[…] Jeg er enig med det ærede Medlem Hr. Brorsen om, at vi ikke skal ændre vor Mindretalspolitik i Sønderjylland. Vi har haft Ære af den Politik, og det skal ikke være os, der forlader den Vej, som burde følges i alle Grænselande, men jeg er videre enig med det ærede Medlem om, at de, der er Embedsmænd i Sønderjylland eller lever her i Landet som Gæster og har deres Gerning under dansk Lovgivning, skal vise Loyalitet og kan ikke, uden at Indskriden er naturlig, deltage i en Propaganda mod den danske Stat og mod dennes Lovgivning. Det er utvivlsomt rigtigt, at denne Opfattelse anerkendes også af den tyske Regering, thi den vil selvfølgelig ikke give Gæstfrihed til Folk af anden Nationalitet, uden at disse opfører sig loyalt og korrekt i Tyskland. Men foruden disse Betragtninger om Forholdet i Grænselandet er der ogsaa talt om Grænseflytninger og om Værn for Grænsen. Det ærede Medlem Hr. Christ­mas Møller var i Slutningen af sin Tale yderst misfornøjet med, at Socialdemo­kratiets Ordfører havde sagt, at Grænsen skal værnes; det er ikke Socialdemokratiets Politik, sagde det ærede Medlem, det er konservativ Politik. Ja, det ærede Medlem faar nu undskylde: Vi er her ogsaa, endnu har det ærede Medlem ikke opnaaet sit Formaal, at faa udryddet Socialdemokra­tiet. Vi er her, og vi har aldrig lagt Skjul paa, at Grænsen selvfølgelig skal værnes; hvis nogen Ufred maatte opstaa, har vi til­kendegivet, saa maa det Værn bruges, som Landet raader over. Det ærede Medlem ved jo for øvrigt ogsaa særdeles vel, at vi i vort eget Forslag om de militære Forhold just regner med en Vagtstyrke, som netop i ganske særlig Grad er beregnet paa Græn­sen, og den skulde naturligvis ikke staa opstillet dernede som Tinsoldater, til Stads, men den skulde bruges i det Øjeblik, det er nødvendigt at bruge den. Dette har jeg ogsaa talrige Gange sagt: med de Midler, vi raader over, og under en Nyordning med de deri foreslaaede Midler vil vi vogte og be­skytte Grænsen, der efter vor Mening skal betragtes som lagt fast. Jeg har sagt dette i Geneve i 1929 over for Folkenes Forbund; den Gang gjorde den konservative Presse et stort og et lystigt Nummer ud af dette selvfølgelige, og nu mener altsaa det ærede Medlem Hr. Christmas Møller, at han kan gentage den konservative Komedie.

Det ærede Medlem Hr. Aksel Larsen, der ogsaa har talt her, har et ganske ander­ledes ædelt Sind end vi, det indrømmer jeg. Han har i sin Tale, der ellers ikke er nogen Omtale værd, erklæret, at han ikke vil have Værn for Grænsen, han vil lade Døren staa aaben og blæse Fædrelandet et Stykke. Ja, det er jo uhyre ædelt, set fra det ærede Medlems eget Synspunkt, thi hvis det ærede Medlems gamle Meningsfæller , der nu hører til de nye Stormafdelinger, trænger ind her i Landet, saa er det ikke prole­tarisk Samarbejde med Klassefæller, der vil blive udøvet, det er andre Former for Venskabelighed, som vil blive anvendt baade overfor det ærede Medlem Hr. Aksel Larsen og overfor danske Arbejdere. Men dette vil vi Socialdemokrater søge at afværge. Vi er virkelig saa nationale, at vi synes, der er bedre i et dansk Arbejderhjem end i en udenlandsk Fangelejr. Det ærede Med­lem Hr. Aksel Larsen mener altsaa at kunne haane os i den Anledning, fordi vi ønsker at værne danske Arbejdere, hvis Ulykker indtræffer, men han kan være sikker paa, at hans Haan ogsaa vil blive bemærket og ikke volde ham nogen Glæde.

