Lidt Selvbiografi

Min Slægt.

Jeg er, som allerede omtalt i Forhørsakten, født i en meget nervøs Familie. Min Moder tilbringer flere Maaneder aarlig liggende i Sengen, angreben af Nervelidelser. Min Mormoder var gentagne Gange sindssyg. En Fætter af mig er uhelbredelig sindssyg. Min Fader og Moder ere Fætter og Kusine.

Mit første homosexuelle Forhold.

Allerede som ganske ung følte jeg mig besynderlig tiltrukken til Personer af mit eget Køn; i 10-12 Aars Alderen var jeg stærkt optaget af en noget ældre Kamerat. I mit 15de Aar begyndte jeg daglig at omgaas en af mine Skolekamerater, og i de sidste to Aar, jeg gik i Skole, var jeg flere Timer daglig sammen med ham udenfor Skoletiden. Jeg tænkte paa ham, naar han ikke var tilstede, og jeg var skinsyg[1], naar han efter mit Skøn omgikkes andre for meget og ikke altid vilde være sammen med mig.  Jeg var i denne Periode af mit Liv meget religiøs; jeg havde den Følelse, at jeg begik en Synd ved at nære en saa stærk Tilbøjelighed for ham.

Hvad jeg havde af Lommepenge, brugte jeg til at traktere[2] ham for, ligesom han ofte var Gæst i mit Hjem i Ferierne.

Jeg anede den Gang intet om, at der eksisterede homoseksuelle Forhold. Jeg forsøgte at efterligne mine Kamerater deri at have en ung Pige at sværme for, men det vilde ikke lykkes. Jeg husker fra den Tid, at jeg ikke vilde danse, fordi det var mig imod at komme i nær legemlig Berøring med Kvinder.

Student 1899.

I sommeren 1899 led jeg af Hjernerystelse, paadraget ved et Fald; trods min Sygdom blev jeg Student med første Karakter[3] i den meget unge Alder af 16 3/4 Aar.

Kontorist 1899-1900.

Da min Fader, der er Læge, mente, at jeg kunde have godt af at vente med Studeringerne et Aar, kom jeg i September 1899  som Kontorist paa Odense Byfogedkontor, hvor jeg forblev ca. 1 Aar. Samtidig uddannede jeg mig i Fransk.

Filosofikum[4] 1901.

September 1900 kom jeg til København for at studere Jura og læse til Filosofikum, hvilken sidste Eksamen jeg tog Aaret efter med Udmærkelse.

Afslutning paa mit første homoseksuelle Forhold.

I København traf jeg atter den Kamerat, som jeg havde været saa optaget af i Odense; min Tilbøjelighed for ham var i Begyndelsen ligesaa stærk som tidligere, men han havde faaet andre at holde af og brød sig ikke længere om mig. Snart kom vi kun meget lidt sammen, og jeg følte ingen større Sorg derover.

Filosofiske Studier.

I de følgende to Aar levede jeg kønsligt afholdende. Professor Høffdings[5] Forelæsninger over Psykologien interesserede mig meget, og jeg begyndte snart paa egen Haand at læse forskellige filosofiske Værker. Siden den Tid har jeg stadig i min Fritid beskæftiget mig med Filosofi, især Ethik, Religionsfilosofi og Retslære. Jeg har skrevet flere, ikke offentliggjorte, filosofiske Afhandlinger^x), som kompetente Personer have vurderet til at være ikke uden Værdi.

Juridiske Studier.

Jeg læste ogsaa flittigt Jura.  Læsningen af Professor Viggo Bentzons[6] Privatrets- og Retslærenoter vakte hos mig Lysten til selvstændigt at tage Stilling til flere af de i de juridiske Lærebøger udtalte Opfattelser og til at undersøge de citerede Domme, medens tidligere Juralæsninger kun havde staaet for mig som kedelig Udenadslæren.

Kontorist 1901-03

Jeg var i et Par Aar paa Kontoret hos Overretssagfører Fr. Høst[7], der er ”avocat conseil de la legation de France et de Belgique”; jeg fik der Brug for det Franske, jeg havde lært og fik Lejlighed til at sætte mig ind i enkelte Dele af den franske Ret.

1903 Theoretisk Kendskab til Homosexualiteten.

I 1902 stiftede jeg Bekendtskab med Tiltalte Meyer-Leth; han blev den første, som fortalte mig, hvad Homosexualitet var, og at der var mange saadanne kønsligt abnorme Mennesker.

Mit andet homosexuelle Forhold

I 1903 lærte jeg et ungt Menneske at kende, som jeg havde set Meyer-Leth spadsere med, det var Svend Schiøler, som i denne Sag mod mig er ført som Vidne.

Straks fra det Øjeblik, jeg saa ham første Gang, havde jeg den Følelse, at jeg aldrig i mit Liv vilde komme til at holde saa varmt og saa oprigtigt af nogen som af ham. Der var lange Tider, i hvilke han næsten altid var i mine Tanker; jeg var saa betaget af ham, at jeg atter og atter tænkte paa, hvorledes jeg kunde glæde ham og hjælpe ham. Naar han skulde besøge mig, og det nærmede sig den Tid, han skulde komme, var jeg saa længselsfuld, at jeg ikke kunde holde Tankerne ved den Bog, jeg læste i. - - Han derimod brød sig ikke synderligt om mig, skønt han altid var venlig; han var allerede inde i et ret letlevende liv.

Religiøse Tvivl og Kampen

Jeg boede dengang paa Studenterhjemmet, et sted, hvor der væsentligt bor christne Studenter.

Medens jeg tidligere havde været stærkt religiøs, kom der nu en Tid, hvor jeg begyndte at tvivle om Christendommens Sandhed. Hertil bidrog vel en Del de filosofiske Bøger, jeg havde læst, men først og fremmest drev følgende Betragtning mig til ikke at tro paa Christendommen: Jeg sagde til mig selv, at der ikke kunde være en algod og almægtig Gud til, saadan som Christentroen lærte; den Gud, der havde skabt mig saaledes, at jeg ikke kunde følge min dybeste Trang til at elske og stræbe efter at blive genelsket af en Person af mit eget Køn uden at begaa en Synd matte enten være ikke almægtig eller ikke algod. Overhovedet bragte den Tankegang, at det var raat og oprørende at tænke sig en algod og almægtig Gud som Skaber af en Verden, hvori der er saa megen Sygdom, Fattigdom og Elendighed, mig til at bryde med Christendommen.

Udenlandsrejse 1903.

Forholdet til Schiøler og mine meget alvorlige religiøse Kampe bevirkede, at mit Helbred tog Skade. Efter Lægen Professor Friedenreichs[8] Raad sejlede jeg i 4 Maaneder i Efteraaret 1903 med en tysk Fragtdamper, der anløb en Del Havne i Middelhavslandene. Medens denne Rejse varede, levede jeg fuldstændigt kønsligt afholdende; derimod iaggtog jeg, hvor almindelig udbredt homosexuelle Forhold vare i Rumænien, Grækenland, Tyrkiet og Lilleasien.

Afslutningen paa mit andet homosexuelle Forhold.

I Januar 1904 kom jeg igen til København og begyndte atter at omgaas Schiøler. – Jeg holdt af ham næsten endnu mere end Tidligere. Jeg tænkte i den Tid meget paa at faa ham bort fra København og om muligt faa ham anbragt hos nogle af mine Bekendte paa Landet, for at han kunde komme ud af Københavnerlivet og begynde at tage sig noget nyttigt for; men han foretrak at blive i København og leve paa Bohemevis[9] uden at have nogen egentlig Beskæftigelse.

- Det blevet meget fortvivlede Tider for mig; jeg indsaa tilsidst, at det var umuligt for mig at faa Schiøler til at holde af mig paa den Maade, som jeg holdt af ham. – Jeg havde selv altid været et Menneske, der arbejdede meget; det stod derfor for mig som noget urigtigt at henleve sin Tid i Lediggang, som Schiøler gjorde; jeg frygtede ogsaa for, at han skulde komme ind paa gale Veje, hvis han, der var fattig, ikke vilde bestille noget, hvorved han kunde tjene til sit Underhold. Det endte med, at jeg ud paa Sommeren 1904 – skønt fortvivlet derover- mente det rigtigst kun sjældent at komme sammen med ham.

Aarsagen til mit senere usædelige Liv

Fortvivlelsen over, at det eneste Menneske, som jeg alvorligt havde holdt at, ikke brød sig om mig, turde være den vigtigste, psykologiske Grund til, at jeg sidenhen indlod mig paa adskillige, erotiske Døgnforbindelser. Ligeledes har min Grundstemning siden den Tid stadig været Melankoli.

Forsøg paa at blive heterosexuel.

I Januar 1905 havde jeg Samleje med en letlevende Kvinde. Jeg foretog denne Kønsakt dels for at føje vedkommende unge Pige og dels for at gøre et Forsøg paa, om jeg ikke derved kunde blive normal i kønslig Henseende. Dette lykkedes imdlertid ikke, ligesom Kønsaktens Foretagelse var mig nærmest Modbydelig.

