Tidsmåling i middelalderen

Danmarks overgang fra fortidens bondesamfund til en plads i den globaliserede verden skete naturligvis ikke over en nat med indførelsen af universaltiden i 1894. Ændringerne kom med små skridt i årene forud, og virkningerne kom drypvist i tiden, der fulgte. Det giver derfor kun mening at se indførelsen af universaltiden som dansk normaltid som en betydningsfuld ændring, hvis man sætter den i et større og tidsmæssigt længere perspektiv. Derved bliver den nemlig kulminationen på århundreders udvikling hen imod at beherske tiden og gøre den til noget måleligt, ensartet og tilgængeligt for alle.

I middelalderen var tiden en elastisk størrelse. Kirkeklokken var fra 900-tallet og frem det første forsøg på at give den en stemme. Det skete som led i bestræbelserne på at samle hele menigheden regelmæssigt og på én gang til fælles messe. I 1401 blev den første mekaniske tidsmåler – et ur – opsat på Ribe Domkirke. Herfra spredte skikken sig til andre egne af landet. Det betød, at gudstjenester, retsmøder og auktioner pludselig begyndte på klokkeslæt, og at markederne fik fast definerede start- og sluttidspunkter.

Derved blev befolkningen i byerne fortrolige med urskivens tal. Det gjorde folk bevidste om, hvad klokken var. Den nye tidsforståelse blev en forudsætning for, at mennesker fremover kunne udføre planer i samarbejde med andre, så samfundet fungerede. I 1562 indførte København som den første købstad en egentlig standardisering, så alle byens ure fulgte Vor Frue Kirkes. Indbyggerne anvendte dermed dets timer som tidsmål og fælles referenceramme.

Danmark blev omkring 1900 forbundet på kryds og på tværs af telefonledninger. De var synlige overalt og sikrede, at landet også hang sammen i tidsmæssig forstand. Her er det et kig indenfor i telefonhuset i Odense, hvor man i 1955 let kunne få oplyst klokkeslættet. Fra: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv

Tidsmåling ca. 1600-1880

Et vigtigt aspekt ved en standardiseret universaltid er, at den fjerner noget af besværet ved at bevæge sig hurtigt og over store afstande, fordi klokkeslettet ændres i hver tidszone. I 1600-tallet registrerede rejsende sjældent, at tiden skiftede, når de bevægede sig mod øst eller vest. Rejsetiden var for lang og lommeurene for unøjagtige til at registrere forskellen.

Bestræbelserne på at skabe en hurtigere, mere effektiv og regelmæssig levering af post mellem København og Hamborg førte imidlertid til, at der i oktober 1696 blev sikret en ensartet tid på kirkeurene i de otte danske købstæder, som postvognsruten gik igennem. Det blev det første forsøg i Danmark på at skabe tidszoner, der stod i rimeligt forhold til hinanden. Tankegangen var fuldstændig mage til den, der lå bag universaltiden, blot i en mindre geografisk målestok.

I løbet af 1800-tallet førte telegrafforbindelser og jernbaneanlæg til tidsmæssig forvirring i andre af landets købstæder, og det skabte et behov for at gøre op med de mange lokaltider. I 1866 blev urene på landets statsinstitutioner synkroniseret efter Københavns tid, og i 1880 blev statstiden gjort til en egentlig nationaltid med gyldighed overalt i landet. Standardiseringen fremmede kommunikationen og sammenhængskraften.

Det lykkedes på få år at gøre en europæisk tidsopfattelse universel. Som kolonimagter kunne de vestlige lande nemlig uden videre indføre universaltiden næsten overalt. Her er det hjælpepræst Thue Nikolajsen i Uummannaq i Grønland. Han holder et ur til den lokale skole. Foto fra ca. 1915. Fra: Ukendt fotograf, Arktisk Institut 

Greenwich Mean Time, 1883

I 1883 besluttede repræsentanter for USA’s 700 jernbaneselskaber at indføre en zonetid, der fulgte det astronomiske observatorium i Greenwich lidt uden for London. Greenwich blev valgt som nulpunktet, fordi størstedelen af verdenshandlen på den tid var afhængig af søkort, der allerede anvendte Greenwich som udgangspunkt.

De amerikanske jernbaneselskabers beslutning satte gang i en bevægelse. Helt afgørende var Den Internationale Meridiankonference i Washington DC i oktober 1884. Her blev Greenwich erklæret som nulpunkt for al tidsmåling. På den måde gik det til, at den internationale søfartstid blev til universaltid, efterhånden som landene tilsluttede sig de fælles retningslinjer.

Som i USA var det jernbanens folk, der gik forrest i Danmark. Generaldirektøren for De Danske Statsbaner, I.W. Tegner (1832-1909), ønskede at lette samfærdslen med udlandet, og det førte til, at den danske nationaltid blev udskiftet med universaltid i 1894.

Eftertiden

Lige siden har tidsmåling og universaltid været kernen i den moderne industrialiserede verden, som grundlæggende handler om acceleration, effektivisering og vækst. Det har bl.a. medført en mental ændring hos arbejdsgivere og arbejdstagere. Den førindustrielle arbejdsopfattelse, der var opgavestyret, er blevet udskiftet med en moderne industriel opfattelse, som er strengt tidsstyret. Tidsdisciplin og optimeringsmoral har også påvirket fritidslivet og har skabt forestillinger en verden, som ideelt set er uden spildtid.

I dag hvor universaltiden – og dermed også tiden i Danmark – styres af atomure, er den danske befolkning mere afhængig af tidens nøjagtighed end nogensinde før. I nanosekundets tidsalder bruges urenes nærmest ufattelige præcision fx til international positionsbestemmelse (GPS). På den måde sikres det, at fly kan nå frem til tiden, at olietankskibe ikke kolliderer, at fjernsynstransmissioner kan gennemføres, at bilister kan finde frem til deres bestemmelsessted og at danske jagerfly kan foretage kirurgisk præcisionsbomning af mål i fremmede lande.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.