Morten Andersen, f. 1960

Artikler

Morten Andersen er den første og hidtil eneste dansker, der har optrådt i den professionelle amerikanske fodbold-liga NFL, (National Football League). Igennem sin karriere som såkaldt kicker har Morten Andersen spillet i flere forskellige amerikanske footballklubber og har sat sig som rekordholder i flere discipliner i NFL. Herigennem har Andersen mere end nogen anden været med til at skabe opmærksomhed omkring sporten i Danmark og Skandinavien.

Opvækst og rejsen til USA

Morten Andersen er født i København, men han er opvokset i Struer i Vestjylland. I sine tidlige år var Morten Andersen en dygtig fodboldspiller, og han var tæt på at komme på ungdomslandsholdet. Talentet blev dog for alvor udnyttet, da Andersen i 1977 tog på udveksling til Ben Davis High School i Indianapolis i USA. Andersens åbenlyse talent for at sparke gav ham et football-scholarship til Michigan State University, hvor han spillede football i 4 år. Forbindelsen mellem den europæiske fodbold, som Andersen i sine tidlige år udøvede, og placeringen som kicker i USA ligger i evnen til at balancere sine spark mellem præcision og styrke.

NFL-karrieren

Morten Andersen begyndte sin NFL-karriere i 1982 som kicker for New Orleans Saints, hvor han spillede til 1994. Succesen afspejlede sig i hele seks 'Pro Bowl'-udtagelser i disse år, hvor de bedste spillere fra ligaen optræder i en opvisningskamp udelukkende for underholdningens skyld. Herefter skrev Andersen kontrakt med flere klubber i NFL: Atlanta Falcons i 1995, New York Giants i 2001, Kansas City Chiefs i 2002 og Minnesota Vikings i 2004. Efter et års pause fra NFL vendte Morten Andersen i 2006 for sidste gang tilbage til ligaen for sin gamle klub, Atlanta Falcons. Her sluttede Andersen sin lange karriere i 2008. Morten Andersens rolle på football-banen var i lange perioder blot at sidde på bænken. Som kicker kan man dog afgøre en kamp på blot få sekunder, og derfor er kickeren tit under et enormt forventningspres.

Andersens rekorder

Morten Andersen er rekordholder i mange af denne sportsgrens statistikker. Den mest imponerende blandt disse er rekorden for flest points scoret i NFL nogensinde med hele 2544 points. Andersen er også indehaver af rekorden for flest point scoret i historien for klubberne New Orleans Saints og Atlanta Falcons, samt rekorden for flest field goals igennem karrieren.

Andersens arv

Morten Andersen er den eneste dansker, der hidtil har optrådt i NFL-ligaen. Man kan betegne Andersen som en af de største danske sportsstjerner i nyere tid, men på grund af den manglende opmærksomhed omkring den amerikanske sportsgren herhjemme er han dog også en af de mest oversete. Ved sin deltagelse i den amerikanske NFL-liga har Morten Andersen været den person, som har haft størst betydning for den amerikanske sports fremgang i Danmark og Skandinavien. Andersen bliver i USA stadig anset for at være en af historiens bedste kickers, og med rekorder som mest scorende spiller nogensinde i NFL er Andersen blevet en levende legende i både amerikanske og danske football-communities. Han blev den 5. februar 2017 optaget i amerikansk footballs Hall of Fame.

Morten Andersen

Morten Andersen i 2010. Foto: Wikimedia Commons

Om artiklen

Forfatter(e)
Asger Møller Hendel
Tidsafgrænsning
1960 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Asger Møller Hendel
Tidsafgrænsning
1960 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk