Folketingsvalget 2007

Artikler

Valgets udskrivelse

Folketingsvalget den 13. november 2007 blev udskrevet af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) den 24. oktober samme år. Valget blev udskrevet over et år før valgperiodens udløb. Officielt for at ”rense luften”, da valgrygter besværliggjorde samarbejde og brede forlig. Reelt havde statsministeren dog længe overvejet et efterårsvalg, der ville gøre regeringen i stand til at fremhæve den nyligt foreslåede kvalitetsreform af den offentlige sektor. Samtidig undgik regeringen derved at skulle gå til valg efter de offentlige overenskomstforhandlinger i foråret 2008. Regeringspartierne Venstre og De Konservative havde haft magten siden 2001 med Dansk Folkeparti som støtteparti og var blevet genvalgt ved valget i 2005 ud fra samme parlamentariske grundlag.

Valgets temaer

Valget var det første for Socialdemokraterne med Helle Thorning-Schmidt som partileder og for Ny Alliance, der var blevet stiftet den 7. maj 2007. Et af de overordnede temaer for valget var ”velfærd”. Socialdemokraternes slogan var ”velfærd frem for skattelettelser”, mens Venstre og Konservative talte for en kvalitetsreform, der skulle effektivisere den offentlige sektor. Et fremadstormende SF krævede desuden plads i regeringen, hvis det skulle lykkes for oppositionen at vinde valget.

Som i 2005 og 2001 fyldte også udlændingepolitikken en del, og uenighed om den såkaldte 24 års-regel truede med at skabe splittelse blandt oppositionspartierne. Enhedslisten ønskede desuden at give amnesti til afviste asylansøgere, mens Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre talte for at give asylansøgere og indvandrere bedre mulighed for at arbejde i Danmark. På højrefløjen ønskede Dansk Folkeparti skærpede krav til indvandrere for at sikre integrationen. Ny Alliance gik derimod til valg med sloganet ”nok er nok”, da man ønskede at mindske Dansk Folkepartis indflydelse på regeringens indvandrerpolitik. Ny Alliance pegede dog på Anders Fogh Rasmussen som statsminister.

Valgets resultat

Meningsmålingerne under valgkampen tydede på, at VK-regeringen ville kunne fortsætte, men der var tvivl, om der fortsat ville være et VKO-flertal, eller om regeringen ville blive afhængig af Ny Alliances stemmer. Venstre endte med at tabe seks mandater, mens Dansk Folkeparti fik en fremgang på et mandat. Sammen med et færøsk mandat var det lige præcis nok til at sikre VKO 90 mandater, og Anders Fogh Rasmussen fortsatte som statsminister. Selvom Ny Alliance fik fem mandater, opnåede de ikke at blive tungen på vægtskålen, som de havde håbet. Den parlamentariske situation var således uændret, selvom VKO-flertallet var reduceret til det snævrest mulige.

Blandt de øvrige partier var den helt store vinder SF. Med en fremgang fra 12 til 23 mandater fordoblede partiet næsten sit mandattal, og efter valget talte medierne om den såkaldte ”Villy-effekt” efter partiets nye formand Villy Søvndal, som havde en stor del af æren. Fremgangen skete dog i høj grad på bekostning af de andre centrum-venstre-partier, idet Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre gik tilbage med henholdsvis to og otte mandater. Med 25,5 % var valgresultatet var det dårligste for Socialdemokraterne i 101 år – siden 1906.

Om artiklen

Forfatter(e)
danmarkshistorien.dk
Oprindelse
Statistisk Aarbog 2007, Danmarks Statistik
Medietype
Illustration
Sidst redigeret
27. maj 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
danmarkshistorien.dk
Oprindelse
Statistisk Aarbog 2007, Danmarks Statistik
Medietype
Illustration
Sidst redigeret
27. maj 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk