Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Jyske Lovs fortale 1241

Kilder

Kildeintroduktion:

Jyske Lov blev ifølge dennes fortale givet i Vordingborg i marts 1241 af Valdemar Sejr med samtykke fra kongens sønner, landets ærkebiskop, syv biskopper samt "rigets bedste mænd". Kongegivne love var dengang overvejende skrevet på latin, men Jyske Lov er skrevet på dansk.

Retshåndhævelsen var blevet kompliceret af de ændrede samfundsforhold i 1100-tallet, herunder ændringer af lov og ret, og de indtil da anvendte ikke-nedskrevne retsregler var derfor utilstrækkelige. Dette førte til optegnelser af retsstoffet i slutningen af 1100-tallet både i Danmark og det øvrige Europa.

De ændrede sociale og økonomiske forhold betød, at kongemagten ved Jyske Lovs udstedelse nu blev opfattet som en nødvendighed for lovgivningsarbejdet, og at kirken havde en interesse i at støtte den kongelige indflydelse på lovgivningen. Loven indeholder en fortale og tre såkaldte bøger. Originalen er ikke bevaret, men der findes ca. 75 håndskrevne afskrifter, hvoraf den ældste menes at være fra 1280.

Afskrifterne er dog ikke ens. Alderen varierer, ord og udtryk er blevet moderniseret, der er forskel på dialekterne og endda forskel på særdeles vigtige ord i forhold til den indholdsmæssige forståelse. Fortalen uddyber, hvorfor der i et samfund er behov for love og regler, og hvorfor disse skal være almengyldige. Det er fortalen, der er gengivet her, da den er særlig interessant og har været genstand for en del diskussion.

Først og fremmest er gyldighedsområdet blevet diskuteret. Der er enighed om, at Jyske Lov i hele middelalderen kun dækkede det jyske retsområde, men der er uenighed om, hvorvidt Jyske Lov blev skabt til kun at dække det jyske retsområde som en landskabslov, eller om loven var tænkt som rigslovgivning for hele riget.

Dernæst har inspirationen til lovens udformning været omdiskuteret, særligt om loven var resultatet af nedskrevne, danske sædvaner, eller om den snarere var et udtryk for, at den danske lovgivning var påvirket af kanonisk ret (kirkeret), det vil sige noget udefrakommende.

Ved Christian 5.s Danske Lov fra 1683 ophævedes Jyske Lovs gyldighed i kongeriget, men visse bestemmelser videreførtes heri, og nogle bestemmelser ophørte endda først i 1900-tallet. I hertugdømmet Slesvig var Jyske Lov i princippet gældende til indførelsen af preussisk ret i år 1900.

En håndskrevet side fra Jyske Lov
En håndskrevet side fra Jyske Lov. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Fortale

Således begynder fortalen til Jyske Lov, som kong Valdemar gav, og Danerne vedtog:

Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den åbenbart strider mod Guds ord.

Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med uret, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest uret - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.

Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar[1], den anden søn af Valdemar[2], der var Sankt Knuds[3] søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned[4] lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik[5], hertug Abel[6] og junker Christoffer[7].


Ordforklaringer m.m.

[1] Valdemar Sejr (1170-1241), konge 1202-1241.

[2] Valdemar den Store (1131-1182), konge 1157-1182.

[3] Knud Lavard (ca. 1096-1131), dræbt i Haraldsted i 1131 og helgenkåret i 1169.

[4] Marts 1241.

[5] Erik Plovpenning (1216-1250), konge 1241-1250.

[6] Abel (ca. 1218-1252), konge 1250-1252.

[7] Christoffer 1 (ca. 1219-59), konge 1252-1259.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015