Fra Storbyens Dyb.

Den mandlige Prostitution.

-

Nattens Brødre anholdt.

-

En uhyggelig Bande indfanget paa Vesterbro.

-

Syg Elskov.

-

Det er ikke sjældent, den Ytring høres, at det er forbavsende, hvor Prostitutionen i København er grebet om sig, navnlig i de senere Aar.

Og det behøver endda slet ikke at være Indre Missions-Mennesker og andet halvforstyrret Kram, der udtrykker denne Forbavselse. Det er fuldt saa vel normale Folk, - der naturligvis forstaar at se sig bedre om, - som henleder Opmærksomheden pa dette Forhold.

Utvivlsomt er det saaledes, at Prostitutionens Hær er vokset med Storbyen, maaske endog i nok saa hastig Udvikling. Navnlig synes dette klart, efter at Hovedstadens Centrum har forskudt sig fra Kongens Nytorv til Raadhuspladsen. Det er, som om Bølgen af Letfærdighed og Last med voksende Styrke og næsten feberagtig Hast er skyllet fra den gamle By ud over Vesterbro.

Dér er det jo nu, den store Kærlighedshandel finder Sted, dér, man oftest ser Opdagerne rulle af med nogle Piger, der var saa kejtede at blive taget, - de sidder og synger, men man hører Graaden gennem deres Sang, - og der dukker hyppigt de endnu styggere Nattens Fugle op, de, der spekulerer i Mænds perverse Lyster eller søger at vække dem ….

Medens Skøgerne før sneg sig forbi Lygteskæret i de snævre Gyder, i det gamle København, er Vesterbrogade, Strøggaden , fra Tivoli til Frederiksberg nu ved Nattetid aldeles oversvømmet af Prostitutionen, der med Vellyst bader sig i det smældende elektriske Lys, og sørger for saa stærkt som muligt at fremhæve deres hede Kinder og blanke Øjne . . ., medens det lystne Legeme skælver under den stramme Kjole . . . .

Ustandselig ser man for sig en Uendelighed af disse blege, pudrede og sminkede Ansigter, og af de kæmpemæssige Hattefjer og de højhælede Lakstøvler, der gør Gangen paa én Gang usikker og attraavækkende[1].

Man kan vel ikke kalde det et opbyggeligt Syn, denne Skare silkeraslende Demimondedamer[2], der med kælne Ord og Smaanynnen søger at faa en Fisk i Garnet, men som pludselig sætter i Kapgang eller Halvgallop, medens der gaar en Hvisken fra Nr. 1 til den allerbageste i Trappen, som var det en Række Soldater, der lod en Ordre gaa videre: ”Det lyner !”

Disse solgte, hvide Slavinder, hvis Liv kun indeholder de Pavser og den Hvile, Tvangshuset og Hospitalet giver, hører dog ikke til dem, der betegner det allernederste Skud paa Elskovens mærkelig krogede Stamme.

Men betragt engang nøjere de slanke, kvindeagtige, unge Fyre, der, ulasteligt klædte, opsminkede og pomadiserede, saa de stinker, slentrer hen ad Asfalten, medens deres store Øjne sender smægtende Straaler hen til de forbipasserende – ældre Herrer.

Se deres virkkende Gang, deres Skøgemanerer og den skøgeagtige Paatrængenhed overfor dem, de endelig faar lokket ind i Sidegaden.

Det er Storbyens allerlaveste Kryb, den mandlige Prostitution. –

Vor Politireporter skildrer i det følgende Politiets sidste Fangst paa dette Felt, paagribelsen af en Bande unge, sædeligt forvildede Mennesker, der stiftede en Klub under Navnet ”Nattens Brødre”, hvis Hovedkvarter netop laa i en Sidegade paa Vesterbro.

Man vil naturligvis finde dette lyssky Liv modbydeligt, man vil muligt mangle Ord for at udtrykke den Grad af Væmmelse, man ønskede at udtrykke, - men maaske det kommer af, at man staar saa aldeles uforstaaende overfor dette sædelige Fænomen.

Almindeligt udviklede Mennesker kan slet ikke fatte denne unaturlige Tilbøjelighed, ja, de fleste er vel endog fristet til i deres Harme over at høre om sligt, at affærdige Spørgsmaalet med en Række grove Skældsord, og Raaben paa Dom og streng Straf over denne Art Sædelighedsforbrydere.

Imidlertid ser moderne Videnskab ganske anderledes paa Sagerne, og anbefaler helt andre Midler end dem, dansk Retspleje finder det ringeste at anvende.

Saa meget kan vel nok siges om denne Form for ”syg Elskov”, at den er en af Nutidens frygteligste og mørkeste Gaader, er som et gabende, mørkt Svælg, i hvilket man ikke skimter det mindste at fæstne sine Øjne eller sin Tanke ved.

