Landsbykirker i Danmark – til Gud og mennesker

Missionæren Ansgar (801-865) kom i følge med en fordrevet dansk konge til Danmark i året 826, men havde længe ringe held med sig. Den første kirke i Danmark kan have været den, som han kort før år 850 fik lov at bygge i Hedeby. Den blev snart efter lukket, men atter genåbnet og forsynet med en klokke. Få år senere fik Ansgar kongelig tilladelse til også at bygge en kirke i Ribe. Hvad der så skete i de følgende år på kirkebyggefronten, er uvist. Ansgar var i 831 blevet ærkebiskop i Hamborg, som i 848 blev lagt sammen med Bremen. Danske bisper er omtalt i 948 og igen i 988 som en del af ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, men hvad de havde af kirker i deres bispestæder Ribe, Slesvig/Hedeby, Aarhus og Odense, er ukendt.

Missionærer og præster kunne ikke blot gå i gang med at prædike, døbe og bygge kirker. Typisk nok begyndte Ansgar i byerne, og for kristendommens fremgang var det helt afgørende at få magthavernes accept og støtte. Det krævede tilpasning til lokal skik og brug. Set i forhold til datidens samfundsindretning kan kristendommen til en vis grad kaldes for ’ny vin på gamle flasker’.

Da Harald Blåtand gjorde danerne kristne

Omkring år 963 kom missionæren Poppo på besøg hos kong Harald Blåtand (regent ca. 959-987), om det nu var i Jelling eller et andet sted. Han talte godt for sig, og enden blev, at Harald spurgte, om han ville bære jern for sin tro, vel at mærke glødende jern. Da Poppo uden at tøve havde gjort det og ingen skader fik, gjorde Harald Blåtand danerne kristne. I hvert fald på papiret, eller rettere på stenen, for det står på hans store Jellingsten fra straks efter 963 under dens relief af den korsfæstede Kristus. Men hverken han eller andre på den tid fik bygget landet til med kirker. Der er således ikke hold i, at Harald skulle have opført en kirke i Roskilde, som han selv senere blev begravet i.

Bygningsspor fra trækirker

Til en begyndelse klarede de sig nok udendørs eller med den plads, der var i en af kongens eller stormandens haller. Under stenkirken i Jelling, nær ved den nordre gravhøj, er de ældste bygningsspor fra en hal. Men der er ingen spor af, hvad der foregik. Bygningssporene viser dernæst to-tre stolpebyggede trækirker, som afslører sig ved en grundplan bestående af et lille kor og et større skib. De lå efter kristen skik øst-vest, mens hallen lå skråt og fulgte hovedretningen i det ældre anlæg. Hertil kommer fundet af en kammergrav med skeletdele af en mand, som kan være Haralds far, kong Gorm, der er blevet flyttet ind i kirken fra Nordhøjen.

I Lisbjerg ved Aarhus er der under stenkirken fundet spor af en lille, tilsvarende kirke, som har været en del af et storgårdsanlæg. Og i Hørning kirke ved Randers har arkæologer fundet et brudstykke af en bygningsplanke – den såkaldte Hørningplanke. Den er dendrokronologisk dateret til en fældningstid i årene ca. 1060-1070 og kan med sine udskæringer og kraftige bemaling have prydet den kirke, der er fundet spor af under stenkirken. Trækirken stod på en gravhøj, hvis træbyggede gravkammer kan have rummet stammoderen til Hørnings dominerende slægt. Hun fik lov at blive liggende, mens det kan have været magtpåliggende for Harald at få sin far med ind i det nye guds hus, om Gorm nu var kristen eller ej.

Hørningplanken stammer fra en trækirke, der blev opført i landsbyen Hørning sydøst for Randers ca. 1060-1070. Den har siddet som hammerbånd øverst i en stavvæg og fastholdt de lodrette planker. På ydersiden er der udskåret og farvelagt drageslyng i Urnes-stil. Foto: Nationalmuseet

Status på kirkebyggeriet 100 år senere, i ca. 1075

Krønikeskriveren Adam af Bremen (ca. 1040-1081) skrev i ca. 1075 sin beretning om ærkebiskopperne i Hamborg, hvoraf Ansgar var den første. Deri indgår en danmarksbeskrivelse, hvor Adam fortæller, at der i Danmark var i alt 550 kirker. Der var 300 i Skåne, 150 på Sjælland og 100 på Fyn. Jylland var bare skrækkeligt og vildt, og Adam nævner intet om jyske kirker. Men i hvert fald i Hørning var der en på hans tid, og Jelling var da også med. Tager man alle de arkæologisk påviste trækirker i Danmark med, kommer man i dag frem til blot 31, og heraf de ti i byen Lund. Blandt de 31 er der sikkert flere, som er blevet tolket lidt for optimistisk, og flere er ikke fra Adams tid. Yderst få under alle omstændigheder, og gik folk mere i hallen end i kirken for at søge Gud, svækker det end yderligere kirketallet som en troværdig status på kristendommens udbredelse. Der var givetvis tale om en langvarig proces, og vi kender i dag ikke til nogen fjendtlighed mellem de forskellige religioner.

