Folketingsvalget 1987

Artikler

Valgets udskrivelse

Siden 1982 havde regeringsmagten tilhørt den såkaldte firkløverregering, der bestod af partierne Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Regeringen var fortsat efter valget i januar 1984, og et nyt valg skulle derfor afholdes senest i januar 1988. Statsminister Poul Schlüter (K) valgte at udskrive valget allerede den 18. august 1987 til afholdelse den 8. september. Regeringen var ikke umiddelbart parlamentarisk truet, og udskrivelsen skyldtes først og fremmest taktiske overvejelser, idet regeringen stod godt i meningsmålingerne, og at det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, ikke var forberedt på et tidligt septembervalg.

Valgets temaer

De økonomiske spørgsmål var i højsædet under valgkampen, og valget formede sig til en vis grad som et valg for eller imod regeringens politik om at fokusere på at bedre den danske konkurrenceevne og derved sikre dansk økonomi. Andre vigtige spørgsmål var miljøspørgsmål og den relativt høje arbejdsløshed. Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet spillede kun en mindre rolle.

To nye partier prægede også valgkampen. De Grønne kæmpede for at sætte miljøet højere på den politiske dagsorden med inspiration fra partier i andre lande, især Vesttyskland. Større opmærksomhed fik dog partiet Fælles Kurs, der var stiftet af den tidligere kommunist og sømandsboss Preben Møller Hansen. Preben Møller Hansen og Fælles Kurs anlagde en stærkt venstrepopulistisk kurs og talte særligt om at forbedre vilkårene for de fattige ældre og andre socialt udsatte.

Valgets resultat

Mandatmæssigt blev valget et mindre nederlag for den siddende regering. De Konservative gik tilbage med fire mandater, men fik med 38 mandater stadig det næstbedste valg i partiets historie. Venstre tabte tre mandater, Kristeligt Folkeparti et enkelt, mens Centrum-Demokraterne gik frem med et mandat. Da venstrefløjen dog ikke kunne mønstre et flertal, kunne firkløverregeringen fortsætte efter en dronningerunde. Men det var en regering, som stod parlamentarisk svagere end før og nu kun rådede over 70 mandater mod 77 før valget.

Socialdemokratiet gik tilbage med to mandater, og dette benyttede partileder og forhenværende statsminister Anker Jørgensen som anledning til at melde sin afgang. Han blev efterfulgt af Svend Auken. SF havde et godt valg med en fremgang på seks mandater, hvilket gav dem i alt 27 – partiets højeste mandattal nogensinde. Venstresocialisterne mistede derimod alle sine fem mandater og gled ud af Folketinget.

Fremskridtspartiet gik frem med tre mandater til i alt ni. Partiet havde denne gang Mogens Glistrup tilbage som medlem af Folketinget efter udstået fængselsstraf for skattesvig.

De Grønne formåede med 1,3 % af stemmerne ikke at komme over spærregrænsen. Den internationale tendens med succes for grønne partier slog dermed ikke igennem i Danmark, først og fremmest fordi SF repræsenterede mange af de samme standpunkter. Fælles Kurs kom derimod ind med 2,2 % af stemmerne og fire mandater. Og partileder Preben Møller Hansen og hans ærkekøbenhavnske accent satte i den følgende tid nye standarder for, hvad der kunne siges fra tingets talerstol.