”Løgnens Ansigter”

Fra Fordærvelsens Dyb.

”Mandeklubben”.

Moderne Orgier. – Sataniske Fester. – Fine Navne. – Hvad Tapeterne kan fortælle.

- Oppe paa det kirkefredelige Nørregade ligger der, ikke mange Skridt fra Politistationen en Ejendom, hvis Trediesals Vinduer ved Aften og Nattetid er lukket til paa det mest energiske med tykke Tæpper.

Ved et Tilfælde er det lykkedes ”Middagsposten” at kigge et Øjeblik indenfor og sé, hvad der skjuler sig bag de tætte, grønne Gardiner, og vi skal ikke forholde vore Læsere vor Viden.

I den otte Værelsers herskabeligt udstyrede Lejlighed bor en gammel Vellystning, M., der kalder sig Direktør eller Chef (Guderne maa vide for hvad), og om sig samler han ved Aften et Selskab, der tæller baade fine og opsigtsvækkende Navne iblandt.

Egentlig føler han sig vistnok som Formand for ”Mandeklubben”, en ”Forening” af den uappetitligste Art, og hvis Meriter vilde sætte den lille Storby paa Bagdelen, om vi blot med et Ord forsøgte at antyde Arten af Festerne.

Medlemmer af Klubben, der udelukkende er Mænd, deraf Navnet, hører alle under Kategorien ”Løgnens Ansigter”.

I det daglige Liv optræder de i Reglen ulasteligt mellem Folk, og da de fleste er af god, endog meget god Familie opdages deres virkelige ”Jeg” ikke saa let af Uindviede.

Men saa snart de kommer indenfor Dørene til Klubbens Lejlighed, kastes Maskerne, og helt andre Personer viser sig for den tilfældige Beskuers Blik.

I Entréen til Lejligheden findes en stor Damegarderobe, hvor hver af Klubbens Medlemmer ifører sig en Damedragt, og saasnart Vedkommende træder ind i Salen, sænkes Konversationen fra den dannede Tone til Demimonde[1]-Niveauet.

Saa hopper disse uappetitlige Skikkelser rundt omkring hinanden og henfalder i Beskuelse af en velformet Hals hist, eller en flot buet Læg her.

Paa Væggene hænger et udsøgt Billedgalleri af nøgne Mandfolk – i Reglen Kopier af store Kunstneres Værker, og iøvrigt er der rundtom arrangeret hyggelige Hjørner, hvor bløde Divaner indbyder til fortrolig Samtale.

Til Adspredelse for de noget ældre af Selskabet, indbyder man unge Mennesker til at aflægge Besøg i Klubben.

Det skyldes et Par saadanne unge Mennesker, der intet anende har modtaget Invitation til ”Mandeklubben”, men hurtigst muligt forsvandt, fuld af Afsky, fra Forsamlingen, at ”Middagsposten” har faaet disse Oplysninger.

Naar en ung Mand, man lægger an paa, er kommen første Gang op i Lejligheden, faar han højtideligt overrakt en Orden : ”Literis et artibus[2]”, som bestaar af en Sølvnaal, omvundet med et lilla Baand. Den unge Mand er pligtig til altid at have det, hvis han vil komme der oftere.

I Begyndelsen gaar alt meget pænt! Den Nyankomne føler sig overvældet af Festens Rammer, og ved Smaaborde tylles han med Drikkevarer og stærke Cigarer; men ret længe varer det dog ikke saadan ved, og den unge Mand gør rettest i at forsvnde snarest muligt.

Vore to Hjemmelsmænd[3] fortæller bl. a., at da de havde faaet en Del at drikke, gav en halv Snes halvnøgne Mandfolk sig til at danse en græsk Dans til Klaverakkompagnement. Dansens Enkeltheder skal have været af haarrejsende Karakter.  

Iøvrigt dansede de Medlemmer, der var i Kvindeklæder med ”Herrerne”, der kaldte de udklædte ved Damenavne.

- ”Hvad er det da for Folk, der deltager i sligt?” vil De spørge, kære Læser. Ja, desværre findes der Repræsentanter for snart sagt alle Lejre og alle Kredse. –

En Tandlæge, et Par Skuespillere, en Visedigter og en kendt Assurandør danner Forgrundsfigurerne og Rammen om de fine Navne.

VI kunde selvfølgelig godt nævne en Række Navne, hvis vi tilstræbte Sensation med denne lille Skildring. – Men til hvad Nytte ? – Som en Flok Krager, skræmte op af et Geværskud, vilde de flygte fra hverandre en Stund, og saa, naar det atter var stille, søge sammen igen i andre Omgivelser, hvor man maaske mindre let kunde holde Øje med det usle Krapyl.

Og i en forholdsvis stor By, som København, vil det dog altid være vanskeligt, for ikke at sige umuligt at faa Krammet paa et saadant Onde.

Oscar Petersen.