Allerede i 1903 havde jeg konsulteret en Læge, Professor Erik Pontoppidan[10] […] for at spørge ham, om jeg ikke kunde kureres for min Homosexualitet. Han svarede, at Lægevidenskaben tidligere havde antaget, at homosexuelle Mennesker kunde gøres til heterosexuelle ved hypnotisk Paavirkning, men at han personligt troede, at der intet var at gøre; Homosexualitet var ingen Sygdom; der var Tusinder af Mennesker, som følte - og som hele deres Liv vilde vedblive at føle -kontrært sexuelt.

Mit forhold til Kvinderne.

Jeg har vistnok, hvad man kalder Kvindetække, og jeg har haft en Del Lejlighed til at omgaas unge Piger; men skønt jeg undertiden har kunnet mærke, at disse have følt sig tiltrukne til mig, har jeg ikke kunnet besvare deres Følelser. - I mit 16de Aar fandt jeg i en kort Tid en ung Pige sjælden smuk og tiltrækkende; det er siden gaaet op for mig, at hendes Legeme lignede en stor Drengs, og at hun havde det friske og frejdige Væsen, som findes hos en del unge Mænd.

Jeg er i det hele meget fjern fra at kunne tænke mig ind i en heterosexuel Mands Tankegang; jeg har saaledes ikke den Interesse af at gaa i Teatret eller læse skønliterære Værker, som de ikke-abnorme have. Den meste Skønliteratur og de fleste Teaterstykker behandler jo det erotiske Forhold mellem Mand og Kvinde, og den Slags erotiske Følelser kender jeg fra mig selv desværre ikke noget til.

Filantropisk[11] Virksomhed.

Skønt opdraget i et i økonomisk Henseende velsitueret Hjem har jeg tidligt faaet Øjnene op for, hvor forfærdelig Fattigdommen er. For om muligt at bidrage til at lette de Fattiges Kaar, ønskede jeg at komme ind i noget filantropisk Arbejde. I 1902 begyndte jeg at virke som Undersøger under ”Københavns Understøttelsesforening”[12], og jeg har siden den Tid – fraset de 4 Maaneder jeg i 1903 var i Udlandet – anvendt ca. 1 Time daglig i de 6 Vintermaander til at arbejde for denne Forenings Formaal. Siden 1905 var jeg Kredsbestyrer i Gammelholmsafdelingen; de Fattige, der boede i Kvarteret omkring Nicolaj Taarn[13], skulde, for at faa Hjælp af Foreningen, henvende sig til mig. Da jeg havde en meget stor privat Bekendtskabskreds, var det mig undertiden muligt at skaffe de Fattige, som jeg kom i Berøring med, noget at fortjene ved at arbejde for mine Bekendte.

Forholdet til Schiøler, der var meget fattig, gjorde ogsaa, at jeg ligesom kom Fattigdommen paa nærmere Hold.

Det rigtige i Socialismen.

Al den Fattigdom, jeg saa, gjorde, at jeg forstod, at der var meget rigtigt i det, som det socialdemokratiske Parti arbejder for. Jeg kunde ikke forstaa de socialdemokratiske Theorier, men det stod for mig, som den sande Kerne i dem var, at store Masser af Mennesker havde et berettiget Krav paa at komme til at leve under bedre økonomiske Forhold. - Jeg satte mig ind i Fagforeningernes Historie, og jeg lærte en Del Socialdemokrater at kende. I nogen Tid var jeg Medlem af Vesterbroes ”´Socialistiske Ungdomsforening”, men da jeg fandt de ledendes Optræden for vidtgaaende og mig delvis frastødende, trak jeg mig igen tilbage.

Juridisk Fællesprøve 1906

I Foraaret 1906 levede jeg meget stille og læste flittigt Jura. Den 25de Maj fik jeg ”den juridiske Fællesprøve” med 66 Points (4 laud’er[14] og 1 haud[15]), i den skriftlige Del stod jeg til 5 laud’er, men jeg var delvis uheldig - maaske paa Grund af nogen Nervøsitet - under den mundtlige Eksamen.

Tandlæge Aaes[16] Anholdelse.

I begyndelsen af November Maaned 1906 modtog jeg en Tilsigelse til at møde som Vidne i 2de Kriminalkammer. Min der aflagte Forklaring bevirkede, at Forhørsdommeren satte Tandlæge Aae under Anholdelse. Det gjorde et meget stærkt Indtryk paa mig, at jeg ved min Forklaring havde været i hvert Fald medvirkende til, at en Mand var bleven fængslet som sigtet for at have foretaget homosexuelle Akter.

Min Rejse til Berlin.