Adam af Bremen har efter klassisk forbillede et par skrøner med om kristningen af hedenske helligdomme. Men at de nye kirker blev lagt på hedenske helligsteder, er der ikke tegn på. Oftest lå de på bar mark, hvor den fornødne fri jord kan være fundet inden for en storgårds indhegnede område. Måske fulgte kirkerne med gårde og landsbyer, der flyttede i takt med, at ny jord blev taget ind og landsbytomten pløjet op. De nye, fælles kirkegårde kan have medvirket til, at kirkerne groede fast, og det samme gjorde inddelingen af landet i sogne.

Da ærkebiskop Anders Sunesen (ca. 1165-1228) først i 1200-tallet fastlagde regler for sit stift, blev det slået fast, at både kirker og deres altre kunne flyttes. Og han befattede sig også med det, der hed ”herrernes kirke”. Det var huse på en stormandsgård, som uden at være opført dertil blev udpeget til kirke for ejeren. Der var ikke noget krav til deres materiale eller udseende, og de overtog ikke den stedlige sognekirkes funktioner. Sognekirken skulle derimod respekteres, men måske gik folk sine steder over til stormandskirken, fordi der var mere gang i den. Så sognekirken faldt hen og forsvandt, og ploven gik over den.

Nye byggematerialer: fra træ- til stenkirker

Den store tid for rejsningen af stenkirker på landet faldt i perioden fra ca. 1100 til 1250, måske med et toppunkt i de seneste 100 år af perioden. Der var et langt overlap mellem kirker af tømmer og stenkirker af forskellige slags materialer. Der blev uden tvivl bygget kirker af træ også efter 1250, for ikke at nævne de hundredtusindvis af træhuse i by og på land. Tømrerne drev på med deres håndværk inden for en oldgammel tradition, også når det gjaldt tagværkerne på kirker og de få andre murede huse. I Roskilde er frådstenskirken på Skt. Jørgensbjerg dateret til ca. 1035 af en nedlagt møntofferskat fra opførelsens tid. Kirkens rundede hjørner og halvsøjler i sten siges at afspejle en bygning i træ, og i det jyske kan man finde portalsøjler af granit, som mest minder om overstore stoleben i drejet træ. Men ellers er det småt med ligheder mellem de to materialers kirker, bortset fra den fælles grundplan.

Sankt Jørgensbjerg kirke i Roskilde. Foto: Ann-Britt Aurdal-Nærvig, Sankt Jørgensbjerg Kirke 

Stenkirkerne i Danmark blev opført i såkaldt romansk stil, hvor rundbuen herskede, og bygningskroppene var lukkede med kun ringe lysindfald. En kort vej uden for Roskilde ligger til eksempel Gundsømagle Kirke, som dendrokronologien har placeret i tiden omkring 1100. I bispebyen Roskilde var der allerede kommet endnu flere frådstenskirker til, så både der og i byens opland var de tidligt ude. I landets sydvestlige del var der derimod ikke natursten at bygge af. Trækirker i denne del af landet tog måske én til to ekstra generationer med og fik først i løbet af anden halvdel af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet deres efterfølgere i sten. Nemlig tilhugget vulkansk tufsten fra Rhinlandet, sejlet frem i tonsvis som led i datidens handelstrafik.

Med nogle kirker begyndte de i granit, byggede sig måske ind på en ældre trækirke, fortsatte i tuf og endte med at bruge teglsten, som var tidligt på færde i det sydlige Jylland. På mere ensartet vis gik det til med de nærved 100 teglkirker på Lolland og Falster, som hører til i første del af 1200-tallet. De er præget af nye og fikse detaljer og et varsel om gotikkens komme, om end den var længe om at slå igennem. Teglkirkerne er dog så langt fra de ældste stenkirker på øerne, hvor granit og kalksten var i brug allerede ved midten af 1100-tallet.

