Hans Adolph Brorson, 1694-1764

Artikler

Dansk biskop og en af Danmarks største salmedigtere.

Hans Adolph Brorson blev født i Randerup i Sønderjylland. Han blev student fra Ribe Katedralskole 1712 og tog herfra videre til Københavns Universitet, hvor han bl.a. læste teologi. I 1716 forlod han universitetet uden afsluttende eksamen og vendte tilbage til Sønderjylland. Pietismen prægede i disse år egnen, og den fik stor indflydelse på Brorsons senere liv og virke. En sjælelig krise opstået efter de ufuldførte studier vækkede Brorsons trosliv, og bøn og åndelige betragtninger gav ham forståelse for den sande kristendom.

I 1721 blev han tilbudt præsteembedet i Randerup, og efter at have taget den teologiske embedseksamen modtog han stillingen i 1722. Fra Randerup tog Brorson videre til Tønder og virkede som præst for den danske menighed fra 1729 til 1737. Samme år blev han stiftsprovst i Ribe og 1741 biskop for Ribe stift.

Den danske biskop og salmedigter H.A. Brorson.
Den danske biskop og salmedigter H.A. Brorson. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Brorson var ikke digter af profession, men en præst, der tog digtning i brug til forkyndelse, meditation og opbyggelse. Han lagde ud med et dødsdigt i 1721 og udgav 1732-39 en serie salmehæfter, som 1739 blev sammenredigeret til den store salmesamling Troens rare Klenodie (Troens sjældne smykke). Efter hans død blev hans alderdomsdigte udgivet i samlingen Svane-Sang (1765). Salmerne er præget af den pietistiske kristendom, hvor inderligheden og hengivelsen er centrale begreber. Bibelens budskab handler for Brorson om lidelse, der gennem død og Jesu genopstandelse fører til forløsning og glæde. Dette budskab er henvendt til følelsen og lader sig ikke erfare gennem fornuften og det rationelle. Brorsons lyriske udtryk spænder fra senbarokkens omskrivninger og modstillinger til rokokoens legende arabeskagtige vers, og de fineste salmer er udformet i en enkel poetisk stil, der antager den fortrolige samtales form (”Op! Al den ting”, ”Den yndigste rose” og ”Her vil ties”).

Troens rare Klenodie blev aldrig en egentlig dansk salmebog, og ved sin død var Brorson ved at gå i glemme som salmedigter. Dog ikke i Sønderjylland, hvor hans salmer spillede en stor rolle. I midten af 1800-tallet fik Brorson imidlertid en renæssance og da Den danske salmebog udkom i 1953, indtog Brorson sin sikre position som en af landets største salmedigtere.  

 

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1694 -1764
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. marts 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Brorson, Hans Adolph: Udvalgte salmer og digte. Tekstudgivelse, efterskrift og noter ved Steffen Arndal, Det Danske Sprog og Litteraturselskab (1994).

Brorson: en bog i 300 året for salmedigterens fødsel, red. Jan Ulrik Dyrkjøb (1994).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1694 -1764
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. marts 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Brorson, Hans Adolph: Udvalgte salmer og digte. Tekstudgivelse, efterskrift og noter ved Steffen Arndal, Det Danske Sprog og Litteraturselskab (1994).

Brorson: en bog i 300 året for salmedigterens fødsel, red. Jan Ulrik Dyrkjøb (1994).

Udgiver
danmarkshistorien.dk