Artikler
Legere (oldnordisk leikari) var den gamle betegnelse for spillemænd og gøglere. Første gang legere optræder i kilderne er i vikingetiden, ved den norske konge Harald Hårfagers hof. I middelalderen blev legerne i stigende grad brugt ved hofferne, til gilder og markeder, men trods deres popularitet befandt de sig langt nede i hierarkiet, når det kom til status og fysisk sikkerhed.
Livet som gøgler og spillemand
I middelalderen vandrede et stort antal af udenlandske legere lejlighedsvis gennem de nordiske lande, hvor de fra 1100-tallet vandt stærkt indpas ved hofferne. Legerne fandtes ligeledes ved markeder og ved alle større gilder, hvor gaverne til dem kunne være ganske betydelige. På den anden side var deres stilling hverken tryg eller anset; at banke en leger medførte ikke straf, og selv bøderne for at dræbe eller såre legere var meget små. En vis uvilje mod legerne kom tidligt til udtryk hos Saxo og flere islandske skjalde i 1100-tallet, der anså legerne for at være af lavere rang og kunnen end skjaldene, der var digtere og troubadourer. Dette hindrede dog ikke legernes stigende popularitet.I løbet af 1300- og 1400-tallet bosatte flere spillemænd sig i danske byer. Den ældste kendte kontrakt vedrører Jes Lassen, der blev ansat som spillemand i Aarhus i år 1500. I begyndelsen kom de fleste musikere fra de tyske områder, men hen imod middelalderens slutning var spillemændene for det meste indfødte, da stadsmusikanterne ligesom andre håndværkere oplærte lærlinge og svende i faget. Spillemændenes hovedopgave var at fremføre helgenviser og folkepoesi ved gilderne.