Gjaldt det granit, skulle istidens efterladte granitblokke graves fri og tillige med mindre sten køres sammen fra mark og skov. Eller fra de stenbunker, bønderne havde samlet sammen på markerne. Til facadebrug blev stenene kløvet og tilhugget i det omfang, man nu syntes nødvendigt. Stumperne og de mindre sten blev støbt sammen i murens kerne, hvor de udgjorde det egentligt bærende i den såkaldte kassemur.

I dele af landet, i og omkring Roskilde og i Østjylland, var der gode muligheder for at bryde frådsten i kildeaflejringer. Frådsten er let at bearbejde med økse eller sav, før den hærdner i luften. Fra klinterne på Møn og Stevns tog man kridt- eller kalksten, mens landsdelene øst for Øresund nød godt af gode sandstensbrud. Teglstensteknikken kom til Danmark fra midten af 1100-tallet, og den såkaldte munkesten og tagstenene, kaldet munke og nonner, blev det dominerende byggemateriale. Klosterkirkerne i Sorø og Ringsted er nogle af de første og mest markante teglbyggerier, og blev efterfulgt af talrige både romanske og senromanske landsbykirker. Men den 3-4 kilometer lange forsvarsmur på Dannevirke, som Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182) fik bygget, slår dog alt. Teglen indgik i utallige til- og ombygninger og blev brugt til indbygning af hvælv i mange kirker, for ler til brænding af mursten lod sig skaffe overalt.

Hvor mange kirker blev der bygget i perioden ca. 1150-1250?

Det meget vanskeligt præcist at opgøre antallet af kirker. I hele middelalderens Danmark, altså med landskaberne øst for Øresund, er der med nogen ret gættet på mellem 2.700 og 3.100 sognekirker i by og på land tilsammen. Nyere skøn peger på baggrund af udenlandske forhold på mellem måske 4.100 og 8.600 sognekirker i det nuværende Danmark, måske endda flere. Virkelig mange kirker må i så fald være nedlagt og forsvundet, uden at der i dag er registreret mere end 456 sikre tomter af nedlagte kirker. Tallet for bevarede landsbykirker fra middelalderen lyder på 1.684, deraf 1.516 romanske og 168 gotiske. Med til byggeaktiviteten hører ikke blot opførelsen, men fuldt så meget også den løbende vedligeholdelse og de nærmest uendeligt mange om- og tilbygninger på de allerfleste kirker.

Kirkerne var noget nyt og afgørende i bebyggelsen, men de udgjorde så langtfra flertallet af byggepladserne i 11-1200-tallet. Der regnes med en befolkning i første halvdel af 1200-årene på rundt regnet 1,3 million, hvoraf nær alle hørte til på landet, og til deres behov for husly kom dyreholdet på gårdene, som sammen med avlen og vinterfoderet skulle under tag i meget af året. I landsbykirkerne var der næppe plads til alle, hvis et helt sogns indbyggere kom i kirke på én gang, men så skal det huskes, at der var messe mindst én gang hver dag. Og hertil kom som nu også andre kirkelige handlinger, f.eks. begravelser, og fejringen af de utallige fest- og helgendage året rundt. Det foregik også i rigt mål udendørs, på kirkegården og i procession med præsten i spidsen.

Hvem stod bag kirkebyggeriet, og til hvem byggede de?

Kirkerne blev bygget til Guds ære og menneskers brug. Selve ordet kirke kom ind i dansk via oldengelsk, der havde det fra det græske ’kyriakon’. Det betyder slet og ret ’som hører til Herren’. Mere uklart er det så på grund af manglende kilder, hvem bygherrerne var. Historikeren Erik Arup (1876-1951) slog i 1926 fast, at landsbykirkerne blev rejst af de stedlige bønder i fællesskab, og at de som i Jelling byggede oven på de gamle, hedenske helligdomme. Det sidste er for længst afvist som en idé, der bl.a. grunder sig på forhold i tidlig kristen tid ved Middelhavet.

Når det gælder bøndernes samarbejde, kan man næsten sammenligne Arups opfattelse med historien om kvægbønderne, der i slutningen af 1800-årene oprettede og byggede andelsmejerier landet over. I virkeligheden var det nok middelalderens klaner af rige og indflydelsesrige stormænd, som havde det afgørende ord, når det gjaldt opførelsen af kirker. Det er sådanne folk, som træder os i møde på de romanske kalkmalerier. Manden står typisk med en kirkebygning, som han rækker frem til Guds velsignende hånd, mens hans hustru er klar med penge og guld. Sådan ses det i Hvideslægtens kirke i Fjenneslev, hvorimod et par relieffer fra Sdr. Kirkeby på Falster lader to mænd føre sig frem som kirkens stiftere. Den ene er en verdslig herre i moderigtigt ridetøj, og den anden en kirkens mand, måske et brødrepar.

Gengivelse af et kalkmaleri i Fjenneslev kirke, hvor de hellige tre konger går frem med gaver til Jesusbarnet på Marias skød. Nederst ses kirkens unavngivne stifterpar stå foran Gud med deres gaver, hvis velsignede hånd bekræfter foretagendet. Manden præsenterer kirken, mens kvinden skænker sine kostbarheder. Fra: J. Kornerup, Nationalmuseet

På samme måde havde sådanne folks forfædre stået for lederskabet og måske selve kulten i førkristen tid. Således er der bl.a. ved Tissø på Vestsjælland udgravet stormandshaller med tilhørende bygninger, der synes at have været til kultisk brug. Uden for Lund, i Uppåkra, er der fundet spor af en ubrudt kultisk aktivitet, centreret om og i en svær, tårnagtig bygning. Den blev genrejst og fornyet gennem adskillige hundrede år helt frem mod overgangen til kristendommen.

Kirkens og de stærke slægters medvirken

Blandt initiativtagerne til bygningen af kirkerne var antagelig også biskopperne. Måske i et større omfang end ellers antaget. Bisperne repræsenterede kirken som en ny faktor i samfundet, der med tiden voksede sig overmåde stor og stærk samt ikke mindst godsrig. Det er i hvert fald tydeligt, at bisperne interesserede sig for at stå for sognekirkerne, som de desuden skulle indvie ved bl.a. at lægge relikvier ned i alterbordet. De skulle ligesom i dag føre tilsyn med sognepræsterne, og vigtigt for biskoppen var det at få del i sognefolkets betaling af tiende, som blev delt i tre. En del gik til præsten, en del til kirkens bygning og pryd, og den sidste til biskoppen, selv om det ikke var overalt, folk var med på netop den del.

Biskopperne kom selv fra storslægterne. Blandt disse var den sjællandsk funderede, såkaldte Hvideslægt, og om dennes medlemmer er der bevaret oplysninger af et vist omfang. I Bjernede nær Sorø sidder der et par skrifttavler over indgangen til den i øvrigt runde kirke. Den er opført i en vekslende blanding af granitkvadre af den mindre, sjællandske type, frådsten og munkesten.  Af tavlerne fremgår, at ”Ebbe Skjalmsen og hans hustru Ragnhild byggede her en kirke, som hans søn Sune senere rejste af sten til ære for Gud, Sankt Maria og Sankt Laurentius”. At den ældre kirke var af træ, fremgår vel indirekte af teksten, og den stod formentlig på stort set samme sted som rundkirken.

Hviderne støttede med den senere biskop Absalon (1128-1201) i spidsen den helgenkårede Knud Lavards søn Valdemar, så han i 1157 efter årelang krig endte som enekonge af Danmark. Det betød øget indflydelse for Hviderne med Absalon i spidsen, fra 1158 biskop af Roskilde og dertil fra 1177 også ærkebiskop af Lund. Hvidernes kerneområde var egnen omkring deres slægtskloster i Sorø, som Absalon fik omdannet til en moderne cistercienserstiftelse. Han stod bag opførelsen af den imponerende teglstenskirke fra ca. 1160 og fremefter. Her blev slægtens mænd og kvinder begravet, også og i 1186 Sune Ebbesen. Han efterlod sig jordejendom, som svarede til ca. 600 gårde, og det udgjorde kun hans andel af en enkelt slægtsklans overflod. Det er blevet fremført, at arbejdskraften til at bygge landsbykirkerne på Sjælland kunne skaffes ved at stille blot én mand pr. år til rådighed fra hver af Sunes mange gårde.

Som stifter blev Absalon også kendt for at stå bag klosteret i Æbelholt i Nordsjælland og som en af bygherrerne for Nr. Åsum kirke i Skåne, men formentlig ikke domkirken i Roskilde, som det ellers er blevet fremhævet. Nye undersøgelser tyder på, at kirken i sin nuværende skikkelse først blev opført efter 1200. Da var det Absalons fættersøn Peder Sunesen, søn af Sune Ebbesen fra Bjernede, som var biskop i årene fra 1191-92 til 1214.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.