,

hvor der 2 Gange om Ugen prædikes Christendom

paa Bengalsk, men, hvormegen Umage de end gjøre

dem for at omvende, findes der dog kun meget faae

Side 30

som ville lade sig døbe af Missionærene, da den

Sect, hvortil de alle høre, er Gjendøbernes,[4] som

fordre en streng Udøvelse af de christelige Pligter,

hvilket de Indfødte ikke ville indlade sig i. Derimod

gjør den portugisiske Kirke, saavel i Calcutta som

her i Serampore og mange andre Steder, mere Lykke

med at faae Proselyter, da den catholske Religions

sandselige Tendens er mere overeenstemmende med

deres Character.

(……….)