Kilder
Kildeintroduktion:
Jyske Lov blev ifølge dennes fortale givet i Vordingborg i marts 1241 af Valdemar Sejr med samtykke fra kongens sønner, landets ærkebiskop, otte biskopper samt "rigets bedste mænd". Kongegivne love var dengang overvejende skrevet på latin, men landskabslovene, som Jyske Lov var en del af, er generelt skrevet på dansk.
Retshåndhævelsen var blevet kompliceret af de ændrede samfundsforhold i 1100-tallet, herunder ændringer af lov og ret, og de indtil da anvendte ikke-nedskrevne retsregler var derfor utilstrækkelige. Dette førte til optegnelser af retsstoffet i slutningen af 1100-tallet både i Danmark og det øvrige Europa.
De ændrede sociale og økonomiske forhold betød, at kongemagten ved Jyske Lovs udstedelse nu blev opfattet som en nødvendighed for lovgivningsarbejdet, og at kirken havde en interesse i at støtte den kongelige indflydelse på lovgivningen. Loven indeholder en fortale og tre såkaldte bøger. Originalen er ikke bevaret, men der findes ca. 75 håndskrevne afskrifter, hvoraf den ældste menes at være fra 1280.
Afskrifterne er dog ikke ens. Alderen varierer, ord og udtryk er blevet moderniseret, der er forskel på dialekterne og endda forskel på særdeles vigtige ord i forhold til den indholdsmæssige forståelse. Fortalen uddyber, hvorfor der i et samfund er behov for love og regler, og hvorfor disse skal være almengyldige.
Der er ikke tvivl om, at store dele af Jyske Lovs indhold er inspireret af kanonisk ret (kirkeretten) og teologiske doktriner. Samtidig byggede loven på mange områder videre på eksisterende retsnormer, som blev formet til at passe ind med de nye retlige ideologer, som en styrket kongemagt og kirken ønskede at fremme.
Forskere har diskuteret, om Jyske Lov oprindeligt var tænkt som rigslovgivning for hele riget. Der er dog enighed om, at Jyske Lov i hele middelalderen kun dækkede det jyske retsområde. Det er først senere, at Jyske Lovs bestemmelser begynder at blive fortolket ind i de øvrige landskabslove, Skånske Lov og Sjællandske Lov. Især i 1600-tallet begynder Jyske Lov at vinde indpas ved Kongens Retterting, datidens højesteret, hvor den ved flere lejligheder ses omtalt som 'Loven'.
Ved Christian 5.s Danske Lov fra 1683 ophævedes Jyske Lovs gyldighed i kongeriget, men omkring to tredjedele af loven videreførtes heri, og nogle bestemmelser er stadig gældende. I hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland) var Jyske Lov i princippet gældende til indførelsen af tysk ret i år 1900.
Fortalen fra Jyske Lov. Formenligt i en udgave fra 1500-tallet. Foto: Manuscriptorium; Den Arnamagnæanske Samling
Fortale
Således begynder fortalen til Jyske Lov, som kong Valdemar gav, og Danerne vedtog:
Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.
Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.
Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den åbenbart strider mod Guds ord.
Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med uret, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest uret - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.
Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar[1], den anden søn af Valdemar[2], der var Sankt Knuds[3] søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned[4] lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik[5], hertug Abel[6] og junker Christoffer[7].
Ordforklaringer m.m.
[1] Valdemar Sejr (født 1170, regent 1201-1241).
[2] Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182).
[3] Knud Lavard (ca. 1096-1131), dræbt i Haraldsted i 1131 og helgenkåret i 1169.
[4] Marts 1241.
[5] Erik Plovpenning (født 1216, regnet 1241-1250).
[6] Abel (født ca. 1218, regent 1250-1252).
[7] Christoffer 1. (født ca. 1219, regent 1252-1259).
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
