Efter Hjemsendelsen [fra militæret] arbejdede jeg nogle få Måneder i min Faders Forretning, hvorefter jeg sammen med en anden Tømresvend, som havde lært i Forretningen rejste til Tyskland. Vi tog med Toget til Berlin, da vi kendte en dansk Snedkersvend, som arbejdede der, og ved hans Hjælp lejede vi os et Sovested, som det brugtes der, d: v: s: vi havde Brugsret over en Seng og Ret til at opholde os i Værelset om Aftenen, der var en tredie Seng i Værelset, som også var lejet ud; men Lejeren var vist ilde berørt ved at sove sammen med to hvis Sprog han ikke forstod, og skønt min Kammerat slet ikke kunne tale tysk, blev de to dog ryge[n]de Uven[n]er, og lavede en meget morsom Skende[s]cene midt om Natten i bar Skjorte, og kun med nød og næppe fik Hausmutter og jeg forhindret Slagsmål, men Resultatet var at Tyskeren rejste, og vi måtte erstatte Mutter lidt fordi Sengepladsen stod tom.

Vi fik straks Arbejde i et stort Tømrerfirma. Hjemme fra var vi vant til kun at bruge Hugget Tømmer til Afbinding[1], men her brugtes kun savskåret Træ, så alt Arbejde med at rette Træet med Øxe
(Bil)[2] sparedes, derved blev det mere Slæberi på Tømmeret. Selve Afbindingen var hurtig færdig og der var mange af dem, så det sammen med Rejsningen var strengt Arbejde, og de første Dage var vi meget trætte om Aftenen, men vi vænnede os hurtig til Forholdene.

På den Tid da vi kom til Tyskland, havde Fagforeningerne stærkt begyndt at fortrænge den gamle
Zünft[3], men vi vidste at netop Tømrene endnu havde Afdelinger i alle større Byer og mange mindre. Når en ung Tømrer blev Svend og vilde regnes for rigtig regulær (zünftig) Svend, skulle han rejse 3 År og arbejde forskellige Steder i det fremmede, før han kunne slå sig ned som hjemmehørende og bosætte sig. Vi fik opspurgt, hvor det Zünftige Tømrerherberg var, der henvendte vi os, og blev efter mange Ceremonier og Formaliteter optaget, og vore Bånd blev ophængt på Skildet[4]. I hele min Rejsetid var jeg skrevet mellem de fremmede Tømrere, som det kaldtes, og jeg havde megen Nytte og Glæde af det. Selve de dertil hørende Ceremonier og Måder at rejse på m.m. er vist så ofte beskrevet, så jeg vil ikke skrive om det, ud over hvad der af og til vil fremkomme i det følgende, det kunne desuden fylde en hel Bog.

Kammeraten som var rejst sammen med mig til Berlin, rejste pludselig hjem, vist nok grundet på noget Vrøvl med Kærresten, desuden var det ham umuligt at lære at tale Tysk.

Det var blevet Efterår, og det blev knappere med Arbejde i Berlin, Lønnen i Berlin var god c: 40 Richmark om Ugen så man kunne ikke få så lidt til overs. Al Løn blev i Tyskland, udbetalt i Guld og andet Metal, aldrig i Sedler.

Skoleundervisningen i Tyskland må også have været god, det mærkedes på de yngre Svende, at de, som jo havde gået i Folkeskolen, var fuldt så godt udrustede med Kundskaber, som deres Koleger i Danmark. Det morede mig at se deres Forbavlse, når jeg tilfeldigvis kunne huske nogle Ramser af de mange af Undtagelse[r] i den tyske Gramatik, dem kendte de ikke på den Måde;.

Jeg havde Lyst til at komme over i Rhinegnene, Egnen om Berlin var ikke spændende, og det hed sig, at der var mere Udsigt til at få Vinterarbejde i det vestlige Tyskland og jeg besluttede at rejse der til, Som Exempel på Ånden i Arbejderkredse i Berlin i de Tider, tjæner følgende. Jeg havde tilfældigt truffet en gift Snedkersvend, Mende hed han, jeg kom i hans Hjem, han var Socialdemokrat, og vi diskuterede meget. Da jeg vilde rejse, sagde han kommer Du i Forlegenhed for Penge på Rejsen, så skriv til mig jeg kan altid låne dig lidt.

Det sidste Sted jeg arbejdede i Berlin, var hos Bruchenschultze, et kendt Firma, navnlig Brobygning, jeg kom i et Sjak, mest ældre solide gifte Folk, og her blev jeg også inviteret på Besøg i et pænt Arbejderhjem, så jeg fik kendskab til og Resprekt for de Kredse i Berlin. [D]et var solide gode Hjem, og ikke fattige.

