Aarhus Domkirke

Artikler

Domkirken for Aarhus stift, Skt. Clemens, er Danmarks længste kirke, og den er med sine nuværende 93 meter og det 92 meter høje tårn et meget markant bygningsværk i Aarhus midtby. Bygningen af domkirken blev påbegyndt kort før år 1200, men den havde en forgænger, som lå uden for de gamle byvolde, på det sted, hvor Vor Frue kirke nu ligger. Den nuværende domkirke bærer præg af mange århundreders ombygninger, men en række restaureringer har omtrent genskabt den skikkelse, som de senmiddelalderlige biskopper gav den.

En domkirke uden for voldene

Den første biskop af Aarhus blev udnævnt i 948 ifølge Adam af Bremen, som imidlertid også fortæller, at bispesædet blev nedlagt igen i 988. I forbindelse med Svend Estridsens nyordning af den danske kirke omkring år 1060 blev Aarhus et af landets otte stifter, og en ny biskop Christian blev udnævnt. Biskop Christian gik i gang med at bygge en domkirke af sten uden for de daværende byvolde, på det sted, hvor Vor Frue kirke nu ligger, og hvorunder den oprindelige kirkes krypt af frådsten endnu er bevaret. Denne domkirke blev indviet til Skt. Nicholaus.

Domkirken flyttes inden for byvoldene

Byggeriet af den nuværende domkirke blev påbegyndt mellem 1180 og 1200, formentlig under den foretagsomme biskop Peder Vognsen (1191-1202), som i 1195 skænkede sin bogsamling til kirkens præster. Den nye kirke blev opført i teglsten på en grund inden for byvoldene, hvor der hidtil havde ligget en mindre trækirke, viet til Skt. Clemens, og hvor den lokale helgen Niels var begravet. Den nye domkirke overtog både navnet Skt. Clemens og kulten for Hellig Niels, og valfarten til kirken har haft betydning for finansieringen af byggeriet. Peder Vognsen gav også selv store donationer, og i 1197 udstedte pave Cølestin III et afladsprivilegium til bygningen af domkirken, som gav 40 dages aflad til alle, der ydede et gavmildt bidrag til opførelsen.

Domkirken i romansk stil

Den romanske katedral blev antagelig færdiggjort kort efter år 1300, og dens langhus og tværskib havde samme størrelse som i dag. Den havde dog intet tårn i vestenden, og mod øst var koret betydelig mindre med en halvrund apsis, flankeret af to firkantede klokketårne og to mindre apsider på tværskibets kapeller. I slutningen af 1200-tallet blev der opført et langhus syd for domkirken, der fungerede som et fælleshus for kannikkerne.

Domkirken ombygges i gotisk stil

I løbet af 1400-tallet blev domkirken ombygget i gotisk stil. Særlig biskop Jens Iversen Lange (1449-1482) satte sit præg på bygningen, bl.a. i form af det vældige vesttårn, der bærer hans våbenskjold. Han lod langskibets mure forhøje og midterskibet overhvælve med gotiske stjernehvælv, mens sideskibene fik krydshvælv og deres vinduer blev gjort bredere. Nord for domkirken lod han opføre en stor, ny bispebolig, og til den moderniserede kirke bestilte han også den pragtfulde, udskårne altertavle fra Bernt Notkes værksted i Lübeck. Ombygningerne blev færdiggjort under biskop Niels Clausen (1490-1520), som gav kirken et kraftigt udvidet kor med koromgang.

Domkirken rummer en række bemærkelsesværdige kalkmalerier, hvoraf de fleste er malet i forbindelse med den gotiske ombygning, dvs. i perioden 1470-1530.

Efter reformationen

Ved reformationen i 1536 blev domkirkens jordegods konfiskeret af kongen, og bispegården inddraget til bolig for lensmanden. De protestantiske biskopper fik bolig i kannikkernes gamle fælleshus, som blev ombygget og fungerede som bispegård helt frem til 1880. Indvendig i domkirken blev de mange sidealtre (ca. 40) nedlagt og i 1588 blev der opsat en ny prædikestol midt i skibet.

Ændringer og restaureringer

Efter reformationen var det økonomiske grundlag stærkt indskrænket, og som konsekvens heraf blev der ikke foretaget egentlige ombygninger af domkirken. Op mod midten af 1800-tallet er der imidlertid foretaget forskellige ændringer i forbindelse med nødvendige reparationer. I 1642 brændte kirketårnet, og i 1650 fik det et kortere ottekantet spir (i folkemunde døbt kaffekandelåget). I 1702 blev apsiderne på de østlige kapeller revet ned, i 1743-44 blev kirken udvendig moderniseret i barokstil, og i 1775-77 fjernede en omfattende reparation meget af den middelalderlige bygnings karakter. I 1822 nedblæste det nordlige spir på de små runde kortårne, og de blev herefter erstattet af ottekantede løgkupler.

Siden 1865 har en række restaureringer imidlertid søgt at genskabe domkirken, som den så ud omkring år 1600. I 1877-82 blev kapellernes romanske stil genskabt og apsiderne genopført på de gamle fundamenter, mens barokportaler og løgkupler blev fjernet. Endnu en omfattende restaurering i 1920'erne gav domkirken det udseende, den har i dag, bl.a. med en genskabelse af det gamle spir på vesttårnet.


 Domkirkens udvikling fra ca. 1200 til i dag

I denne video kan du følge Aarhus Domkirkes udvikling fra  ca. 1200 og frem til i dag. Animationen er stillet til rådighed af Den Gamle By og kan ses i museets udstilling Aarhus Fortæller.

Den Gamle Bys logo      

Om artiklen

Forfatter(e)
Ane Bysted
Tidsafgrænsning
1200 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjørn, Hans og Gotfredsen, Lise: Århus Domkirke, Skt. Clemens (1996)

Danmarks Kirker, 16, Århus Amt, bind 1-2 (1968)

Udgiver
danmarkshistorien.dk