Kilder
Kildeintroduktion:
Ved valget til Rigsdagen i 1890 rettede medlemmer fra kvindeorganisationerne henvendelse til kvinder og mænd i valgkredsene og bad dem stille spørgsmål til valgkandidaterne. De kvindelige talere befandt sig i et retorisk dilemma, idet det ville være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden, hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder.
Mens kun Kvindelig Valgretsforening havde mandat til at stille spørgsmål om politisk valgret, stilede Dansk Kvindesamfund mod nærmere mål, fx.: 1) ”Vil Kandidaterne være med til at betrygge den gifte Kvindes Medbestemmelsesret over Børnene, Husvæsenet og Pengene? 2) Vil Kandidaterne være med til at skaffe Kvinderne Adgang til Deltagelse i det kommunale Liv?”
Kampagnen var en succes, og især var der genklang over hele landet for kvinders indtræden i kommunalbestyrelserne. Det bemærkedes også, at den offentlige fremtræden krævede særligt mod af kvinderne, som gjorde det ”med en Alvor og Besindighed, som gjør Kvinderne Ære”. Kun et enkelt sted, i Odense, nægtede valgbestyreren en kvinde ordet med begrundelsen: ”Det kan slet ikke lade sig gjøre!”
Ved Samarbejde med "Kvindelig Valgretsforening" har "Dansk Kvindesamfunds" Agitationsudvalg under denne Valgperiode henvendt sig til en Mand eller Kvinde i hver Valgkreds med Anmodning om at stille Spørgsmaal vedrørende Kvindesagen til Valgkandidaterne.
Samarbejdet med "Kvindelig Valgretsforening" kunde ikke, som fra dens Side foreslaaet, komme til at bestaa i en fuldstændig fælles Optræden med fælles Spørgsmaal til Kandidaterne, fordi den nævnte Forening forlangte Spørgsmaalet om politisk Valgret for Kvinder frem, og dertil havde vi intet Mandat fra "Dansk Kvindesamfund", som ikke har optaget politisk Valgret i den af Paragraferne i sine Love, hvor dens Program fremsættes. Derved blev det nødvendigt, at hver Forening maatte stille sine egne Spørgsmaal, og Samarbejdet indskrænkede sig da til den Hjælp, man gjensidig kunde yde hinanden til omkring i Valgkredsene at finde de rette Mennesker, som vilde bære disse Sager frem. Og her viste det sig, at de to Foreninger virkelig sad inde med stor Personalkundskab, som ved gjensidig Imødekommen kom begge tilgode.
Fra "D. K. S." Side blev der foreslaaet at spørge Kandidaterne:
1. Vil Kandidaterne være med til at betrygge den gifte Kvindes Medbestemmelsesret over Børnene, Husvæsenet og Pengene?
2. Vil Kandidaterne være med til at skaffe Kvinderne Adgang til Deltagelse i det kommunale Liv?
Disse Spørgsmaal blev saa - med en kortere Motivering - i trykte Exemplarer sendte til alle Valgkredse i Landet, og vi tør rolig sige, at vor Opfordring i denne Henseende er bleven fulgt i de allerfleste Kredse. Dels have vi efter Valgene fra en stor Del af Kvindesagens Venner omkring i Landet modtaget Meddelelser om Kandidaternes Svar, og dels have vi af Bladenes Referater set, at Kvindesagen virkelig er bragt frem i vid Udstrækning.
Med Hensyn til Kandidaternes Svar paa Forespørgslerne synes det tydeligt, at de Spørgsmaal, "D. K. S." har stillet, have fundet megen Gjenklang omkring i Landet, hos de forskjellige Partiers Kandidater; særlig lader det til, at man har været villig til at arbejde for kommunal Valgret for Kvinder; og det tør saaledes ventes, at naar der igjen i Rigsdagen bliver forelagt et Lovforslag om kommunal Valgret, dette da vil finde megen Støtte, saa den Tid er næppe fjærn, da selvstændige, skatteydende Kvinder kunne være med til at bestemme, hvortil deres betalte Skat skal bruges, og hvorledes Fattigvæsen, Skolevæsen osv. skal ordnes.
Adskillige Kvinder i vort Land have heldigvis været modige nok til denne Gang at træde offentlig frem med deres Ønsker, og - saa vidt Beretningerne have naaet os - er det sket med en Alvor og Besindighed, som gjør Kvinderne Ære. Her i Kjøbenhavn interpellerede Frøken N. Lagesen, Fru Luplau, Fru Johanne Meyer og Fru Nørlund.
Af Ordstyrere og Forsamling ere de blevne modtagne med megen Sympathi; kun et enkelt Sted, Odense, gik Valgbestyrelsens Formand saa rent fra Koncepterne ved at se en Kvinde forlange Ordet, at han - tvært imod Valgloven - uden videre nægtede hende det. Og da hun spurgte, hvorfor? svarede han blot: "Det kan slet ikke lade sig gjøre !" Det kan imidlertid betragtes som afgjort, at Folketinget lige saa lidt som Valgbestyrelsens Formænd i de 4 kjøbenhavnske Kredse deler denne Anskuelse, idet det vel har godkjendt det paagjældende Valg, men henvist Formandens Optræden til nærmere Overvejelse og Beslutning.
I det hele tør vi udtale, at disse Spørgsmaal paa Valgdagen har haft stor Betydning for Kvindesagen over hele Landet.