Nå jeg rejste altså vest på, jeg tog Billet til Duisborg, da jeg nåede der til, var jeg noget nervøs, det var jo første Gang, jeg skulle rejse zünftig til. Altså et broget Tørklæde om "Berlineren"[5], 3 Knapper knappet i Trøjen, Stokken stukket op under Trøjen, ikke gå på Fortouget, men midt af Gaden, en zünftig Tømrer lusker ikke langs Husrækken, jeg fandt Tømrerkroen, 3 Slag på Døren, gik ind, beholdt Hatten på, spørger "er dette det retskafne fremmede Tømrerherberg"? De tilstædeværende svarer "Das ist løblich"[6], så går man og sætter sig bag Bordet som Tømrerskiltet med Båndene hænger over. Altgecellen[7] tager sin Hat på, kommer hen foran Bordet, og siger "Kammerat er Du tilrejst? hvor var Dit sidste Arbejdssted? vil Du vise mig Din Seddel[8]?" Buchgecellen[9] har imidlertid anbragt et Glas Øl og en Snustobaksdåse, i Form af en Høvl på Bordet. Altgecellen tager Kruset, drikker en mundfuld af det og sige prust (Skål) Kammerat, jeg tager Kruset og drikker, Altgecellen letter på Hatten og siger "Kammerat gør dig det bekvemt (Komode[10])"; hvorefter man knapper Trøjen op, og alle tilstadeværende Svende kommer og rækker en Hånden og siger goddag Kammerat. Det var den første zünftige Tilrejse, senere kom der mange, det var altid en smuk Måde at blive budt velkommen på, jeg kender ikke noget tilsvarende i vore Dage. Fagforeningerne havde jo, som nævnt, i disse År først i Halvfemserne, begyndt at få Magt, og de så ikke med venlige Øjne på den gamle Zünft, men i Tømrerfaget holdt den sig endnu i mange År mellem de unge rejsende Svende.

Nå det viste sig imidlertid, at der ikke var Arbejde i Duisburg, og jeg besluttede at vandre syd på til Rihnegnene. Den Morgen da jeg startede fra Duisburg, var vi ikke mindre end 6 el: 8 unge Svende som alle tog til Fods mod Syden i Håb om, at der var mere Arbejde i Vintertiden. Jeg var den eneste Dansker af Flokken. Jeg husker at da vi stod rejsefærdige, kom Herbergsmutter hen og hviskede til mig, at hvis jeg ønskede at blive i Duisburg, kunne de nok skaffe mig Atbejde. Jeg havde imidlertid Lyst til Fodrejsen, og fortrød det ikke, jeg fulgtes snart med en snart med en anden Kammerat. Jeg sov enten på et af de såkaldte "Herberg zur Heimath"[11], eller på Tømrerherbærget i Byer, hvor et sådant fandtes.

Jeg nåede Køln, hvor der naturligvis var et stort Tømrerherbærg, jeg tror at der var cirka 20 tilrejsende den Aften, da jeg ariverede.

Da jeg ud på Aftenen sad der i denne Folk, kom der en (Johan Tidth hed han og Mechlenburger var han) hen til mig og spurgte, om [jeg] kunde have Lyst til at tage med ham til hans Mester i Godesberg, altså lidt syd for Køln, han havde lovet Mesteren at skaffe en Svend; jeg slog til, og Dagen efter tog vi til Godesberg, og arbejdede der til hen på Foråret hos Mester Düring. Godesberg var den Gang en lille venlig By. Vi Johan Tidth og jeg, samt en tredie zünftig Tømrer (Aug: Opschalk fra Køningsberg) boede hos en Slagtermester Mirgel. Byen var ikke større, end vi hurtigt fik bekendte, jeg husker således, at vi var med til et borgerligt Nytårsbal, naturligvis var vi i vort bedste Tøj ved sådan en Lejlighed.

Når vi, Johan Tith og jeg, (vi rejste sammen i 1½ År) rejste fra en By, satte vi Kufferten med det bedste Tøj hos Speditøren, og skrev så efter det, når vi igen fik Arbejde. Medens vi var hos Mester Düring i Godesberg, blev vi 3 ovennævnte Svende sendt ud til en Landsby i Nærheden for at reparere en Jernbanebro. Vi boede på Landsbyens Kro, Værten der havde været med i Krigen mod Frankrig i 1870, og han fortalte om Aft[n]erne løs om sine Oplevelser i Frankrig, det var en interessant Uge vi var der. Vi fik rigtig Indtryk af hvordan sådan en jævn Landsbyfamilie levede. De var katoliker, og hver Aften samledes Familien, før de gik til Ro, i Sovekammeret, knælede ned og bad deres Bønner.

Når jeg tænker på Tiden den Gang i Tyskland, må jeg beundre den Orden, der var overalt, måske var Tyskerne noget brautende[12] og støjende på de større Arbejdspladser, men i det daglige særdeles flinke og velvillige.

Det var en dejlig Vinter, jeg tilbragte i Godesberg, skøndt det var koldt og der var meget Sne, men det blev tidligt Forår, og da Dagene blev længere bestemte vi 2 os til at vandre syd på igen, og vi vandrede så i de dejlige Forårsdage langts Rihnen, til vi nåede Worms, der fik vi Arbejde hos Mester Elss, han havde en Del Byggearbejde på en mægtig Blanklædersfabrik der. Vi boede på Tømrerherberget, der var mange fremmede Tømrere på Herbærget, jeg tror mellem 20 og 30. En Aften, som vi sad der, kom der 2 danske Svende tilrejsende, og blev modtaget som ovenfor beskrevet, og skønt de ikke havde hørt mig tale, og vi ikke havde set hverandre før, sagde de Goddag Landsmand til mig, det vagte megen undren hos Tyskerne, og forresten også hos mig. (de 2 danske kom fra Jerusalem).

Det viste sig imidlertid, at der rasede en Fnatepidemi i Worms, der måtte stadig nogle af Tømrene på Sygehuset og have en 3 Dages Tjærekur, for at undgå det, sagde Johan T: og jeg op og gik syd på igen, vi havde kun gået et Par Dage før vi begge plagedes af rædsom Kløe, så tog vi Toget til Basel, hvor vi vidste der var en Poliklinik[13] gratis for Arbejdere; men det viste sig at man skulle have arbejdet mindst 14 Dage før Hjælpen var gratis, vi hold Pinen ud, men det var drøje 14 Dage. Da vi så kom til Lægen, sagde han at den Kløe ikke havde noget med Fnat [at] gøre, det var Nervøsitet, og han havde vist Ret, for vi kom os med det samme.

Vi arbejdede så en Tid i Basel hos Mester Kammerer, derfra tog vi til Luzern. Der må på den Tid have været knabt med Tømrer-svende i Schwiz, og dette blev Årsag til, at vi (Johan Tith og jeg) blev anklagede og mulkterede[14] af de fremmede (Zunftige) Tømrersvende. Sagen var, at vi blev antaget det første Sted, hvor vi søgte Arbejde, men senere på Dagen, før vi var tiltrådt Pladsen, gik vi lidt omkring for at se Byen, og et Sted i Byens Udkandt kom vi på en eller anden Måde i Snak med 2 pæne unge Piger, der gik i en Have, de var Døtre af en lille Tømrermester, han hed Geschwindt og boede der, han havde en Søn som Lærling, men manglede Svende, han havde ingen. Om det nu var de 2 kønne Døtre, der fristede os, ved jeg ikke, men vi begik den mindre pæne Streg, vi tog Arbejde der, skønt vi jo var antaget hos den første Mester, hvor vi søgte. Resultatet var, at den første Mester anklagede os hos sine Svende, og vi blev mulkterede efter alle retskafne fremmede Tømrersvendes Regler. Værre var det imidlertid, at vi ikke kunne enes med Mester Geschwindt. Vi boede og spiste hos ham, men Forholdene passede os ikke, så vi sagde op, og skønt han viste os Tegningerne til et fint Stk: Tømrerarbejde, som han skulle lave, og søgte at overtale os til at blive, rejste vi, jeg tror, at vi var der et Par Måneder.

Så gik vi øst på gennem Schweiz, tog over Bodensøen og nåede til München, hvor vi fik Arbejde, men kun blev ganske kort, jeg husker ikke Grunden, det kan ikke have været Øllet vi var utilfredse med, et herligt friskskænket stort Glas Øl kostede den Gang 9 Øre.

Vi rejste så, dels til Fods, dels med Toget, til Bremen, hvor vi fik Arbejde.

Vi Skulle begge ind som Soldat, jeg til en Månds Efterårsmanøvre, og Johan Tidth skulde ind i 6 Uger, som Erstatnings-Reserve, vi arbejdede til September i Bergen, og skildtes så for ikke mere at ses, vi vexlede et Par Breve, og han sendte mig sit Fotografi i Uniform, jeg har ofte bebrejdet mig, at jeg lod Venskabet sådan glide ud i intet[.] Skylden var sikkert min.