Da jeg Dagen efter modtog Tilsigelse til at møde for at afgive endnu en Vidneforklaring, besluttede jeg midlertidig at forlade Landet, jeg turde ikke overfor mig selv paatage mig det Ansvar at være medvirkende til ved mine Forklaringer, at maaske andre homosexuelle Mennesker styrtedes i Ulykke.  Jeg rejste til Berlin og meddelte herfra Forhørsdommeren straks min Adresse ; jeg har indtil min Arrestation stadig holdt Dommeren à jour med mit Opholdssted.

Opholdet i Berlin

I Berlin levede jeg fra min Ankomst d. 10de Novbr. og indtil d. 23de November næsten uden at tale med noget Menneske. Jeg læste i en Café daglig de danske Aviser og saa deraf, at der var foretaget ikke saa faa yderligere Arrestationer, siden jeg havde forladt København. Jeg tænkte meget over min egen Stilling.

Min Rejse til København

Tilsidst kom jeg efter en meget alvorlig Overvejelse til det Resultat, at det var min Pligt at melde mig selv til det danske Politi som havende gjort mig skyldig i homosexuelle Handlinger. Jeg var i stor Tvivl, om det var rigtigt at melde mig af Hensyn til mine sjældent brave Forældre og min højt ansete og agtede øvrige Familie; tilsidst mente jeg dog, at jeg burde gøre dette.

Min Selvanmeldelse, der ikke blev til noget.

Den 23de Novbr. om Aftenen forlod jeg Berlin og kom den næste Morgen til København. Det var min Hensigt straks at gaa op i 2det Kriminalkammer. - Paa Banegaarden i København traf jeg imidlertid min Tante, som meget ivrigt raadede mig [til] at opgive mit Forsæt. Tilsidst fik hun mig overtalt til at forlade Landet igen uden at henvende mig til Politiet. Det, der bevirkede, at jeg blev overtalt, var især, at min Slægtning omtalte, at mine Forældre, der ere ældre og svagelige, vilde kunne faa et meget voldsomt Knæk, hvis deres Søn kom i Forbedringshuset. Ligeledes dette, at min Tante sagde, at mine to Søstre – to unge fuldt ud hæderlige og gode Piger i Alderen henholdsvis 18 og 20 Aar - vanskelligt vilde senere hen i deres Liv kunne blive godt gifte, naar de havde en Broder, der var Straffet. Min Tante omtalte et Eksempel fra en adelig Familie i vor Bekendtskabskreds, hvor en ung Mand havde brudt med sin Forlovede, fordi hendes Broder havde begaaet en Berigelsesforbrydelse.

Min anden Rejse til Berlin.

Min Arrestation.

Jeg rejste igen til Berlin, hvor jeg opholdt mig, da jeg blev fængslet den 5te Januar dette Aar.

Mit Fængselsophold.

I Fængslet var jeg meget fortvivlet den første Tid; jeg græd næsten hele Dagen. Men da 8 Dage var gaaet, sagde jeg til mig selv, at det ikke kunde vedblive at gaa paa den Maade; jeg vilde blive sindssyg, hvis jeg ikke tog mig sammen. Efter den Tid har jeg været i Besiddelse af det Livsmod, der er nødvendigt for at være et energisk og dygtigt Menneske.

Der har dog været Dage siden den 5de Januar, hvor jeg har været meget fortvivlet; saaledes den Dag, jeg var bleven løsladt mod Caution; da fortalte min Onkel mig, at mine Forældre, som jeg holder uendeligt af, i de to Maaneder, jeg har været fængslet i Berlin, saa godt som ikke havde kunnet sove om Natten af Bekymring for mig, ligesom at deres Helbred var meget skrøbeligt.

Min Opfattelse af homosexuelle Akter.

En eventuel Straffedom vil ikke kunne gøre mig til heterosexuel; muligt vil min Fængsling og eventuelle Straf kunne bevirke, at jeg vedbliver med, som nu, at leve fuldstændigt kønsligt afholdende.

Jeg forstaar, at jeg har levet letsindigt og usædeligt ved at indlade mig paa en Del Døgnforbindelser. Men mit Standpunkt er – naar jeg skal være ærlig - i øjeblikket ikke anderledes, end at jeg, hvis jeg fandt et Menneske af mit eget Køn, til hvem jeg følte mig draget med Sjæl og Legem, ikke vilde føle, at jeg begik noget moralsk urigtigt ved at foretage Kønsakter med ham.

Deres ærbødige

N.N.

x) Følgende Titler vil kunne give en delvis Forestilling om Afhandlingernes Indhold: ”Det uetiske i Christentroen”, ”En Vurdering af Krigen”, ”Ihering contra Tolstoj”, ”Nødværgeretten og Forsvarskrigen. – En Ethisk, rets- og religionsfilosofisk Undersøgelse”.