Nattens Brødre

Politiet har i lang Tid været à jour med, at en Bande unge, perverse Knægte i 18-25-Aars Alderen drev deres svinske Virksomhed paa Strækningen ”Tivoli”- ”Figaro”[3].

De unge, feminine udseende Fløse[4] sparede ikke paa noget for at gøre sig saa fristende som muligt for gamle Libertinere.

Deres Toilette[5] var flot, helst saa udringet og snævert som muligt, de duftede af Parfume i flere Alens Afstand og efterlignede paa en Prik de kvindelige Trækkeres[6] Svansen og Svajen; - men Politiet stod i 9 af 10 Tilfælde magtesløse.  

Endelig i Forgaars synes der at være gaaet Hul paa Bylden.

En svensk Bogholder, der logerede i et mindre Hotel i en af Vesterbros Sidegader, - Svensson er hans Navn -, anmeldte til den udfor Tivoli posthavende Betjent, at han var bleven bestjaalet for sit Uhr og 90 Kr af en nærmere paavist ung Mand. Betjenten anholdte Fyren, en ”Agent” Louis Olsen, som Politiet vidste, var en af dem, der havde valgt sig Vesterbro til Jagtdistrikt, og især da

offentlige Nødtørftshuse.

Paa Stationen blev han visiteret, men havde hverken Uret eller Pengene hos sig. Kort efter blev to andre unge Knægte anholdt efter Anmeldelse af en ældre Herre, som de paa et Pissoir havde truet med Klø, fordi han ikke vilde benytte dem i svinagtig Hensigt, og hos den ene af dem, Charles Nielsen, fandtes Uret og Pengene!

Altsaa et samlet Komplot, tænkte Politiet, og ganske rigtigt, de Herrer benævnede sig

Nattens Brødre

og talte en to, tre Stykker til.

Anmelderen af Tyveriet maatte nu rykke ud med, hvad han og Olsen havde bedrevet i sidstnævntes Logi i Viktoriagade og Resultatet blev, at hele Banden blev sendt op i Arresten paa Nytorv.

Ved Grundlovsforhøret blev de fem – der var seks i alt – arresteret, og i Gaar var der en Del Betjente og civile Folk oppe i 1ste og 2det Kammer, hvor de staks genkendte Fyrene.

Uheldigvis er Svenskeren sejlet hjem til sit kære Svealand, han havde nok Følelsen af, at heller ikke han stod paa et saa fint Grundlag.

Forhaabentlig lykkes det Kriminalretten at faa Ram paa denne

mandlige Prostitution,

hvis Frækhed, Ækelhed og Gemenhed snart var gaaet over alle Grænser.

Selvfølgelig bliver det ikke nogen let Sag, da en af Hovedmændene er væk. De arresterede Fyre kalder sig alle sammen Opvartere, Markører og Agenter!

Aa, ja, hvorfor ikke! De agenterer jo i Svineri, opvarter med deres feminine Yndigheder og markerer deres Stilling blandt Nattens Bærme[7].

Hvad et Vidne fortalte.

Et Interiør[8] fra den mandlige Prostitution.

Et af Vidnerne i Sagen mod ”Nattens Brødre” har afgivet en nærmere Forklaring, der ikke er uden Interesse til Belysning af Bandens Færden.

”Jeg gik sammen med Particulier[9] S. paa Vesterbrogade, da vi blev opmærksomme paa en 20-aarig Mandsperson, der uafbrudt kredsede om os. 

Udfor Viktoriagade standsede han os, og indlod sig, med fruentimmeragtige Lader[10], i Samtale med S., der straks efter betydede mig, at jeg skulde følge med.

Vi havnede i et net udstyret To-Værelses Lejlighed i Viktoriagade, hvor vi fandt en 3-4 Kammerater til den først omtalte Ungersvend.

Der kom Drikkevarer i rigeligt Maal paa Bordet, vi skaalede og drak, men passede omhyggeligt paa, at det Kvantum af de 3-4 Slags Drikkevarer, vi indtog, var lig Nul.

Vor Bekendt fra Gaden begyndte med under Indflydelse af Banco[11] og Perversitet, at blive ”kærlig” stemt mod os, og fremkom med mere eller mindre dulgte[12] Hentydninger til et hyggeligt, lille Boudoir[13] ved Siden af.

Da vi, der kun af rene, pure Nysgærrighed var gaaet med, gjorde Mine til at rejse os, led og ked af hans grisede Vaas, tog Banden fat. ”Hvad vi mente med at snylte os ind,” om vi troede, at det var Drenge, vi havde med at gøre?” og mere af samme Pose.

S. kylede en Pengeseddel hen til Ordføreren, som Betaling for det nydte Pøjt[14] og lod et Par Ord falde om Politiet.

Vi blev nu lodsede ud under slet dulgte Forbandelser, men da vi næste Dag vilde se Lokalerne efter, var Buret tomt og Fuglene fløjne til bedre og sundere Jagtdistrikter.”

A. Olsen.