Ja, den Landegrænse vi har, den ønsker alle Danske, bortset fra Kommunister og Nazister, bevaret og sikret. Her staar vi altsaa ikke alene og Landet heller ikke alene. En betydningsfuld Opinion staar ganske sikkert sammen med os, thi Landegrænsen imod Syd, den er, som det saa ofte er sagt, Nordens Grænse, og et Overgreb her vil være Nordens, hele Nor­dens Sag. Der er ingen Tvivl om, at der just i disse Tider spirer en stærk Fælles­følelse frem i de gamle skandinaviske Lande. Ingen tænker paa at formindske disse Landes Selvstændighed, og ingen tænker paa militære Alliancer; men just de selvstændige Stater i Norden vil des­uagtet være i Stand til at etablere et Sam­arbejde og en fælles moralsk Front, som ikke vil være uden Værdi for os her i Landet. Jeg er derfor enig med det ærede Medlem Hr. Hans Nielsen i, at Tiderne opfordrer til Fortsættelse af Samarbejdet i Norden, det Samarbejde, som under Krigen fik sin særlige Form. Der er paa mange Omraader allerede et særdeles intimt Samarbejde, og jeg kan meget vel tænke mig og ønske dette Samarbejde udviklet videre. Et saa­dant Samarbejde er jo saare naturligt af mange Grunde, men det er ganske særlig paa sin Plads nu, hvor der er Jagt paa demokratiske Statsforfatninger, saaledes som de just forefindes i de tre gamle skan­dinaviske Lande. Jeg er sikker paa, at hvad der er sagt her i Rigsdagen om nor­disk Samvirke, ogsaa vil give Genlyd i de nordiske Broderlande.

Inden jeg forlader dette, som altsaa har haft en vis Forbindelse med Udtalelser at det ærede Medlem Hr. Aksel Larsen, skal jeg endnu besvare et Spørgsmaal, han stil­lede, nemlig med Hensyn til den danske Gesandts Deltagelse i en Kongres i Nürnberg. Det ærede Medlem spurgte, hvorfor han var der. Formodentlig fordi han var inviteret, ligesom alle de andre Gesandter var det, og de mødte næsten alle sammen; Del­tagelse ved saadanne Lejligheder er jo et Udtryk for Høflighed og et Vidnesbyrd om, at vi ikke mener os kaldede til at dømme om indre Forhold i et andet Land. Altsaa, den samme Stilling er indtaget ved denne Lejlighed, som Danmark gennem Aar har indtaget overfor Rusland.

Forhandlingerne her har i øvrigt ogsaa strejfet militærpolitiske Spørgsmaal, og man har ogsaa berørt Regeringspartiernes For­slag om Omdannelse af Hær og Flaade, populært kaldet Afrustningsforslaget. Nu er ogsaa dette Forslag blevet interessant, endog for det ærede Medlem Hr. Christmas Møller; han spurgte, med hævet Stemme: Hvad er Meningen, skal Afrustningsforslaget ikke fremsættes? Nej, jeg beder det ærede Medlem undskylde, jeg har virkelig dristet mig til at mene, at det foreløbig er forkastet ofte nok, og Landstinget er jo ikke blevet ændret, siden dette Forslag sidste Gang blev forkastet, ogsaa derfor mener jeg, om dette som om flere andre Lovforslag, der heller ikke forelægges ustandselig Aar efter Aar, at det roligt kan henligge, indtil det igen er rimeligt at fremsætte dem. Og vi bestem­mer selv, hvornaar det skal ske. Naar vi atter befinder os over for en Situation, hvor man skal søge at udnytte de parlamentariske Muligheder, altsaa f. Eks. en Landstings­opløsning, er det højst sandsynligt, at det ærede Medlem vil faa sin Nysgerrighed efter igen at se dette Forslag tilfredsstillet, og saa vil det formodentlig igen vække en over­vældende Opmærksomhed.

Thorvald Stauning. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket.