Baggrund

Efter sin grundlæggelse i 1871 voksede Den danske Landmandsbank (i nutiden Danske Bank) til at blive Danmarks og Nordens største bank. Den engagerede sig stærkt i byernes og især Københavns erhvervsliv og støttede den begyndende industrialisering med risikovillig kapital. Under den 1. verdenskrig 1914-1918 slog mange usunde erhvervsforetagender sig op i ly af krigens feberøkonomi, hvorefter de døde, da konjunkturerne dykkede efter fredsslutningen. For Landmandsbanken medførte det ubærligt store tab på udlån. Især blev kæmpesæbeboblen Det Transatlantiske Kompagni en dyr affære for banken.

Statsgaranti

I perioden 19. maj – 7. juli 1922 foretog statens bankinspektør Green i hemmelighed en kritisk vurdering af Landmandsbankens regnskaber. Der var opstået en utryg atmosfære omkring banken, men samtidig lå det i luften, at banken som krumtappen i dansk erhvervsliv aldrig kunne lukke. For den siddende Venstre-regering ville det dog være en prekær beslutning at lade statskassen redde Landmandsbanken. Det stred mod Venstres liberale idégrundlag, og partiets vælgere i landbefolkningen brugte generelt andre banker end netop Landmandsbanken.

Bankinspektørens konklusioner var alarmerende, men Landmandsbanken bestred dem og anerkendte kun et muligt behov for begrænsede ekstrareserver fra Nationalbanken. Hastemøder mellem Landmandsbanken, Nationalbanken, statsminister Neergaard og handelsminister Rothe mundede ud i en officiel erklæring fra den 9. juli 1922, der fulgte Landmandsbankens vurdering. Erklæringen skabte ikke ro om banken, der led under en snigende kundeflugt. Den 17. september besluttede regeringen og Nationalbanken, at Landmandsbanken skulle rekonstrueres med omfattende hjælp fra erhvervslivet og fra Nationalbanken, der på sin side fik garantier fra staten.

Rigsdagen stadfæstede enstemmigt beslutningen på en ekstraordinær samling den 19. september 1922, men kunder og aktieholdere fortsatte med at sive fra Landmandsbanken, og den 5. februar 1923 måtte regeringen indføre en direkte statsgaranti for den. Forløbet skabte ikke nogen politisk krise, men affødte en heftig offentlig polemik, og mange følte, at erklæringen fra den 9. juli 1922 havde været bevidst vildledende. Landmandsbankens ledere blev retsforfulgt og for fleres vedkommende dømt for bedrageri. Bankens direktør Emil Glückstadt døde i varetægtsfængsel i juni 1923, og hans dødsbo blev tillagt en stor del af sagsomkostningerne.

Nationalbankens bankbetjente går over gaden med penge til Landmandsbankens tomme kasse dagen efter rekonstruktionsaftalen den 17. september 1922. Pressen manede til ro og besindighed, men krævede samtidig undersøgelsen ført til bunds. "Ingen skal skånes eller dækkes, og ingen ansvarlig privatformue reddes. Det vil statsmagtens repræsentanter i den almindelige retsbevidstheds interesse vide at drage omsorg for", hed det en anelse troskyldigt i Venstres nyerhvervede dagblad København. I virkeligheden blev ganske mange skånet, og den almindelige retsbevidsthed fik nogle alvorlige skrammer i de følgende måneder. Foto: Holger Damgaard. Fra Det Kongelige Bibliotek.

Aktører i retssagen affødt af Landmandsbankens krak forlader Københavns Byret (1922). Foto: Holger Damgaard. Fra Det Kongelige Bibliotek.